Litteraturens terra incognita – W.G. Sebald LUFTKRIG OG LITTERATUR
Den store tyske forfatter W.G. Sebald brillerer i essaykunsten i nyoversættelsen af hans værk om den litterære behandling af bombningerne af de tyske byer under 2. Verdenskrig.
Citat
Ingen vidste, hvor disse mennesker fandt ly for natten, selvom lys i ruinerne efter mørkets frembrud viste, hvor omtrendt de befandt sig. Vi befinder os i et fremmed, uforståeligt folks nekropolis, et folk, der er revet ud af sit civiliserede liv og sin historie og kastet tilbage til et omstrejfende samlerfolks udviklingstrin
Luftkrig og litteratur. Ikke umiddelbart et traditionsrigt forskningsfelt i litteraturvidenskaben, og derfor er titlen på den tyske forfatter og akademiker W.G. Sebalds (1944 – 2001) essaysamling også desto mere besnærende. Essayene bygger på en række forelæsninger, Sebald holdt på Universitetet i Zürich i 1997 og indeholder foruden de tilpassede forelæsninger i bogens første to kapitler også et efterskrift om den stærke reaktion, der kommer som følge af forelæsningerne, samt et kritisk forfatterportræt.
I bogens første kapitel sætter Sebald rammen for sin litteraturhistoriske kritik: bombningen af tyske byer under 2. Verdenskrig, de kontroversielle planbombninger, som de allierede foretog under krigen fra 1942 til 1945, hvor man ukritisk regnede død og ødelæggelse over tyske byer. Formålet var at knække civilbefolkningens moral, noget der ikke udpræget lykkedes.
En af de byer, der blev udsat for de største ødelæggelser, var Hamborg. I sommeren 1943 iværksatte de allierede magter ’Operation Gomorrha’, og titusind tons spræng- og brandbomber blev nedkastet over tæt befolkede områder, hvilket praktisk talt ødelagde hele byen, dræbte over 40.000 civile og sårede yderligere 37.000. I alt døde 600.000 civile tyskere, som følge af de allieredes bombninger.
Sebald optegner på fornem vis planbombningens rædsler, både ved brug af egne og andres kilder, og samtidig kigger han langt efter øjenvidneskildringer af bombardementerne og de efterfølgende konsekvenser, men leverer selv en gruopvækkende beskrivelse. Bombningerne var nøje orkestreret efter maksimal effekt, dvs. for at dræbe så mange som muligt. Resultatet var et helvedes inferno, hvor luften var ét flammehav, der steg to kilometer op i luften, med vinde af orkanstyrke, der kastede brændende mennesker og træer rundt i luften. De overlevende, der flygtede fra bunkerne ud i gaderne sank ned i den flydende asfalt på gaderne, der efterfølgende var dækket af indskrumpne lig, som lå i deres eget delvist afkølede fedt. Oprydningsarbejdet er mindst lige så grusomt:
– andre steder blev der fundet klumper af kød og knogler eller hele bjerge af kroppe, skoldet ihjel af det sydende vand, der var strømmet ud af bristede varmekedler.
Og de horder af parasitære dyr – rotter og spyfluer – ’der åd af de ubegravede lig’ og regerede i ruinerne, som konger.
Efter således at have malet et mareridtsbillede op i blod og aske, spekulerer Sebald over, hvorfor der var så få af vidnerne til denne ødelæggelse, som senere beskrev den i litteratur eller øjenvidneskildringer.
Der fandt tilsyneladende en massiv national fortrængning sted i Tyskland, og de mest detaljerede beskrivelser, kommer fra skribenter af fremmed nationalitet, der ser katastrofen ’i et fremmed, uforståeligt folks nekropolis’. Tyskerne beslutter sig i ren panik, for at fortsætte som intet var hændt, som kvinden der rydder op i ruinerne i biografen for at blive klar til 14-forestillingen. Det drejer sig om, skriver Sebald, en skamfølelse, en tabuisering og også den menneskelige hjernes overlevelsesinstinkt, der fortrænger traumerne. De eksilerede tyske forfattere, der vendte hjem efter kapitulationen, var mere optaget af at rense deres eget navn end at skildre grusomhederne, de så.
Af de få forfattere, der behandler rædslerne i litteraturen, fortrænger de fleste virkeligheden med ’kunstneriske abstraktioner og metafysiske abstraktioner’, eller de bruger ruinerne til at skabe ’pseudoæstetiske effekter’. Dette gælder Hermann Kasacks DIE STADT HINTER DEM STROM (1947), og gælder også til dels Hans Erich Nossacks NEKYIA (1947). Sidstnævnte forfatter roses dog for at ved siden af den opstyltede filosofi at skildre det, han faktisk så. Nossacks øjenvidneberetninger fra ruinerne hives også frem af Sebald som den gode undtagelse.
I tredje kapitel, som er et efterskrift til forelæsningerne, kommer Sebald ind på receptionen i Tyskland af hans kritik. De mange breve, han modtager efter forelæsningerne, og et interview, får ham til at konstatere at fortrængningen stadig ligger som et slør over erindringen hos de overlevende, i både mindre og højere grad, som hos den halvskøre Dr. H, der skriver om jødiske konspirationer bag bombningerne og andre absurditeter. Til slut i det lille værk skriver Sebald en monografi over en af efterkrigstidens tyske forfattere, Alfred Andersch. Andersch var Ernst Jünger-discipel, og havde meget høje tanker om sig selv. Sebald giver ham på puklen med sin kritiske læsning, både af Andersch’ litterære opus og hans biografi, og ender med at konkludere, at han har et ’indre liv plaget af ærgerrighed, egoisme, ressentiment og ondskab’.
Sebald har altid haft historisk flair, som eksempelvis i romanmesterværket AUSTERLITZ om titelpersonens optrævling af sine jødiske forældres skæbne i Tjekkoslovakiet under 2. Verdenskrig. I LUFTKRIG OG LITTERATUR er romanens trygge stillads fjernet, og Sebald bringer al den intellektuelle pondus, hans andre værker er gennemstrømmet af, til fuld effekt. Han viser sig eminent som historiker, litteraturhistoriker og litteraturkritiker uden at miste det personlige afsæt. Bogen indeholder som Sebalds mere prosaiske værker, små sort/hvide fotografier eller illustrationer, tit med overraskende motiver, som en gammel filmplakat eller fotos af flygtninges fodtøj. Sprogligt står værket lysende klart og forståeligt. At det stadig gør det i den danske udgave, er oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads fortjeneste.
LUFTKRIG OG LITTERATUR er eminent og tindrende klar essaykunst fra en Tysklands største forfattere, der hermed får min varmeste anbefaling.
—
