Lost loves


De her bøger er redaktionens ‘lost loves’. Det er bøger vi fantaserer om at stjæle fra biblioteket eller fra gode kammeraters begunstigede bogreoler. De er sindssygt godt skrevet, men umulige at få fat i. Bøgerne slides op eller også har de et hemmeligt liv, hvor de andægtigt overleveres fra læser til læser, i hvert fald ses de aldrig eller uhyre sjældent på det antikvariske marked. Genoptryk dem! er vores bøn.


Marguerite Duras:
En aften om sommeren

Af Johanne Bille
Hvis jeg kunne, ville jeg husstandsomdele En aften om sommeren. Men den eksemplariske roman, udkommet i Uffe Harders oversættelse på Arena i 1962, er udgået fra forlaget. Mit nuværende eksemplar er forgnavet af min kanin, og jeg ved, at det er et spørgsmål om tid, før jeg giver det videre. Før jeg forærer det væk.

At bogen er udgået fra forlaget, bidrager uden tvivl til dens magi. Jeg holder af at fortælle om bogen for derefter at sige: Men den er svær, faktisk tæt på umulig at finde. Jeg nyder, når den person, der er blevet småforelsket i bogen som følge af min beskrivelse, ser opgivende frem for sig, og at jeg så kan være den generøse: Du må få min. For hver gang, jeg siger den sætning, ved jeg, at det bliver sværere at finde et nyt eksemplar. Alligevel gør jeg det, for jeg kan ikke lade være. Jeg er afhængig af at dele ud af denne bog, af dette ultimative trekantsdrama.

Det er en aften om sommeren i en lille spansk by. Et uvejr er brudt løs. En ung kvinde og hendes elsker er blevet slået ihjel af kvindens ægtemand. Paestra, hedder han, Rodrigo Paestra. Det er med de ord, romanen begynder. Bargæster taler om morderen, og især én lytter opmærksomt efter: Maria. Maria drikker (som alle andre aftener) manzanilla i voldsomme mængder, Maria hører, at morderen løber rundt på tagene, mens hendes barn leger ufortrødent i vandpytterne. Maria kan ikke slippe den viden igen. Barnet er ligeglad. Det samme er Pierre, Marias mand, og den medrejsende husveninde Claire.

Er det sket, spørger Duras i begyndelsen, og her tales der ikke om mordet, her tales der om Claire og Pierre. De begærer hinanden, men har endnu ikke ladet sig opsluge af det. Utroskaben lurer lige rundt om hjørnet, det er et spørgsmål om tid, før den føres ud i livet. Det ved Maria, og det ved jeg. Det er tekstens nerve: Hvornår vil det ske?

Hotellet, de har søgt ly på, er den filmiske scene. Det er klassisk Duras: Igen og igen beskrives postyret med de mange uventede gæster, mens regnen slår mod ruderne. Tæpper bredes ud på gulvene, folk taler lavmælt i spisesalen, murene ryster. Claire og Pierre dirrer også. Et sted i mit nuværende eksemplar har jeg skrevet ”det her er guld”. Her står Maria på en af de mørke balkoner og ser sin mand og Claire på en anden. Vi er med Maria, hun må se på dem, står der, hun ser på dem og så: Det må være første gang, de kysser hinanden. Maria slukker sin cigaret. Hun ser dem træde frem i deres fulde højde modå den glidende himmel. Pierres hænder ligger på hendes bryster, mens han kysser hende. De taler utvivlsomt sammen. De må være ved at udveksle de første kærlighedsord. De stiger dem til læberne, de er umulige at holde tilbage, de strømmer frem. Lynene gør byen bleggrøn.”

For hvert lyn udveksler Claire og Pierre et kys, og Maria SER det gennem regnen, hun ser deres kærlighed. Øjensynligt upåvirket og så alligevel slet ikke. Det hele findes i mellemrummene. Mellem de to balkoner, der adskiller Maria fra parret, mellem tagene, som morderen springer på. I pauserne mellem lynene og bygerne. Jeg er ikke sulten i aften, siger Claire på et tidspunkt, jeg tror, det er uvejret. Maria svarer: Det er glæden. Hvad foregår der lige dér? Man må gisne, selv tænke. 

