Af | 19. november 2010

Lommefilosofisk livsstilsroman – Nikolaj Zeuthen VERDENSMESTRE

Zeuthen skriver ud af egen lomme om livet som småbørnsfamilie på Frederiksberg. Det er blevet en demonstrativ stiløvelse, der giver denne anmelder en noget anstrengt læseoplevelse og munden fuld af lommeuld.

Citat

Var de glade eller triste? Gik det godt eller dårligt? Udviklede de sig, eller begrænsede de sig selv? Drog de tilstrækkelig omsorg for børnene, og trivedes de? Uafladeligt lod de disse spørgsmål køre på den indre skærm, og uafladeligt var svarene flygtige, usikre, skiftende fra dag til dag.

VERDENSMESTRE er Nikolaj Zeuthens bud på den første danske roman skrevet konsekvent i 3. person flertal og samtidig hans debut som romanforfatter. Han placerer sig selv som tredje generation efter George Perecs’ TING – EN HISTORIE FRA 1960’ERNE og D.H. Lawrences TING fra 1928 i en klodset note bagerst i bogen, der samtidig legitimerer en endnu hårdere dom over Zeuthens eksperiment. VERDENSMESTRE som remake står ikke distancen og blegner ved sammenligningen.

Anna og Rune er bogens dobbelte hovedperson, der som en siamesisk tvilling lever et, ud over det sædvanlige, bekymret småbørnsfamilieliv på Frederiksberg. De forsøger med alle midler at være en afslappet, politisk korrekt uden at være for politisk korrekt, kernesund-kernefamilie med økologisk ikke-hysterisk bevidsthed og en reflekteret, sund og anerkendende børneopdragelse. Allerede disse sætninger spækket med floskler og livsstils buzzwords signalerer indholdets desværre noget overfladiske karakter.

Datteren Emma er familiens omdrejningspunkt, og hendes – såvel som lillebroren Ivans – trivsel giver anledning til konstant bekymring og mindreværdsfølelse i den lille familie. Emil er Emmas bedste ven. Men Emils mor er en SUPER-MOR og overhystade, som bliver Anna&Runes yndlingsaversion. Hun repræsenterer alt det, som de har behov for at distancere sig fra af overbeskyttende-økologisk-neurotisk fanatisme. Det er til tider sjovt at høre om Emils mor, men mest pga. det karikerede præg, som også får mig til at fnise af P2’s satire ”i hegnet”, når de udstiller Emil C’s og især Asbjørns mor.

På trods af en montering af 5-aktsmodellen, prolog og epilog som stilistisk ramme og en ultrakort hjemme-ude-hjemme-figur udebliver al dramatisk handling. Den sproglige tone holder handlingen i et fast og flegmatisk greb, hvor bekymringer om børnenes trivsel og ægteskabets glød forbliver velformulerede overvejelser. Den fantasi om en familieidyl, som bogen kredser omkring, fremstår som en hermetisk og klaustrofobisk utopi, som samfundet bærer skylden for ikke kan lykkes. Heller ikke en efterfølgelse af frihedstrangen med et smut til udkants-Danmark afstedkommer bare den mindste reminiscens af dannelsespotentiale. I stedet tegner bogen et næsten uhyggeligt billede af livet med børn, hvor podernes adfærd og humør bliver eneste rettesnor for forældrenes usikre og afindividualiserede færd i verden.

Bogen er samlet set en lang, lang, lang lommefilosofisk klumme af den slags livsstilsmagasinerne er fyldt med. Den satire og samtidsportræt den forsøger at fremmane kommer aldrig ud over kanten og bliver vedkommende. Det satiriske stof stivner i det ulideligt konsekvente 3. person flertal. Forsøget på at skabe en konsekvent stil, der sætter indholdet i et nyt lys, lykkes til dels; læseren sidder med en desperat følelse, men holdes samtidig mindst en armslængde fra livet, hvilket umuliggør Anna&Runes rolle som identifikationssubjekter.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også