Lost in translation – Anne Carson NOX
Anne Carson har skrevet en smuk og klog elegi på sporet af en tabt bror. NOX er et poetisk gravskrift, som undersøger, hvad det vil sige at skrive historie, og den viser, hvor interessant en forfatter Carson er.
Citat
Jeg ville fylde min elegi med alle slags lys. Men døden gør os nærige. Der er ikke mere at ofre på det, tænker vi, han er død. Kærlighed kan ikke ændre det. Ord kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at fremmane den stjernestrøede dreng han var, forbliver det en ganske enkel, besynderlig historie. Så jeg begyndte at tænke over historie.
Det sker jævnligt, at canadiske Anne Carson nævnes som kandidat, hvis det nordamerikanske kontinent skal have Nobelprisen inden for en overskuelig fremtid. Om Anne Carson fortjener den mere end alle mulige andre forfattere, ved jeg ikke. Men for min skyld må de meget gerne give hende den. Hun er en forfatter, der på fineste vis bliver ved med at forny sig selv, og hver eneste af hendes bøger rykker grænserne for litteraturen en lille smule. NOX er ingen undtagelse.
Rent fysisk er NOX ikke nogen almindelig bog. Den er skrevet på ét langt stykke papir foldet sammen som en harmonika, såkaldt leporello-format, og puttet ned i en æske på størrelse med Benny Andersens samlede digte (uden sammenligning i øvrigt). Bag på bogen hedder det:
– Da min bror døde lavede jeg et gravmæle til ham i form af en bog. Dette er en kopi af den, så tæt på som vi kunne komme.
NOX er en samling af skitser, oversættelser, digte, breve, billeder og brudstykker af dialog, der til sammen fortæller historien om Anne Carsons storebror, der flygtede til Europa fra en fængselsdom, levede en forhutlet tilværelse uden kontakt med familien og døde i København i 2000.
Collageformen giver en særlig stoflighed, som indskriver bogen i en billedkunstnerisk kontekst, hvilket passer godt med, at Anne Carson tit udtaler i interviews, at hun altid har set sig selv som billedkunstner. I øvrigt er bogen meget aktuel i en dansk kontekst, hvor en række nye værker arbejder med samme stoflighed, heriblandt Amalie Smiths I CIVIL med billeder af rokketænder og sten, og Hans Otto Jørgensens STRANGE DAYS INDEED med autentiske sygehusjournaler og indlagte billeder af ‘plaster med sårskorpe’.
I NOX kædes sorgarbejdet og erindringen sammen med det at oversætte. Det er noget, som aldrig ender. Ligesom en elegi af Catul, som Carson i mange år har forsøgt at oversætte. Således lyder et af bogens allersmukkeste steder:
– Jeg er aldrig nået frem til den oversættelse af digt nummer 101 som jeg godt kunne tænke mig. Men gennem de år jeg har arbejdet med det, er jeg begyndt at se oversættelse som et rum, et ikke helt ukendt rum, hvor man føler sig frem efter lyskontakten. Det ender formentlig aldrig. En bror ender aldrig. Jeg sniger mig ind på ham. Han ender ikke.
For at understrege pointen består en stor del af NOX af ordbogsopslag på samtlige 63 latinske ord i Catuls digt. Som læser bliver man selv oversætter, der konstant konfronteres med, at et ord ikke bare betyder en ting, men mange. At betydningen altid forskyder sig. Ikke bare når man oversætter, men når man skriver, husker, læser, lever. Poesi er som bekendt ‘what is lost in translation’, men det er så sandelig også det, som vindes i oversættelsen.
Carson er sig sin rolle som historiefortæller meget bevidst. NOX handler ikke kun om hendes bror. Den handler også om, hvad det overhovedet vil sige at fortælle historie, og hvad det dog er for en mærkværdig aktivitet, som mennesker tilsyneladende ikke kan lade være med, selvom det er meningsløst.
Noget af det der gør Anne Carson så god, er at hun overflødiggør enhver spekulation omkring fiktion eller faktion, digt eller virkelighed. Hun skriver bare, som hun skriver, og man er ligeglad med, om det er det ene eller det andet. Det virker bare rigtigt. Det er eksperimenterende uden at blive ren form, patetisk uden at blive corny. Derudover finder NOX en fin balance mellem en rørende historie og et avantgardistisk formsprog.