Det regner næsten altid i mine tekster. Ikke på den lette, støvregnende måde, nej regnen er tyk og våd, og man må råbe igennem dens trommen. Jeg mistænker En aften om sommeren for at være årsag til det. Jeg læste den bog for første gang for snart 10 år siden og blev forelsket i uvejret. Alle uvejrets billeder, alt det, uvejrets ord kan knyttes til. I en aften om sommeren hænger uvejret tæt sammen med beruselse på en fuldstændig fantastisk måde. Det er en roman om at handle i vildskabens uvejr. Claire og Pierre beruser sig i hinanden, mens Maria beruser sig i sig selv og sin manzanilla. Ligesom jeg forelskede mig i uvejret, da jeg læste bogen første gang, forelskede jeg mig i Maria. Uvejret er som Marias indre liv, og Maria er uvejret. Hun er ulmende, mens hun drikker og iagttager så skånselsløst. På et tidspunkt bliver hun fuld nok til endelig at handle. Men hun konfronterer ikke sin mand og veninden, som man kunne forvente, hun slår dem ikke ihjel, som Paestra gjorde det med sin kone og elskeren. Hun hjælper morderen med hans flugt og indvier de andre i det. Måske for at slippe sin egen vrede fri, måske for at forhindre Claire og Pierres nat i tosomhed.

Byen dufter af vand og mursten, tordenskraldene brager, læberne er så varme, morderen er på fri fod, og jeg får lyst til at kaste mig ud i noget nyt uden at tænke på konsekvenserne. Jeg vil handle i beruset vildskab, for hvis ikke nu, hvornår så? Sådan er det at læse Duras. Man får lyst til at handle, man får lyst til at gøre noget radikalt. Man bliver vækket som menneske af hendes skrift, og det er en snotforvirrende, men også kraftfuld ting at blive udsat for.

Duras’ genistreg af en bog er beviset på, at man ikke altid skal tage læseren i hånden. God litteratur kan også være den, der blotlægger uden at forklare. Duras tør mellemrummene, hun tør tro på læseren. Jeg bøjer mig i støvet for hendes tillid. Jeg føler mig klogere, når jeg læser Duras, og samtidig som et nul, fordi jeg som forfatter ikke tør lige så meget som hende. Det her tænkte jeg, da jeg læste En aften om sommeren igen-igen: Du skal turde tro på læserens evne til at læse. Du skal insistere på læserens evne til at se. Præcis ligesom Maria ser dér på balkonen.

Osip Mandelstam:
Rejsen til Armenien 

Af Johanne Holm
De mest vidunderlige billeder skrives frem, i denne knapt 70 sider korte rejsebog fra 1930. Man er hensat til et sted der ikke længere eksisterer, og vist allerede var eksotisk på Mandelstams tid: Armenien, med det gammeltestamentelige Ararat-bjerg i baggrunden, og en frodig rødleret jord der betrædes af et leben af tomatjuice-drikkende, skindklædte folk. Mandelstam optegner hele molevitten sødmefuldt og herligt uortodokst. 

Her skriver han fx om jordbær:

“I Abschazija stødte jeg engang på hele lejer af nordens skovjordbær. En hundrede fod over havets overflade var alle højdedrag beklædt med ungskov. Bønderne hyppede den søde røde jord og forberedte den til prikling. Som jeg dog frydede mig over den nordlige sommers koralrøde mønt. De modne, kirtelformede frugter hang i treklange og pentatoner og sang i sluttet kor, helt rent.” 
Han beskriver sit hjemland “Ruslands vandmelonsoppustede tomhed” og dets beboere i Zamoskvorece, sådan her: “De havde sluttet sig sammen i en dyster, lidenskabelig forbrugerorganisation, rev deres dage af efter et system med perforerede kuponer og gik omkring og smilede, som om de sagde marmelade”.
Marmelade! 

Digteren Osip Emil’evic Mandel’stam (1891-1938) er blandt den russiske sølvalders mest skattede digtere. Han var akmeist (fra græsk akme – højdepunkt), en slags nyklassicist, og han tog kraftigt afstand fra 1890’ernes symbolisters ‘tågede metafysik’ og de senere futuristers nihilisme. I hans manifest finder man programpunktet ‘længsel efter verdenskulturen’, med verdenskulturen mener han hellenismen og den tidlige kristendom, mens han forholder sig kritisk til de gamle individ-fornægtende assyriske og ægyptiske kulturer. Hans digtning handler “kun” om jordiske og håndgribelige ting, som oversætteren Mette Dalsgaard skriver i forordet. Hans tone beskriver Dalsgaard meget rammende som en “køligt behersket ekstase”, der demonstrativt frådser i ord og spidsfindige billeder, i et opgør mod det russiske diktaturs sproglige ensretning og undertrykkelse. 

