Litterært marathon – Klaus Rifbjerg ESBERN


Rifbjerg har skabt en tung, litterær mursten. Romanen er en svimlende, ustoppelig ordstrøm, en kæmpe og kompakt roman, en fin og interessant bog om en svunden tid. Men romanen bliver undervejs lidt for langtrukken.

Handlingen i ESBERN udspiller sig fra 1912 til 1938, og den præsenterer sine læsere for et virvar af personer. Omdrejningsfiguren er den unge Esbern aka digteren Gustaf Munch-Petersen, som er den yngste søn i et københavnsk professorhjem. Hjemmet dyrker den nye kunst, og professorparret Henriette og Theodor Dahlman-Winther lægger åbensindet hus til de unge digtere og kunstnere. Esbern vokser op med forældrens akademiske forventninger på den ene side, deres lidt gammeldags syn på livet, og på den anden side bliver Esbern inspireret af de mange kunstnere, der færdes i hjemmet og ude i byen. Deres nye syn på kunsten og livet ender med at blive Esberns største inspiration.

ESBERN er bygget op af monologer, der oftest handler om det daglige livs begivenheder. Der er underklassen med tjenstepigen Asta, som reflekterer over sit kaffeforbrug og Elsa, der står op midt om natten for samvittighedsfuldt af omdele aviser, og der er monologer fra overklassen, fra de mange mennesker, der kommer og går i professorhjemmet. Disse monologer afbrydes af notitser fra aviser, som omhandler alt fra underholdning til oplysning.

Ved læsning af ESBERN føles det som om ordstrømmen er ustoppelig, og det er til tider en udmattende oplevelse at læse sig gennem disse mange observationer, refleksioner og tanker. Rifbjerg har inviteret så mange personer ind i denne roman, at man knap nok orker at forholde sig til dem alle. Den ene stemme blev uanfægtet afløst af den næste, og det blev, for denne anmelder, en smule udmattende og trivielt. Det skyldes først og fremmest at deres toner er for ens. Jeg savnede, at de kom til udtryk på mere markante måder, end Rifbjerg har givet dem mulighed for.

Læseoplevelsen var som romanens instruktør Schneestein oplevede filmen Jeanne d´Arc:

– Han kendte udemærket sin Carl Th. Dreyer og forstod, at ‘Jeanne d´Arc’ var et mesterværk (som alle sagde), men han havde også kedet sig lumsk, da han så filmen…

Ideen med ESBERN er vældig god, man må tage hatten af for projektet. Det er en fin måde at skildre en tid, som var spækket med kulturelle forandringer. Og særligt godt fungerer det at give stemme til de forskellige lag i samfundet, da dette bør skabe et nuanceret syn på verden og i romanen. Men lige netop nuancerne manglede, og det var en skam.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *