Livet, døden og kærligheden – Christina Hesselholdt EN HAVE UDEN ENDE
Christina Hesselholdt bør udråbes til officiel Danmarksmester i prosaens præcise kunst med dette pragtværk.
EN HAVE UDEN ENDE indledes med et motto af Mandelstam. Her bliver arabesken præsenteret som værende tekststykker, der lever uafhængige, bedårende og troløse liv. Dette er en meget præcis genrebetegnelse for de tyve prosastykker, EN HAVE UDEN ENDE består af: tyve styks af hinanden uafhængige, troløse og i sandhed bedårende tekststykker.
Dog viser det sig, at de tyve arabesker ikke er helt uafhængige af hinanden. Christina Hesselholdt præsenterer tematikker, som viser sig at være gennemgående i alle tekster. Det drejer sig bl.a. om kærlighed, om forholdet til barndommen, skismaet mellem liv og død og overordnet set forskellen mellem at være inde og at være ude.
Forholdet mellem inde og ude bliver bl.a. vist i skildringen af den syge mor, der er inde på sygehuset og fortælleren, der befinder sig udenfor. Der er den unge kvinde Tarna, der er gået i stå med livet indenfor i Røde kors-centeret og verden, der går videre udenfor. Og endelig er der gravene i Öveds kyrka, hvor man kan kigge ind til de to sarkofager, der indeholder knoglerne af adelsmanden Lewenhaupt, mens man selv står ude under den dybe, hvide himmel. Det er døden, der gemmer sig inde, det er stilstand og stilhed, der hersker indenfor, mens livet suser, flyver og flagrer ude.
Og livet flagrer fantastisk gennem de tyve prosastykker. Livet vises først og fremmest i kraft af kærligheden, som fremtræder i forskellige afskygninger. Kærligheden bliver især præsenteret i mit favorittekst KÆRLIGHED, KÆRLIGHED, KÆRLIGHED, hvor Hesselholdt viser den i forskellige former: kærligheden som omhyggelighed, kærligheden til sin elskede, kærligheden til barnet, kærlighed som et ønske om at vise omsorg samt kærligheden til den syge mor. Og heldigvis er der mere kærlighed, end der er død i EN HAVE UDEN ENDE, og derfor står dette værk efter endt læsning som en hyldest til livet og til kærligheden.
Både form- og indholdsmæssigt minder EN HAVE UDEN ENDE om Hesselholdts tidligere værk HOVEDSTOLEN fra 1998. Fælles for de to værker er, at man i dem begge fornemmer en narrativ udvikling. Handlinger og oplevelser bliver vist i glimt, og de minder derfor begge om punktromanen. Derudover ejer de to værker et fællesskab i kraft af Christina Hesselholdts undersøgelse af sprogets skarphed. Hun er så præcis i sit sprog, at det er en nydelse at læse. Hun anvender sproget som en kniv, der skærer helt ind til benet. Hendes tekster minder om lyrik, der er foldet ud, de minder om et stykke udsøgt Peter Beier chokolade – tænk, at der kan være så meget ren nydelse på så lidt plads.
Nyd en eftermiddag i EN HAVE UDEN ENDE. Hermed min største anbefaling.