Første gang jeg hørte om bogen, sad jeg på et skrivekursus og tog flittige noter, da forfatter Harald Voetmann anbefalede os bogen. Jeg fandt et laset bussemandsgrønt eksemplar på hovedbiblioteket og svælgede i sproget. Alle sætninger er gode og overraskende! Hvordan gør han, hvordan gør han, tænkte jeg. Skønt hælerfantasier, afleverede jeg pligtskyldigt biblioteksudgaven igen. ’Rejsen til Armenien’ er udgivet i (sølle) 800 eksemplarer på Nansensgade Antikvariat, 1986. I bibliotekseksemplaret har nogen (udgiveren? en dedikeret studerende på Russisk?) sat korrekte russiske trykstreger med kuglepen over alle s’er og c’er. Jeg overvejer om bogen vil dø en stille død, når de få eksemplarer er slidt op. Indtil videre lever den sit eget hemmelige liv i indviede kredse. Min ven siger, at han hørte om den på et pizzeria engang.

Thomas Mann:
RICHARD WAGNER – to afhandlinger af fundamental betydning for forståelsen af Richard Wagners musik

Af Johanne Sorgenfri
Jeg husker tåget denne bog. Mit minde om bogens sætninger er ligesom forvandlet til et billede af Thomas Mann himself, som han står på bagsidens gulnede foto og læberynkende suger livet ud af en cigar. Han stirrer snerrende og kærlighedstungt på luften til højre for kameraet, som om billedet er knipset midt i en tanke, der netop har smadret fundamentet for alle foregående tanker. Hans følelser for Richard Wagner strømmer ud af panden på ham. Han tænker så det brager. Han tænker på liv og død, dilettantisme og geni, psyke og vilje. Hele det nittende århundrede, personificeret i denne umulige, afsindige protonazist af en totalkunstner, tager form i Manns inhalerende hoved. Det er en bog fra dengang universelle konklusioner var til for at blive draget af individer, hele århundreder strømlinet i besnærende dikotomier, og som sådan en europæisk historiebog på det helt psykointime plan, udover selvfølgelig en galopperende indføring i Wagner for alle med interesse og tårnhøj lix-tolerance. 
Jeg har heldigvis et billede på min telefon af de første par sider, hvis jeg nogensinde skulle glemme, hvordan det nittende århundrede tog sig ud, rent skulpturelt, set fra midten af det tyvende:  

“Vi moderne…” skriver Mann “…forholder os til det nittende århundrede som sønnen til faderen: fulde af kritik, som rimeligt er. Vi trækker på skuldrene både ad dets tro, der var en tro på ideer, og ad dets vantro, det vil sige dets melankolske relativisme. Dets liberale hengivenhed til fornuft og fremskridt forekommer os lidt pudsig, dets materialisme alt for kompakt, dets monistiske indbildthed med hensyn til løsningen af verdensgåderne overordentlig flov. Og dog blev dets videnskabelige stolthed kompenseret, ja, overvejet af dets pessimisme, dets musikalske forbundethed med nat og død.”

Og herfra fluks videre til Wagner. Man kunne selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor bruge tid på at dykke ned i Richard Wagners væsen, komplet med herrefolksfølelser og total-antikveret aura, når livet er så kort i forvejen? Men bogens beskrivelser af hans dilettantiske tilgang til musik (Manns formulering), der bød ham at komponere operaer som var de episke romaner (møjsommeligt, bogstaveligt, nærmest naivt sammensat af musiske byggeklodser, indtil han stod med en opera, der tager et lille døgn at opføre) er føde for både sjælen og fatteevnen, også for folk fuldstændig blottet for musisk forkundskab (mig). Manns tese er, at Wagners Totale Kunstværk er en kognitiv rodebutik af kunstneriske discipliner, der kom til genial udfoldelse fordi Wagner på henførende vis havde misforstået, hvordan man laver musik og i stedet brugte musikkens elementære dele i dramaets tjeneste. Det er da meditativt at prøve at forestille sig, hvad det egentlig betyder, og hvorfor det lyder så medrivende. Selv har jeg ikke fattet den tekniske del, men måske er vi ude samme type pragmatiske tværfaglighed som inspirerede Hitchcock til at lave psykoanalyse med kameraet ved at zoome ind og dolly-tracke ud på én gang. Det er i hvert fald skønt, når folk tænker lidt nyt, og dét budskab får Mann leveret med hjerteblod og tordenskrald så alle vi andre naive, kiksede fantaster må fatte mod. Så hvis man kan se bort fra at Wagner er en kæmpe stodder, og at denne tynde lille bog sikkert koster mange hundrede kroner, skulle man nogensinde finde den, så er det eddermanme en dejlig lille tør kiks at have på hylden.  


