Løgn og intriger ved hoffet – Stendhal KLOSTERET I PARMA
Når det gælder action og romantik, er der ikke mange romaner, der kan hamle op med denne fasttømrede klassiker, som nu igen er at finde på boghandlernes hylder. Men bryg en stærk kande kaffe til, for den er til tider temmelig svær at danse med.
Hvis nogle kvikke hoveder synes, at titlen virker bekendt, så har de ret. Dette er intet mindre end en nyoversættelse af den bog, som på dansk hidtil har været kendt som HOFFET I PARMA. Det besynderlige navn Stendhal er synonym for Henri Beyle: fransk officer, diplomat og et af 1800-tallets store kanoniserede forfattere.
KLOSTERET I PARMA, som den nu hedder, er et af fransk litteraturs mesterværker. Bogen kredser om den unge adelige Fabrice del Dongos liv og levned i starten af 1800-tallet. Da vi først træffer Fabrice, længes han efter at komme væk fra det åndsforladte italienske hof, han tilhører, og i stedet drage i kamp for sit store idol Napoleon. Han beslutter sig for at flygte for at deltage i det, som senere skulle blive kendt som slaget ved Waterloo. Her prøver han, som en anden Don Quixote, forgæves at få del i begivenhederne, men ender med at rende beruset rundt i jagten på en hest, mens et stykke verdenshistorie udspiller sig om ørene på ham. Denne scene er bogens (komiske) højdepunkt, men er blot begyndelsen på Fabrices eventyr. Snart flygter han igen og får på vejen forelsket sig i den yndige Clélia, som desværre er lovet væk af sin onde far. Som om det ikke var nok, bliver Fabrice også involveret i indviklede magtkampe ved hoffet, har affærer, dræber en mand, ryger i fængsel osv.
Det er en stor, interessant og herligt uforudsigelig fortælling, hvis absurde syn på krig og indblik i overklassens liv og kyniske intriger har været ganske unik i sin samtid. Inden man farer ud og investerer, er der dog en ting, man som læser må gøre sig klart. Selv om KLOSTRET I PARMA absolut har sine passager, er den andre gange en prøvelse for øjenlågene. Det er der et par meget konkrete grunde til.
Stendhal dikterede denne roman for sin sekretær på små 56 dage. Det er imponerende hurtigt og var en del af hans filosofi om, at fortællerstemmen skulle være så tæt på det talte sprog som muligt, uden unødige kunstgreb. Det betyder desværre, at sproget generelt er lidt halvtamt. Den lykkelige undtagelse er dog, når fortælleren kommenterer begivenhedernes gang eller bliver aforistisk:
– I et litterært værk er politik som et pistolskud under en koncert, altså noget ubehøvlet som det ikke er muligt at nægte sin opmærksomhed.
Der bliver altså ikke dvælet ved detaljen, men i stedet lagt vægt på den konstant progressive fortælling. For at en fortælling skal fungere, bliver den dog nødt til at indeholde et spændende persongalleri, og det gør KLOSTERET I PARMA kun delvist. Stendhal var meget romantisk anlagt, hvilket betyder, at de onde har udstående øjne og sure tæer, mens de gode er så helt igennem fantastiske, at man må knibe sig i armen. Hovedpersonen Fabrice er det største problem. Han bliver aldrig andet end et todimensionalt sammensurium af forfatterens romantiske ideer om heroisme. Til gengæld er de kvindelige hovedpersoner Clélia og hertuginde Gina Sanseverina to gode eksempler på realismens interesse i komplekse kvindeskæbner.
Det er altså en besynderlig klassiker, vi her har med at gøre: den er fyldt med dramatiske begivenheder, men ofte stillestående, herligt kynisk og samtidig pladderromantisk. Som litterært studie og historisk dokument er den uomgængelig, som læseoplevelse er den en blandet fornøjelse.
