’Livet er en gamp, sagde kjærringen, hun kunne ikke sige k’ – Karl Ove Knausgård MIN KAMP 1


Karl Ove Knausgård, hovedpersonen i Karl Ove Knausgårds roman Min kamp 1, har det svært. Åh, der er da enkelte lyspunkter, enkelte glade, næsten lykkelige, øjeblikke, ofte har de med beruselse at gøre. Men de følelser, der dominerer fortællingen er mismod, skam og desperation. Stemningen er bestemt mørk.

Bogen handler først og fremmest om Karl Oves ungdom og hans forhold til faren. Og om alkohol.

Overskriftens talemåde er Karl Oves farmors yndlings. Hendes mand har været død nogle år, hun sidder alene tilbage i sit hus og stirrer ned i køkkenbordet og tisser i kjolen, alkoholiseret og traumatiseret efter at hendes søn, Karl Oves far, er flyttet ind i barndomshjemmet for at drikke sig ihjel. Og er lykkedes med det.
Nu er Karl Ove og hans storebror Yngve rykket ind for at rydde op i huset og arrangere farens begravelse. Det er ikke nogen let opgave. Der er pis og lort og opkast overalt, tomme flasker overalt. Råddent tøj og mugne senge, der skal ryddes af vejen. Og mens de skrubber og slæber og løber til møder med bedemanden, får vi en sværm af anekdoter fra Karl Oves ungdom og ikke mindst om hans liv med faderen.

Karl Oves problem er ikke, at han ikke, som kællingen, kan sige k – det er r, han som barn ikke kan sige. Og det må naturligvis udløse drillerier i skolen, men også fra faren, der ikke lader en chance gå sig forbi til at håne drengen for hans talefejl.

Det er en næsten uendelig række af historier om fornedrelse og skam, vi bliver udsat for i Min kamp 1. Drengen føler sig konstant overvåget, bange og usikker sammen med faren. I gymnasieårene flytter Karl Ove ind til byen, væk fra forældrene. Det giver lidt luft, men den nye tilværelse er heller ikke nærig med ydmygelser, også her er der rige muligheder for hjerteskærende, pinagtige optrin. Og vi bliver som læser ikke sparet for noget.

Det er grusomt, men ud af den insisterende tristesse, dukker der nu og da en morbid, slap stick-agtig humor. Som når Karl Ove og en kammerat skal finde ud af at skaffe sig øl til en nytårsfest. Karl Ove har opdaget alkoholens befriende kvaliteter. I beruselsen har han fundet en frihed fra alle sine plager. Selvforglemmelse og talefrihed. Naturligvis kombineret med fortrydelse og tømmermænd, men det er der ikke tid til at tænke på. Karl Oves glæde ved alkoholens glæder bliver naturligvis tragisk, når den bliver sat over for farens umådeholdende, selvmorderiske alkoholmisbrug.

Selve kampen for at erhverve sig de eftertragtede øl udvikler sig over hundrede sider til en Keatonsk odyssé. De er ikke selv gamle nok til at købe på monopolet. De hyrer en ældre fodboldkammerat som mellemmand. Og det går fint. Øllene er i hus. Men bliver opdaget af de voksne, konfiskeret og så generhvervet i en pinefuld, detaljeret fortælling. Vi er helt inde i Karl Oves bekymringer, angsten for at blive opdaget (igen), trangen, nødvendigheden af at få de her øl, alle de håb, der knytter sig til den brandert, de skal indgive drengene nytårsaften.

Helt grotesk blive det, da Karl Ove endelig er på vej gennem mørket gående i vejkanten mod vennens hus med de to poser med øl i hænderne. Hans onkel kommer kørende forbi, stopper op og tilbyder Karl Ove et lift. Karl Ove, der allerede, da han så billygterne nærme sig, i panik har gemt poserne i vejkanten, forsøger at takke nej, men det er ikke muligt, onkelen insisterer, og Karl Ove bliver sat af hos vennen, og de to må venner må nu traske tilbage gennem den norske vinter for at hente øllene, og så videre til festen Karl Ove har så store forventninger til, men som naturligvis viser sig blot at være endnu en kilde til fornedrelse.

I bind to, af de planlagte seks bind af MIN KAMP, bemærker Geir, en forfatterven, beundrende, at Karl Ove kan skrive tyve sider om et toiletbesøg, så læserne får blanke øjne. Og det kan der være noget om. Det er besynderligt medrivende at bladre sig igennem de 435 siders plagsomme erindringer. Knausgård skriver klar, prunkløs prosa. Veksler elegant mellem tre former; essayistiske, små-filosofiske forløb, lange, detaljerede dialoger og gode gammeldags, stærkt psykologisk ladede natur- og miljøskildringer. På et tidspunkt slog det mig, hvor meget der stod om lyset og skyer, og måske det også har slået forfatteren, i hvert fald dukker der pludselig en sides overvejelser over skyer og lys op på side 383. Karl Ove er faldet i staver og over en vild og smuk himmel. Og først tænker han, at alle burde stoppe deres biler og stige ud, komme ud fra husene og kigge op. Men det gør vi ikke:

– Og hvorfor skulle vi egentlig det? Hadde de ulike formasjonene hatt noen mening, hadde det for eksempel vært slik at det skjulte seg tegn og beskjeder til oss i dem, som det gjaldt å avkode riktig, ville en stadig oppmerksomhet mot det som skjedde der, vært uunngåelig og forståelig. Men nå var det jo ikke slik, de forskjellige skyenes former og lys betyde ingenting, hvordan de til enhver tid så ut, berodde utelukkende på tilfeldigheter, så var det noe skyene var et tegn på, var det meningsløsheten i sin reneste og mest fullkomne form.

Knausgård lader flere steder sin fortæller bryde ud i beundring for forskellige forfattere. Han lægger ikke skjul på sin beundring for Proust, som han ikke bare læste, ’men nærmest drakk’, og der er mange sammenfald tematisk og fortælleteknisk mellem PÅ SPORET AF DEN TABTE TID og MIN KAMP. Knausgårds bog genbruger skamløst Madeleine-kagens associative greb. En mand på gaden med en særlig kropsholdning, bringer fortælleren til tårer og kaster os ind i lang erindringskæde, og som sagt, vejret, lyset over fjeldet, lyset over fjorden, lyset over byens tage, alt er ladet med tid og følelser, stærke følelser og erindringer.
Og som hos Proust ligger en stor del af fascinationen ved fortællingen netop i fortællerens ’væren i sine følelsers vold’ ¬– det er teenagerens oppustede selvbillede, det er et ungt menneskes fortabelse i uoverskuelige hverdagsproblemer og den voksne mands konfrontation med sit billede af faren. Knausgård skriver med et insisterende nærvær og fremmaner en grænseoverskridende intimitet. Det er (helt banalt) spændende at følge med i de liv, der leves MIN KAMP 1.

MIN KAMP 1 er af en eller anden grund blevet indstillet til Nordisk råds litteraturpris. Det virker en smule utidigt at indstille første bind i et roman-projekt, når forfatter og forlag så klar har meldt ud, at det skal ende med seks romaner. Seks romaner udgivet på et år. Jeg synes ikke, det er retfærdigt at vurdere MIN KAMP 1 alene. Jeg synes, man skulle have ventet med indstillingen til hele projektet var afsluttet.

Indtil videre er tre bind udkommet, og jeg glæder mig afsindigt til fortsættelsen.

Skrevet af Lars Frost

Lars Frost (f. 1973) er forfatter.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *