Livet som dannelsesroman – Morten Henriksen BAG BLIXENS MASKE. MIN FAR, MIG SELV OG MÅNEFRUEN
Fremragende tekstlæser tolker sin egen tilværelse ud fra verdenslitteraturens store værker. Godt for ham. Lidt synd for litteraturen.
Citat
MORTEN: Kan vi ikke gøre det her færdigt?
AAGE: Betyder det ingenting, hvad jeg føler?
MORTEN: Hvorfor er det her dig så meget imod?
AAGE: Det er forfærdelige ting, jeg sidder og roder op i. Hele den historie med Benedicte Jensen og Thorkild. Og det hele bliver hængt op på Karen Blixen. Hun er den knage, det hele hænger på
BAG BLIXENS MASKE er en samtalebog, men lejlighedsvis intelligent og dybsindig. Det er far og søn der snakker. Den yngste Henriksen har noget i klemme med sin far, men som læser er det ikke her, man investerer sig. Heller ikke i Karen Blixen, månefruen, der dominerer forside og titel. Fortællingens beskedne helt er såmænd litteraturkenderen Aage Henriksen.
Sønnen Morten udfordrer sin far til at tale om et smertefuldt, men hektisk og intenst, afsnit af hans liv. Han vil høre, om hvordan den verdensberømte forfatterinde på Rungstedlund fik den unge litterat viklet grundigt ind i et speget, erotisk spind. Far og søn har to ret forskellige tilgange til samtalen, hvilket skaber underholdende ordvekslinger. Morten pirker og borer, men Aage lægger kun modvilligt kortene på bordet. Morten vil have det så konkret som muligt, men Aage foretrækker at ophøje sine oplevelser til principper eller udtrykke sig i fyndige billeder. Farens blyhed bliver sat op mod sønnens ligefremme sprogbrug.
Bogens store spørgsmål er hvad man skal stille op med det seksuelle. Af sin mor lærer Aage at pakke sin seksualitet sammen. Karen Blixen forsøger omvendt at få ham til at udfolde den. Selv er han fra ungdommen disponeret for en tredje vej: sublimeringen. I sin første seksuelle episode oplever han en slags rekyleffekt. Der bliver skudt indad – for nu at vælge et kompromissøgende billede halvvejs mellem det abstrakte og konkrete. Den manglende udløsning – af seksualkræfterne – gøder sindet, og Aage oplever en uhørt kreativ fertilitet. Ideerne sprøjter ud.
Samtalen dvæler længe ved Karen Blixen og hendes forsøg på at gøre kunstnere af en lille flok intellektuelle og litterært dannede yngre mænd. Tidens tilknappede seksualmoral var, ifølge Blixen, kunstens hovedfjende, hvorfor hun tog det på sig at få løsnet lidt op for den. Hun kunne ikke gøre det ved at byde sig til, for muselmandskvinden på femogtredive kilo var bestemt ikke noget begærsobjekt, så hun optrådte i rollen som æggende koblerske. Det er allerede en kendt historie, og hvis man interesserer sig for Blixen, er der ikke meget nyt under solen.
Til trods for at Blixens navn indgår i titlen, er bogens virkelige brændpunkt Aages erfaringer med det alternative. Et møde med en yogainstruktør forvandler ham med ét fra en ateistisk dansk akademiker (som den noget hånlige selvkarakteristisk lyder), til et sansende væsen med øjne for tilværelsens magi. Han oplever kundalinirejsning, et esoterisk udtryk for en danskvandslignede indre brusen, i Aages tilfælde ledsaget af fantomsansninger og synsforstyrrelser. Fx lysende pletter der udtværer Blixens underansigt på sigende tidspunkter.
I det hele taget udstyres denne støj på sanserne med en dyb mening som den uhyre belæste litterat uden tøven genfinder i litteraturens hovedværker. Efter den åndelige ekspansion opdager han således referencer til esoteriske erfaringer overalt i Blixens forfatterskab. Hvad hun dog hårdnakket afviser. Goethe – der ikke kunne protestere – genlæses ligeledes i dette nye og klarere lys.
I sidste ende gør det ikke Aage Henriksen ære som fortolker, når han forsøger at forstå sit eget livs tilfældigheder som et stykke storslået litteratur. Alligevel er det fascinerende at lytte med på en samtale mellem mennesker der insisterer på at finde en mening med galskaben.
