Af | 7. oktober 2010

Lolitas uundgåelige skæbne – Sara Stridsberg DARLING RIVER

Den svenske forfatter Sara Stridsberg, som vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2007 for romanen ’Drømmefakultetet’, har skrevet endnu en smuk, medrivende og overmådelig tragisk historie om en fortabt Lolita-piges liv og undergang.

Citat

Det var en rigtig luksusbil, far havde, en gammel Jaguar, sådan en, som folk drømmer om at eje, men indmaden i fars bil var ved at falde fra hinanden, flere steder stak polstringen ud som pludseligt frembrydende, væskende sår. Dens røgfyldte indre mindede om en celle eller et forhørslokale. Vi plejede at høre klassisk musik, Dvorak, Tjajkovskij, Mahler, og musikken gjorde far sentimental.

Darling River er en barsk og medrivende fortælling om en ung pige, Lo, der, forladt af sin mor, lever alene med sin dekadente far, der hverken formår eller forsøger at skabe ramme for noget, der så meget som minder om en barndom. Klædt i sin mors gamle blondeunderkjoler suser Lo gennem barndommens nætter med sin kæderygende far i en gammel Jaguar. Gennem brændende skove til mudrede floder. Ad øde landeveje ud til kysten. Hun bliver ældre, får bumser og bryster og har sex med fremmede mænd ved bredden af floden Darling, mens hendes kæderygende far tålmodigt venter i Jaguaren. De dypper hende i mudder, de tager hende i vandet, og hun lader det ske. Ikke fordi hun vil, ikke fordi hun ikke vil, men fordi det er det, der sker. De siger hun er en nymfe og de siger, at hun er smuk, men hun ved, at det er løgn, hun ved, at hun har mudder i ansigtet og ildelugtende væsker, der løber fra alle kroppens åbninger.

Det er ingen håb at hente. Lo sidder apatisk og halvsover på forsædet, mens faderen forsøger at dræbe så mange forbipasserende dyr som muligt. De er altid på vej, altid i bevægelse, men rejsen fører ingen steder hen. De kører i ring, fra huset til floden og fra floden gennem de brændende skove til havet. De drøner rundt på de mørke veje, der er lige så uendelige som faderens rastløshed. Lo kigger væk, mens blodet fra dyrene sprøjter op på forruden. Hun er køresyg, træt og snavset.

Sideløbende hermed har Sara Stridsberg skabt en parallel fortælling om en indespærret hunabe, og en ensom videnskabsmand, der bruger mere og mere tid sammen med den rædselsslagne og afvisende abe. Et stakkels hundyr fanget i bur. Et symbol, der er til forstå. Ikke desto mindre, en interessant spejling, der for det meste fungerer rigtig godt, men et par gange falder igennem ved at lugte lidt for meget af fortænkt konstruktion.

Sara Stridsberg er en forfatter af dimensioner. Helt klart en af Nordens stærkeste stemmer. Med sprogets elegante rytme, det energiske flow og den sanselige nærværsæstetik, formår Sara Stridsberg ikke bare at gøre den næsten ubærligt tragiske historie om Los liv og uundgåelige undergang spiselig, men ligefrem appetitlig.

Darling River er præcis lige så vanvittig smuk og ubegribelig tragisk som Drømmefakultetet fra 2007. Det er en roman man kan sluge på en weekend – og bruge resten af året på at fordøje.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også