Livet set indefra – Sofi Oksanen BABY JANE
BABY JANE er, som Sofi Oksanens andre romaner, en velskrevet og bevægende indføring i et ubehageligt og tabuiseret emne – denne gang depressionens kvælende væsen.
Citat
Piki kunne have fået førtidspension med det samme, men det ville hun ikke. Hun havde været sygemeldt i mange år. Men at gå på førtidspension ville for hende være som at give op. Det faktum, at Piki så sådan på sagen, gav mig håb. En tro, som jeg ikke tvivlede på. En tro på, at tingene ville forandre sig. At vi engang ville komme ud at gå en tur i nyfalden sne.
Skal bøger gøre os fortrøstningsfulde eller forlade os med en følelse af mismod? Det sidste, mener Sofi Oksanen, hvis bøger bestemt ikke kan betegnes som hyggelig godnatlæsning. Med fuld styrke brager den finske forfatter dybt ind i tabuiserede temaer og insisterer på at berøre og udstille vores ubehagelige og heftige følelser. I romanen RENSELSE (der i 2010 indtjente hende Nordisk Råds Litteraturpris) er det således det estiske folks lidelser i det 20. århundrede, der skildres, mens det i STALINS KØER er spiseforstyrrelsens natur. I nærværende og til dansk nyligt oversatte BABY JANE er det depressionen og dens altødelæggende væsen, der præger.
I BABY JANE forelsker den navnløse jegfortæller sig i den 10 år ældre Piki, der er the shit i Helsinkis homomiljø, og som på ydersiden er både kvik, sjov og lækker. Men bag den pæne facade døjer Piki med angst og depression – det samme gør fortælleren – og de to kvinder ender med at isolere sig i Pikis lejlighed og finansiere deres tilværelse ved at sælge brugt undertøj og andet i den dur til liderlige mænd støvet op via kontaktannoncer. Og som romanen skrider frem, bliver deres verden mindre og mindre, mens deres indbyrdes afhængighed af hinanden stiger.
Fortælleren og Piki er ikke alene om at lide af en depression. Fortælleren nævner, at hvem som helst af deres venner ’kunne få et anfald og finde på at forsvinde’, og samtidig kritiseres samfundets håndtering af depressionsramte. Løsningen på ’lidelsen, der ikke er synlig’ hedder ’en sygemelding og en bunke medicin’, og det antydes, at de syge formentlig ville have langt bedre af mindre symptombehandlende hjælp såsom terapi.
Depressioner, der bliver dulmet af alkohol frem for læger, er ikke det eneste, der får et fur. Kvindens rolle bliver sat til debat af Oksanen, hvis hovedperson ikke kan se andre mennesker i øjnene, inden hun har været igennem sit timelange morgenritual, der tæller adskillige make-up lag og sirligt udvalgt tøj. Kvinden er – hvad end hun påtager sig denne rolle eller ej – et sexobjekt, der til hver en tid kan sætte sig selv til salg. Enten ved at sælge sine brugte trusser, eller som da fortælleren forlader Piki og flytter ind hos den rige Joonatan, der ikke får hendes hjerte til at banke, men til gengæld forsørger hende og lader hende passe sin depression i fred.
Det enkle sprog og de klare beskrivelser gør, at man suser hurtigt gennem BABY JANE, der formår at skabe et troværdigt og rystende billede af livet som psykisk syg. Og selvom Oksanens RENSELSE stadig står som den stærkeste af hendes romaner med sin fascinerende slægtsfortælling og skarpe historiske linjer, er BABY JANE bestemt også et møde værd.
