Lost in Instagram-translation – Mads Eslund IMNOTHEREREPRESENTINGHARDBODIES
IMNOTHEREREPRESENTINGHARDBODIES er et værk med fine tendenser, der dog desværre har så travlt med at være koncept, at det glemmer for alvor at blive interessant.
Citat
Tre sorte bænke ved siden af hinanden, en asfalteret parksti, gyldne blade på plænen.
Crowded strand i Rio set højt oppefra, højhuse bag stranden, bjergmassiv med skov.
En ældre mand omgivet af duer promenerer foran to færger ved Haydarpasa, Istanbul.
Hun læser ikke bogen. Det skal se ud, som om hun læser. Hagen på venstre håndryg.
Asiatisk kvinde holder mikrofon over sit hoved bag siddende publikum til en koncert.
Arabisk dreng i Arsenal-trøje griner forlegent i samtale med en voksen mand i en bil.
Fod i Retro Jordan basketstøvle på kanten af bassin i Central Park. Robåd og skyline.
’Instagram er en enkel måde at indfange og dele verdens øjeblikke.’ Sådan lyder app’ens motto. Og sådan er det også lidt med Mads Eslunds nyeste udgivelse. Værket er nemlig bygget op, som det står beskrevet på bogens front, af 621 én-linjes-digte, der beskriver billeder og videoer i Instagrams Udforsk-funktion. Som denne funktion har udviklet sig med et år efter år stigende antal billeder og videoer, der præsenteres for beskueren, stiger intensiteten af digte også proportionelt i Antipyrines simple, men som altid indbydende layout.
Sådan er konceptet i al dets enkelthed. Og her opstår da også den første irritation. Eslunds projekt er simpelthen tekstligt at mime verden, sådan som den præsenteres via Instagram. Som aktiv Instagrambruger og –stalker skal jeg ikke lyve mig væk fra at være en del af denne billedkonstruerede dagligdag. Ej heller skal jeg lyve mig væk fra til tider at finde det fascinerende. Men nøj, hvor kan det også hurtigt blive kedeligt og monotont.
Ligesom jeg ofte kan blive relativt irriteret på et Instagramfeed (og på mig selv over at misbruge tiden på et Instagramfeed), bliver jeg det også på dette værk. Dets insisteren på konceptet (hvorfor skal siderne have navne efter video- og billedfiltre?) og konceptets insisteren på at være originalt (hvorfor skal det hele stå udpenslet på forsiden?). Samtidig er konceptet også underligt inkonsekvent og untight. Hvorfor denne vekslen mellem bestemt og ubestemt form i personkarakteristikkerne? Hvorfor disse meget generelle kontinentalbenævnelser af personernes herkomst?
Rent kontekstuelt i forhold til det valgte koncept er der selvfølgelig noget interessant i at udpege det monotone, at udpege det konstruerede og det selektive. Mekanismer som Instagram er skræddersyet til at manipulere med. Ikke mindst også at gøre dette monotone til noget, som læseren aktivt skal forholde sig til gennem tekst. Her kan der ikke bare scrolles – og det er så lidt sjovt, for det kan der alligevel. Det er den effekt værkets format skaber. Man bladrer teksterne med øjnene. Først har vi
– To mænd og en kvinde trækker kælke i en park. En voksen kvinde sidder på den ene.
Efterfulgt af
– Hvid muskuløs mand med kasket, bar overkrop, laver håndtegn foran to halogenspots.
Det føles næsten som om, at disse to settings foregår samme sted. Her er flowet fængslende for en tid, ligesom det også er det, når to tekster i træk står i stærk kontrast til hinanden, fordi det bryder med flowet:
– En leopard svømmer sig ind på en krokodille på stranden, kaster sig over den bagfra.
– Tunet hvid bil med åbne fordøre spinder rundt og brænder dæk af på en offentlig vej.
Sammentræffets tilfældighed skyldes ene og alene algoritmer. Lidt i stil med INDIVID I FÆLLESSKAB, en anden og endnu mere maskinel Antipyrine-udgivelse. Instagram har klodserne, men Eslund gør dem til sine egne og sætter dem sammen, så denne utilfældige tilfældighed i billeddannelsen opstår. En utilfældig tilfældighed, der meget fint peger på de manglende narrativer i vores færden på sociale medier. Og som måske også meget fint afspejler vores egentlige færden i livet. Livet som bestående af stillebens, der primært er interessante for os selv, men også bliver det for andre som en del af en massiv billedcirkulation, der ønsker vores udelte opmærksomhed. Eller i det mindste bare halvdelen af den – og gerne mens vi i vores fysiske væren forsøger at tildele andre opmærksomhed.
Det er det, der gør Eslunds tekster både interessante og uinteressante på samme tid. Det er transformationer, en måde at trække app’en og dens brugere ud af komfortzonen, en nysgerrighed efter, hvad man kan gøre med kun én linje. Det er dog også det samme. Det er også gentagelser. Og det er formentlig meningen. Men hvor der i INDIVID I FÆLLESSKAB er skabt nogle selvforanstaltede benspænd, aversioner og idiosynkrasier, der bryder med algoritmerne og giver et umiddelbart og fængslende koncept, bliver det hos Eslund hurtigt lidt manieret og sejt at tygge i.
Som læser føler man sig aldrig tæt på noget i Eslunds tekster, man svæver altid på overfladen. Den iscenesættelse af afstand er interessant som refleksion, men ikke nødvendigvis som en eksplicit pointe, der skal hentes ud af et konceptuelt udsigelsespunkt.
Konceptet er nemlig, som den Instagram-translation det er, en enkel måde at skabe tekst på. En del af disse én-linje-digte er fine, nogle poetiske, sammenstillingerne til tider sjove, og formatet giver indimellem også en følelse af at falde ind i en art symbiose med dette åh så overfladiske blik, vi (jeg) anvender når Instagramfeedet scrolles igennem. Især når det er med billeder af mennesker, man ikke kender.
Det er meget fint. Men det ændrer dog ikke på, at IMNOTHEREREPRESENTINGHARDBODIES er et ufarligt koncept med ufarlige tekster, der dog måske giver anledning til mildt farlig refleksion om en forholdsvis farlig udvikling i forholdet til os selv og den virkelighed vi ikke længere ved, hvor finder sted.