Francis Ponge:
At tage tingenes parti

Af Johanne Holm
Jeg har spurgt Arena, men de har ingen planer om at genoptrykke. Så nu misunder jeg bare min veninde som har et eksemplar stående på hylden. At tage tingenes parti fra 1942 er en lille bog med hyldestdigte til ting og fænomener. De enkelte prosastykker har titler som: Regn, Appelsinen, Snegle, Notater om en strandskal, Chaussée d’Antin, osv. Jeg gik på Kaospiloterne da jeg læste bogen, og den landede i min hverdags amerikanske krea-business lingo som regnvand mod en druknendes gane! Så friskt, så rent, så uendeligt sympatisk føltes bogen at læse. Tænk at skrive en bog, fra dyr og andre umælende fænomeners perspektiv, hvilken vidunderlig hjerne, tænkte jeg! Og så var han forsikringsadvokat, vist nok. Digtene er små aflukkede, sanselige rum, men de er også et forsøg på en fænomenologisk praksis og et udtryk for en dyb beskæftigelse med verden, som sådan. Francis Ponge var i sine unge år en del af gruppen af surrealister i Paris, men brød med gruppen, da han fandt, at deres undersøgelser af det ubevidste blot kredsede om mennesket selv. Han ønskede at rette blikket mod verden i stedet. Ponge ville lade tingene tale for sig selv. På en fænomenologisk skala mellem det konstaterende og det besjælende, tipper Ponge nu alligevel tit over i det sidste. Om snegle skriver han for eksempel, at de ”savler af hovmod” og hans forklarer deres ”vidunderlige knejsen med hovedet” via denne replik: “Hvordan kan det være, at jeg [Sneglen] skulle blive så følsomt og sårbart et væsen og på samme tid så beskærmet mod ubudnes overgreb, så fuld af lykke og ro.” Min hjerne er enig med Alain Robbe-Grillet når han kritiserer Ponge for sådanne projiceringer: Tingen er. Og det er i bund og grund det eneste sandhed, vi kan sige om den. Men mit hjerte holder nu alligevel med Ponge. Verden genopstår, og bliver vel i grunden endnu mere sig selv: mærkelig og mirakuløs, når jeg læser Ponge. Hans forsøg på at begribe hverdagstingene er selvfølgelig dybt subjektive; sine steder håbløst naive, som når han forsøger at sige noget kategorisk om vand og tyngdekraften (og hans afsnit om Den Unge Mor irriterer mig!), men andre steder (ofte) opstår virkelig original poesi.

Især holder jeg af Stearinlyset:
”Natten giver undertiden næring til en enestående plante, hvis glød opløser møblerede rum i skyggemassiver. Dens guldblad holdes upåvirket fast i fordybningen af en lille alabastsøjle ved hjælp af en kulsort stilk.” Lyset ”opmuntrer læseren”, for derpå at bøje sig i sin underskål og ”drukne i sin fløde”!

Gertrude Stein: Ømme Dupper.
Oversat til dansk ved Peter Laugesen. 

Af Oskar Sjögren
Jeg var heldig, i en kort periode i 2009, at have den danske oversættelse af Gertrude Steins Tender Buttons fra 1914 i min besiddelse. Jeg var lige kommet hjem fra at have boet et halvt år i Toronto, hvor min penneveninde Annie fra Michigan havde sendt mig originalen – en bog, der fra det øjeblik, jeg åbnede den og læste første side, for altid ændrede mit forhold til sprog og litteratur. Annie var den eneste penneveninde (eller -ven) jeg havde haft siden jeg var måske ti, og hun havde en vidunderlig evne til at sende mig præcis det, der åbnede min nysgerrighed mest og kunne lede mig mere over i det sanselige og mindre i retning af det analytiske. 

