Lone Hørslev kan alt – Lone Hørslev LA’OS


Lone Hørslev indfanger et kvælende mørke med en leende vigør i LA’OS.

Digt

Forskrækkelse, flødeskum og blod. Livet går
klokken slår, snart er der gået endnu et år og
så har vi sørme fået ny statminister.
Forleden på tv sagde hun: Der KOMMER svære
beslutninger.

Lone Hørslev er egentlig kvindedigter i mest klichéagtige og udtrådte Femina-forstand. Det er hun, når husholdning, udfordrende seksualitet og moderskab er udgangspunkter for digtene i hendes nye bog LA’OS. Hørslev gør det tilmed i et biografisk panoramavindue, der indikerer kontra-abstraktion og bekendelse. På side 44, hvor ’jeg’ tiltales ’Lone’, kulminerer det:

– Hold drømmene lige i munden, Lone.
Og spis dit rugbrød.

Det er ikke kun digter-jeg, der her formaner digter. Det er tillige, og mindst lige så vigtigt, et personificeret korrektiv, der tøjler trivialiteterne og ansporer LA’OS til at være mere og andet end (eller i virkeligheden til at genopfinde det vi tror er) kvindelitteratur – litteratur om og af kvinder. Og drømmene de bliver tøjlet. De holdes på plads med et genstridigt vaterpas, som møder læseren i en anden tekst:

– Jeg fik et vaterpas i hovedet i dag.
Det flækkede min læbe, alligevel gjorde det mig LET
fordi jeg fik hængt bogkasser op og fordi denne ORDEN
på en måde
holder den perfekte uorden på afstand.

Det, der egentlig er alt for pinligt og alt for meget (her kvindes kluntede omgang med værktøj), ender et helt andet sted, nemlig i den befriende mundrette, feminint slagfærdige og uimodståeligt indbydende diktion, Hørslev bestyrer. Den har aldrig været mere sprød, frisk og perlende end nu og her.

Hørslevs jeg-gelstalt er bearbejdet og ekstrapoleret i grafikeren Rikke Bakmans forside og 10 sider lange tegneserie 3/4 inde i LA’OS. I Hørslevs bog LIGE MIG (2007) fandt man en ækvivalent stregtegningssekvens af Thomas de Thurah (glubske, rabiesramte køtere). Men det er decideret nyt og decideret VILDT, at de nye tegninger illustrerer et digt og forestiller, jeg gentager forestiller, Lone Hørslev i lårkort kjole og signatur-hår. ’Karakteren i tegneserien er selvfølgelig Lone selv’, forklarer Bakman på sin blog. Selvfølgelig er også, må jeg tilføje, den distancerede karikatur, ikke sandt?

Bakmans flotte stribe er en overraskende gengivelse af den måde, Hørslevs lyrik fungerer på. Det er her, det brænder på: Helt tæt på med alt sat på spil og samtidig langt væk i sikker, formaliseret afstand væves husholdning sammen med liderlighed, livslede sammen med satire.

Og hvad er det, der gør forskellen? Bl.a. de ’voldelige sammenstød af billeder’, som det hedder et sted; de abrupte niveauskift mellem konkretion og metaforisering, mellem den globale opvarmning og ejakulation, som det er tilfældet i det fantastiske og Højholt-imiterende sex-afsnit ’Den skærpede tone’. Her er styrken ’en krop der er helt utrolig spændstig; frisk og fast som nybælgede ærter’, mens styrken i det spejlende, dystre afsnit ’Venner’ er et destruktiv lede, ’der kan kaste en stærk mand ud fra en bro’.

LA’OS virker som en stor magnet for alt her imellem. Der suges fra supermarkedet, fra fjernsynet, fra litteraturen, fra etageblokken, fra kirken, fra S-toget, fra dobbeltsengen, fra skoleklassen … og denne blævrende snotmasse smøres ud i ubesværet samhørighed. Det synger sine steder, det rimer her og der, og det rocker hele vejen igennem.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *