Litterær sovemedicin – Asger B. Nielsen JEG KAN ALDRIG BLIVE VÆK
JEG KAN ALDRIG BLIVE VÆK er god medicin, hvis man lider af søvnløshed. Dog skal værket – hvis handling finder sted i Botswana – have ros for ikke at henfalde i afrikanske stereotyper.
Citat
Vi kører mod nord i forskellige biler: Op forbi Mahalapye, Palapye og Serowe, syd for Francistown ved Serule og så stik øst gennem Bobonong mod Tuli Block. Det er en tur på små 600 kilometer, hvoraf de sidste 60 foregår på eroderede grusveje, der får bilerne til at danse som brolæggerstempler i jomfrulige hænder. Men da er vi allerede for længst så bedøvede, at vi intet opdager.
Hovedpersonen i Asger B. Nielsens debut JEG KAN ALDRIG BLIVE VÆK er taget til Botswana i det sydlige Afrika for at forsvinde. Men som titlen indikerer, lykkes det ham ikke.
Hvad det er, han ønsker at blive væk fra, står heller ikke helt klart. Formentlig fra sig selv. I hvert fald er de 49 kortprosaiske noveller en fortælling om hans deroute til bunden af flaskernes dyb fortalt til hans – nok afrikanske – kæreste. Hvis misbilligende blik følger hans mere eller mindre desperate jagt mod afgrunden.
Til sidst giver han op. Med sin kæreste ved sin side tager han afsked med Afrika og stiger ombord på en flyver.
Om man kan lide værkets stil afhænger af, om man er forfalden til kortprosaens afbrudte fortællingsopbygning. Der er ingen begyndelse, midte og slutning som i romaner. Og fortællingerne er heller ikke bygget op om det afgørende vendepunkt, som kendetegner novellen som genre. Der er kun øjebliksberetninger, der bliver fortalt i beskrivelser af de ydre detaljer, som oftest handler om knuste flasker og fornemmelsen af kokainens smag af ammoniak. Herigennem danner der sig måske et billede af en fortæller, der ønsker at forsvinde. I hvert fald, hvis man er i stand til at fastholde sin koncentration gennem de afbrudte stykker. Hvilket kræver sin læser.
Med sine 120 sider burde bogen være læst igennem på en enkelt aften. Imidlertid har det taget denne læser tre uger at komme igennem det. Jeg har kedet mig så bravt, at jeg efter en enkelt fortælling ikke har kunnet holde mine øjne åbne. Jeg har ellers intet imod hverken at læse mellem linjerne eller at stykke afbrudte øjebliksberetninger sammen til en helhed, men det kræver et spændingsniveau højere end en ligegyldig og kedelig jegfortællers navlepilleri. Problemet er, at selvom teksterne forsøger at skue dybt indad, bliver de meget lange sætninger aldrig vedkommende, de vender sig ikke udad igen. Det, der gemmer sig mellem linjerne, gemmer sig så godt, at jeg bliver i tvivl, om der overhovedet er noget at hente i teksten.
Dog er jeg noget mere positiv stemt over for den måde, værket behandler Botswana. Det er ganske normalt i danske afrikafortællinger, at de uanset hvor politisk korrekte de måtte ønske at være, efterlader beskrivelser af det kæmpe kontinent som et katastrofeplaget samlet hele. Det ses for eksempel i Kirsten Thorups TILFÆLDETS GUD, hvor klichéerne tårner sig op til en tåkrummende læsning, samtidig med at den hvide fortæller ellers bliver forsøgt udstillet som pinlig naiv.
Med kortprosaens afbrudte og stemningsbaserede øjebliksberetninger i JEG KAN ALDRIG BLIVE VÆK undgår værket at skabe disse stereotype billeder af Afrika og Botswana. For det første forbliver fortællingen lokal, og der drages ingen ligheder mellem livet i det sydafrikanske land og resten af kontinentet. For det andet beskrives tingenes nok kaotiske tilstand ikke som en sørgmodighed, men blot som en hverdag, hvori de lokale er ligeså meget mennesker som den hvide fortæller.
Det er tiltrængt og forfriskende. Men bare ikke helt nok, så længe jeg falder i søvn over jegfortællerens destruktive jagt efter identitet.