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad det var, Tender Buttons gjorde for (eller ved) mig, ville mit tøvende bud være, at den bjærgede sproget fra sig selv. Hvor ord før fremstod fikserede i mening, regeret over af regler, der for mig, som for så mange andre, var så naturaliserede, at jeg ikke engang registrerede, at de var der, satte Stein dem fri til at blive leget med på måder, som læsere stadig, mere end hundrede år senere, kæmper med at formulere noget entydigt omkring. At læse Stein for første gang var at blive givet ordene tilbage, løsgjort fra deres sædvanlige logik, og i stedet blive befalet, med total selvfølgelighed, at tage en sætning som “the sudden spoon is the wound in the decision” for pålydende. Og samtidig føles det som om det sanseligt berusende i ordenes nye sammenhænge og meninger er en hemmelighed mellem læseren og bogen. 

Da jeg kom tilbage til København fra Toronto, valgte jeg at skrive bachelor om netop den bog, med et kapitel dedikeret til Laugesens danske oversættelse, der udkom i 2004 på Borgens Forlags serie for verdenslyrik, en serie, der blev kørt af Erik Skyum-Nielsen og Niels Frank. Ømme Dupper, som den lykkeligt hedder på dansk, lånte jeg mig til fra et af de andre medlemmer af det danske Gertrude Stein-selskab, jeg netop havde meldt mig ind i (og som jeg senere skulle komme til at samarbejde med om oversættelserne af andre af Steins værker), for den var på det tidspunkt allerede udsolgt fra forlaget, fem år efter udgivelsen. 

Stein er “notorisk” svær, hvis ikke umulig, at oversætte, siges det ofte, for mange af hendes værker (og særligt Tender Buttons) fungerer fuldstændigt ude for vante logikker for prosa og poesi. Der er ikke et niveau (“indhold”, “tone”, “klang”, “rytme”) der har tydelig forrang over de andre, og som det for oversætteren giver instinktivt mest mening at prioritere. To strategier kunne være: At prøve at oversætte så direkte som muligt, og så stræbe efter at få noget af rytmen og dobbeltbetydningen i mange af ordene med (en af de genkommende udfordringer er f.eks. at hun tit bruger verber som navneord og omvendt) og altså bare på forhånd slutte fred med følelsen af kompromis, eller man kan gå til opgaven på en friere måde, som mange oversættere skyr, og simpelthen bare forsøge at skrive “steinsk” på oversættelsens sprog (Steins skrift er i øvrigt en af de, der får mig til at længes stærkest efter at kunne flere sprog – jeg ville elske at se hvordan Tender Buttons fungerer på japansk). Peter Laugesen møder, hvis det ikke allerede var tydeligt fra det taktilt erotiske i den danske titel, opgaven med en legende tilgang, jeg synes er rigtig dejlig. Et sted oversætter han “razor” til “barbermaskine”, på trods af at barbermaskinen først blev opfundet året efter Tender Buttons’ udgivelse (og desuden først blev patenteret 15 år senere, altså i 1930). Et andet sted bliver Steins måske-kommentar til T.S. Eliots efterhånden mørnede linje (Eliot: Things fall apart // The center cannot hold. Stein: “Act so there is no use in a center.”) i Laugesens hånd til: “Handl så der ikke er brug for et center,” og hvis denne omvendte anakronisme, Kære Læser, ikke kan opmuntre din dag, så ved jeg ikke hvad kan. 

Skrevet af Redaktionen

Redaktionen består af:Johanne Sorgenfri Ottosen: Kunsthistoriker, forfatter, oversætter og illustrator.   Johanne Holm: Uddannet kaospilot. Tidligere troubadur. Til daglig studerer hun Religionsvidenskab og Dansk på KU og forsøger at skrive sin roman færdig.    Oskar Sjøgren: Cand. mag. i engelsk. Digter, forfatter og initiativtager til bl.a. åben poesilæsekreds i Ark Books med engelsksproget poesi.

Grafik af Johanne Sorgenfri

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *