Liv og lys – Anna Gavalda BARE SAMMEN
”Den ene dag ønsker man at dø, den næste går det op for én at man blot behøvede at gå nogle trin ned for at finde lyskontakten, og dermed komme til at se tingene i et andet lys”. Fire udgrænsede personer havner ved tilfældighedernes spil i den samme lejlighed i Paris, hvor de sammen finder sig selv i en langtrukken og sukkersød historie.
Novellesamlingen JEG VILLE ØNSKE, DER VAR ÉN, DER VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED … fra 1999 og kortromanen JEG HAR ELSKET fra 2002 bragte med ét Anna Gavalda (f.1970) i rampelyset som en sprudlende stilsikker og meget fransk forfatter. Nu følger så murstenen BARE SAMMEN, der skal cementere Anna Gavaldas status som bestsellerforfatter.
Handlingen udspiller sig i Paris i tiden fra 2003-2004. Efter en gedigen nedtur havner hovedpersonen, Camille, med hjælp fra postkortsælgeren Philibert i hans kæmpelejlighed i Champ-de-Mars kvarteret ved Eiffeltårnet, hvor også kokken Franck lejer sig ind. ”Man skal ikke blande viskestykker og servietter sammen”, siger Francks bedstemor Paulette. Men det er lige, hvad der sker. Og Paulette gør selv kvartetten komplet, da hun hen imod slutningen flytter ind.
Man forstår, at de alle har en dunkel fortid. Camille er anorektisk anlagt og begrænser sin vægt, som hun begrænser sit kunstneriske talent ved at bruge det på falsknerier. Philibert er den neurotiske aristokrat, som trods et stort intellektuelt potentiale hakker stammende rundt i familietraditionernes mahognimørke. Franck er den temperamentsfulde kok, der fuld af selvhad arbejder sig halvt fordærvet med at lave gourmetmad. Mens den gamle Paulette plages af skyldfølelse og frygter for plejehjem og døden. De er, som det hedder et sted: ”en afvæbnet chouan, en skrøbelig fe, en ung mand skåret ud af sin rygmarv og en gammel dame fyldt med blå mærker”.
Skaden er sket og hvad så? På kryds og tværs danner de intime og fortrolige relationer. Gradvist vokser en accept af livets uretfærdigheder frem, så talenterne, kreative som intellektuelle, ikke går til spilde. Fire livsbaner krydser hinanden, forskelligheder mødes og brikkerne falder ubesværet på plads.
Altså en form for kollektiv udviklingsroman med en masse indlagte historier i historien skrevet i en lattermild kaglende realisme. Romanen tager afsæt til noget stort, men udvikler sig efterhånden del for del (der er 5!) for denne læser til snik-snakkende tomgang og endeløse dialoger uden bid. Det hjælper heller ikke, at den alvidende fortæller som en anden selvironisk hønemor kommer på banen mere eksplicit fra del 4 for at gendrive den sødladne historie og styre begivenhederne sikkert mod en stor festbanket a la Asterix. Sikkert helt genrebevidst i leg med konventionerne.
Jeg savner de absurde, pinlige, spiddende, intense, groteske og tragikomiske elementer fra novellesamlingen og kortromanen. Her skriver Anna Gavalda kort og præcist, så det hviner ned i mindste tegn. Her bliver der tændt og slukket på lyskontakter med stor variation i temaer, motiver og fortælleforhold.
”Bare sammen” er tydeligvis vokset ud af novellesamlingens skæve eksistenser og groteske historier samt kortromanens intime bekendelser og fatale erkendelser. Men fusionen mislykkes. Romanen kan ikke holde tempoet oppe. Så kun to ud af fire mulige kindkys til Anna Gavaldas nye roman.
