Af | 20. januar 2014

Litterær leg med løgn og latin – Martin A. Hansen LØGNEREN

Dansklærernes våde drøm af en romanklassiker – komplet med symboltung skovsneppe og eksemplarisk upålidelig fortæller – genudgives med fint forord af Jens Albinus.

Men Nathanael, jeg fik alligevel brug for dig. Til at høre på. Ja, jeg ved jo ikke hvem du er. Jeg kalder dig bare Nathanael. Du ved, at det hed om Nathanael: Han er et menneske uden svig. Jeg tænker mig, at du ikke er så klog og rusten i sjælen som jeg. Jeg er i hvert fald lige så traurig som den tid jeg lever i. Men jeg tænker mig, at du er åben og uden svig. Jeg forestiller mig dig som en ungdomsven, jeg kunne have truffet og fået, men aldrig traf. Og at du ikke er blevet ældre. Ja, jeg har haft venner engang. Men kommer man til at sidde mange år på en ø, da bliver man glemt Nathanael. Naturligvis.
Så jeg må vel præsentere mig. Jeg er Gud bedre mig stadig skolelærer på Sandø, som er et muldvarpeskud i havet. Pebersvend og snart lidt tyndhåret. Mit navn er Johannes Vig. Sig ikke det navn for hurtigt, Nathanael. Johannes Vig.

Oprindeligt skrevet som en radioroman, der blev læst op over tolv søndage og siden udgivet som føljeton i Berlingske Aftenavis, har romanen været dansk folkeeje siden efterkrigstiden. Ikke desto mindre er den stadig relevant. Det er især tabet af uskyld, løgnen som eksistensvilkår og skyldtemaet, man bider mærke i som nutidig læser. Ikke mindst konflikten mellem kristendom og fornuft skildres stærkt gennem vores splittede hovedperson.

Degnen, læreren og løgneren Johannes Vig lever et stille liv og passer sig selv på den lille sovende ø Sandø, eller gør han nu også det? Med dagbogsformen har han tilsyneladende fuld kontrol over formidlingen og udnytter manipulerende dette i sin selvfremstilling, hvilket forfatteren dog snedigt underminerer. Hans komplekse, svigefulde natur mere end indikeres eksempelvis via hans navn.

Johannes Vig er således et skoleeksempel på en upålidelig fortæller, og dem skal man som bekendt være særdeles på vagt overfor. Det er et kendt greb i den litterære værktøjskasse, og noget bl.a. Vladimir Nabokov også benytter sig flittigt af i sin skandalebog LOLITA, hvor Humbert Humberts stærkt slørede version af begivenhederne nøje må granskes og revideres for at vriste en flig af sandheden frem under hans fortælling – og for at undgå en regulær fejllæsning af bogen (som et forsvar for pædofili).

Det samme gør sig gældende i LØGNEREN. Vores 40-årige Johannes bekender tilsyneladende ærligt sit inderste til den opdigtede læser Nathanael. Igennem hans fortielser og fortalelser fornemmer vi dog et noget andet billede, end det han selv prøver at mane frem. Snarere end en lettere socialt kejtet, intellektuel asket fremstår han som en foretagsom pigeglad, lettere fordrukken figur med anseelige ting på samvittigheden. Navnlig forskellige damebekendtskaber på øen, der udmøntes i en interesse for både købmandsdatteren Annemari, en tidligere elev, og Rigmor, ø-matadorens frue.

Bogens handling veksler således snedigt mellem alt det dramatiske – og for Johannes unævnelige – der rent faktisk sker (fx hans mere eller mindre direkte skyld i en drukneulykke, der er belejlig for ham selv) og alt det, som kun foregår i hans hoved. Inspirationen fra Kierkegaards tanker om det æstetiske, etiske og religiøse stadie er tydelig, og naturen spejler symboltungt personernes psyke. Vinteren lægger en tung grundstemning – alt er indhyllet i tåge, og øen er isoleret af isen. Johannes frygter sågar foråret med sine erantis, der ’overfalder en’:

– Nåja, man skal ikke stole på hverken lærke eller erantis eller fornemmelser. Vinteren er en gammel kæmpe og kan komme igen. Det er måske bedst. Ærlig talt. Forår, det betyder ståhej i sjælene. Forår, så skal en af vore gamle måske sige farvel. Forår, det er urede og ulejlighed.

Når tågen letter og isen bryder op, kommer sandhederne med andre ord på bordet, og det er ikke noget at se frem til for Johannes Vig.

Bogen er bastant i sin ironiske kispusleg med læseren og dyrker en næsten stoflig spænding mellem det sagte og usagte. Det er en vigtig klassiker, der trods sit beskedne omfang, hverken læser sig selv eller er til at blive færdig med.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også