Af | 27. august 2010

Liv er handling – Kerstin Ekman MORDETS PRAKSIS

Den svenske forfatters romanværk stiller sig langt fra i skyggen af inspirationskilden: Det kanoniserede mesterværk DOKTOR GLAS af Hjalmar Söderberg.

Citat

Mit liv var tilstoppet som en vask. Da vi i vort hjem fik et afløb som ledte det snavsede vand bort, var det noget stort. Men når det stoppede til af en fed blanding af kaffegrums, sæberester og hår, krævedes der handling. Jeg har sikkert tænkt den tanke at ingen forandring var mulig i mit liv. Men det var før jeg havde læst den bog hvor han skriver: Jeg vil handle. Liv er handling. Jeg handlede da jeg havde læst den. Og bogen – den var aldrig blevet skrevet hvis ikke jeg havde bestemt mig til at møde ham.

Man skal være en forfatter af Kerstin Ekmans kaliber for at turde gøre det, hun gør: Tage en af den svenske litteraturhistories vigtigste og vidunderligste bøger og bruge den som afsæt for sin egen fortolkende gendigtning. Selvom gendigtning nok ikke er præcist nok. Det greb Ekman praktiserer i MORDETS PRAKSIS er en form for skriven sig rundt om, videre fra og tilbage til både Hjalmar Söderbergs romankarakter og roman DOKTOR GLAS fra 1905 samt Söderbergs egen person; hans liv og arbejde som forfatter.

I MORDETS PRAKSIS er hovedpersonen og jegfortælleren Pontus Revinge en sær snegl, der er ud af en småsvindlende, kriminel og fallitramt familie. Han er mod sin vilje blevet uddannet til læge. Han er fattig og arbejder med at undersøge de såkaldte ’faldne kvinders’ ædlere dele. Langt fra et ønskejob for en person, der afskyr kropslige lugte og holder sin seksuelle afholdenhed i ed:

– Sår i lysken, endetarmsåbninger som er unaturligt udvidede, røde og betændte slimhindepartier ved urinrørets udmunding, grynet, gråhvidt udflåd, blødninger fra endetarm og skede, papler, buboner, hidsigt rødt udslæt og knuder med sår på, det er det jeg ser. Hen mod dagens slutning forekommer det mig at der ikke er nogen større forskel på de kønsdele og de svælg jeg ser ind i.

Ved at smiske sig ind hos den afdankede og alkoholiserede Johannes Skades, der har egen praksis, tager Pontus ikke bare et spring op ad karrierestigen. Han får også møvet sig ind i Skades familie, der består af konen Elsa og datteren Frida.

På litteraturfestivalen, der blev afholdt på Louisiana i august, udtalte Ekman, i utilsløret ærefrygt, at hun på ingen måde havde forsøgt at efterligne Söderbergs sprog, hvilket er en vigtig grund til, at MORDETS PRAKSIS er så vellykket og velskrevet en bog, som den er. Pontus Revinge fører sin dagbogspen i et tungt, gammeldags sprog, hvilket hans højtelskede steddatter Frida også kommenterer:

– Men søde Onkel Pontus, du er da klar over at du somme tider bruger meget gammeldags ordformer, ikke? Det gør man jo ikke længere. Selv den ærværdige Selma Lagerlöf er holdt op med det. Og du sidder åbenbart ved et stearinlys når du skriver om natten. Det fortæller du jo. Hvordan din skygge bevæger sig i lysskæret som om den ville være levende.

Netop det at romanen er skrevet af en semibitter, utilregnelig og upålidelig fortæller skaber spænding og stor morskab. Gang på gang udleverer Revinge sig selv for læseren, der dermed er tvunget til selv at tage kritisk stilling til bogens mange moralske problematikker, hvoraf den vigtigste må være spørgsmålet om, hvorvidt det kan forsvares at tage et andet menneskes liv.

For ikke at afsløre for meget af det dramatiske handlingsforløb kan jeg nøjes med at opsummere, at Kerstin Ekman formår at dosere sin historie med de helt rigtige mængder: En dråbe af Martin A. Hansens LØGNEREN, en dråbe af Vladimir Nabokovs LOLITA, tre dråber af H.C. Andersens SKYGGEN og en stor portion Hjalmar Söderberg. Og sidst, men ikke mindst en imponerende forståelse for karakteropbygning, historisk bevidsthed, stilsikkert sprog og humor, der må stå for Ekmans egen regning.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi, Roman,

Læs også