Litterær filosofi – Platon PLATONS UNGDOMSVÆRKER
Nok er indholdet filosofisk, men rammen er litterær. Det er Lilhavs udgangspunkt for denne nyoversættelse af Platons ungdomsværker. Gennem dialogerne, der ellers ofte læses som rene gengivelser af Sokrates’ tanker, aner man nemlig den store Platon fra manddomsværkerne SYMPOSION og STATEN.
Citat
Fra dialogen Lysis: Sokrates til vennerne Menexenos og Lysis:
Begæret begærer dog det, det mangler, ikke sandt? – Jo. – Den, der altså mangler noget, er ven med det, han mangler? – Det synes jeg. – Men enhver mangler det, man er berøvet? … I to altså, dersom I er venner indbyrdes, må på én eller anden måde tilhøre hinanden. – Åbenbart, sagde de. – Også ellers, kære børn, sagde jeg, hvor én begærer og elsker en anden, ville han hverken begære eller elske eller være ven med, dersom ikke den elskede på en vis måde tilhørte ham efter sjælen på grund af én eller anden holdning, væsen eller egenskab. –Afgjort, sagde Menexenos; men Lysis tav.
‘Du er nemlig kun ude på at gendrive mig og bekymrer dig kun lidt om det, talen handler om.’ Nogenlunde sådan tænkte jeg, første gang jeg stødte på Sokrates, der efter min smag mindede mest om Erasmus Montanus – ‘en sten kan ikke flyve, lillemor kan ikke flyve, ergo er lillemor en sten’ – med alt, hvad der deraf følger af både godt og ondt.
Begejstringen var derfor stor, da jeg fandt netop denne indvending fra en af Sokrates moddebattører (Kritias i dialogen Charmides) – og mange lignende anklager i de øvrige dialoger. Men hermed melder spørgsmålet sig også om, hvorfor Platon vælger at gengive kritikken af Sokrates – ville han ikke blot fremføre dennes filosofiske argumenter? Ofte får man svaret, at der er tale om en afsløring af kritikernes skråsikkerhed. Men hvad så med den anden kritik, der kommer til orde i værkerne, nemlig at Sokrates ikke bidrager med noget positivt alternativ, men blot giver den som irriterende dekonstruktivist? Som her af Kleitofon:
– Jeg vil nemlig fastholde, Sokrates, at medens du er af usigelig værdi for et menneske, der endnu ikke er blevet formanet, så er du for den, der allerede er formanet, næsten ligefrem en hindring på hans vej mod at nå dydens mål og blive lykkelig.
Dette og meget andet peget på, at Platon er langt mere til stede i ungdomsdialogerne, end man vanligvis antager. Men ikke således, at alt, hvad Sokrates siger, hermed må forkastes. Snarere således, at den dristige læser vil ane gode og dårlige sider ved denne ejendommelige græker – lidt ligesom Kleitofon, der på samme tid anser hans spørgsmål for at være en velsignelse og en hindring.
Alt dette kommer Preben Lilhav nærmere ind på i sit forord. Men hvad med det, der tales om i dialogerne? Retfærdigheden, dyden, kunsten og kærligheden? Jo, for det første bliver det klart, at man på denne baggrund dårligt kan tage dialogernes konklusioner for gode varer, sådan 1:1. Når det er sagt, så rummer de mange interessante perspektiver og diskussioner undervejs. Fx som her om valg af filosofisk mesterlærer, fra dialogen Protagoras:
– Ville du ikke, dersom du skulle betro din krop til nogen med den mulighed, at den kunne blive styrket eller ødelagt, først mange gange overveje, om du skulle betro ham den eller ej, og kalde dine venner og slægtninge til råds i flere dages eftertanke?
Ak ja, et lignende spørgsmål kunne måske være værd at tage i betragtning for den mio. danskere (eller hvor meget det nu er), der dagligt tænder for TV-Avisen?
Afslutningsvis vil jeg berøre det forhold, at der er tale om en oversættelse i udvalg. Det betyder, at ret omfattende passager er udeladt af stort set samtlige dialoger. Til gengæld er disse erstattet med Preben Lilhavs korte resumeer. Og lige så vigtigt: Det bliver overkommeligt for almindelige dødelige mennesker at komme igennem de mange dialoger, og dermed danne sig et overblik over Platons værk, frem for de mere løsrevne indtryk man måtte kunne danne sig ved at gå direkte til hovedværkerne SYMPOSION eller STATEN. Og så kan vi i øvrigt vente i spænding på Lilhavs lovede oversættelser heraf.
