Litteraturens Marco Polo – Jorge Luis Borges ANDRE INKVISITIONER
Borges’ essaysamling fra 1952 er fabulerende og generøs litterær kunst i kortform. Ubesværet flanerer den argentinske forfatter gennem verdenslitteraturens krinkelkroge, alt imens han opdager og opfinder sammenhænge og tankemønstre af fornemste karat.
Citat
Ethvert holdbart værk er altid flertydigt og rummeligt; det er alt for alle, som Apostelen Paulus; det er et spejl, som viser læserens træk, og det er samtidig et kort over verden. Alt dette må det endda være på en umærkbar og beskeden måde, nærmest på trods af forfatteren; han må virke uvidende om al symbolik.
Blev Nobelprisen uddelt for læsningens kunst, ville Jorge Luis Borges (1899-1986) utvivlsomt have vundet udmærkelsen. Kun få forfattere har med samme ihærdighed læst og videregivet underværkerne i litteraturens fantastiske verden. I sine essays er Borges på jagt efter de tekster og tekststeder, hvor litteraturen er et vidnesbyrd om menneskets ekstraordinære evne til at bruge fantasien og forstanden til at frembringe nye verdner, nye tanker og nye billeder af, hvad grundlæggende dimensioner som tid, rum og virkelighed er for nogle størrelser. Han søger altid grænsen for det mulige. Det sted i de litterære værker, hvor erkendelsen i glimt ser noget helt andet end det velkendte, efterprøvede og falsificerbare.
I det første essay i ANDRE INKVISITIONER reflekterer Borges f.eks. over, at den kinesiske kejser Shih Huang Ti den Første igangsatte opførelsen af Den Kinesiske Mur og samtidig besluttede, at alle bøger før hans tid skulle brændes. Disse to monstrøse projekter – at oprette et næsten uendeligt bygningsværk og at afskaffe fortiden – foruroliger Borges i en sådan grad, at han iværksætter en undersøgelse af projekternes indebyrd. Undersøgelsen kaster nye tanker og billeder af sig og skaber en centrifugal og labyrintisk læseoplevelse, der fører tanken på langfart mellem personlige, strategiske, politiske, metafysiske og poetiske bevæggrunde for projekterne, inden han afrunder sin tankefart med en overvejelse om virkelighedens magiske beskaffenhed:
– Musikken, lykkens stadier, mytologien, ansigter mærket af tiden, visse skumringer og visse steder ønsker at sige os noget, eller har fortalt os noget, vi ikke burde have mistet, eller skal til at fortælle os noget; denne overhængende åbenbaring, som ikke er sket, er, måske, den æstetiske realitet.
Borges’ essays kræver opmærksomhed og er i vidt omfang selv øvelser i opmærksomhed. Som en anden litteraturens Marco Polo drager han ud i det ukendte med alle sanser på fuld styrke, og her opdager han sætninger, tanker, citater og metaforer i verdensbibliotekets gemmer og omsætter dem til tankebilleder for mange kommende generationer. Undervejs møder vi forfattere som Kafka, Chesterton, Valery, Milton, Cervantes, Wells, Wilde og Hawthorne, for blot at nævne nogle af de mest kendte. Det er fornem og særegen essaykunst med et utvetydigt formål: At inspirere til en fortsat undersøgelse og opdagelse af den evige bevægelse i litteraturens uudtømmelige verden.
De senere år har forlaget Gyldendal i al ubemærkethed udgivet hovedparten af Borges’ vigtige værker. Det drejer sig om de berømte novellesamlinger FIKTIONER (1944), ALEFFEN (1949), BOGEN AF SAND (1975), udvalgte digte, DIGTE 1923-85, og novelledebutværket NEDERDRÆGTIGHEDENS VERDENSHISTORIE (1935), der af mange betragtes som et af de første eksempler på magisk realisme. Projektet er mere end prisværdigt, og forlaget fortjener stor tak for at gøre et så vægtigt forfatterskab tilgængeligt på dansk. I disse krimitider kunne man så håbe på, at Borges’ og Adolfo Bioy Casares’ kriminalromaner var de næste i rækken af oversættelser.
