Louisiana 2023: Schumann og svømmetag
Vi har i redaktionen på LitteraturNu sendt vores to skribenter – Jonas Wedel-Brandt og Jonas Reebirk – til Humlebæk for at dække Louisiana Literature. Dette er første bidrag.
Det støvregner, og en flok på to eller tre snese er stimlet sammen på den lille bakke, der er mellem Louisianas café og Parkscenen. De fleste står eller sidder på skråningen under små taskeparaplyer og kigger mod den opsatte storskærm, som står ved siden af de eftertragtede pladser inde i sceneteltet. Selvom himlen er overskyet i en sart blågrå farve, er her egentlig varmt.
En ældre mand sidder i en stol på scenen og hyggesnakker på japansk. Det skulle man i hvert fald tro at han gjorde, for når Haruki Murakami læser op af novellen ”Carnaval” fra novellesamlingen Første person ental, er der noget sludrende og fornøjet over det. Han sidder med et smil og læser op som om han fortalte en anekdote over en fyraftensøl, og selvom jeg ikke kan sproget, kan jeg fra hans kadence høre alle de små digressioner og indskudte sætninger, der er i teksten.
Kun 10-20 meter fra scenen, ude ved den grå badebro, som er opført i 2005 af den franske arkitekt Jean Nouvel, svømmer to personer rundt i havet, der ligesom himlen er blåligt gråt. Længere ude på havet kan man se Hven, og bagved den, kan man ane den skånske kyst, som i dette vejr også har en blålig tone. Foran alt det grå og blå, fylder sensommerens mørkegrønne trækroner, og foran dem, den storskærm, alle har blikket på.
Mette Holm, som læser den danske oversættelse op af novellen, læser mere tydeligt og oplæsningsagtigt op. Det er egentlig meget rart, for jeg tror, at hvis jeg kunne japansk, ville det have generet mig lidt at Murakami har tendens til at mumle. Det er charmerende nok, når jeg alligevel ikke forstår, hvad han siger, men det ville nok ikke være lige så fedt, hvis jeg prøvede at få en handling ud af oplæsningen. Det giver Holm mig til gengæld, og jeg falder nemt ind i tekstens billeder, af en mandlig jeg-fortæller, som sammen med en meget grim og meget interessant kvinde lytter til alle de opførelser – både koncerter og på plade eller CD – af Robert Schumanns Carnaval, de kan komme i nærheden af.
De to oplæsere skiftes til at læse op af henholdsvis den japanske og den danske udgave af novellen. Flettet ind imellem de to oplæsere spiller Katrine Gislinge det klaverstykke, novellens karakterer monomant dyrker. Det fortæller min mormor, som jeg er på festivalen med, og som ved meget mere om den slags musik, end jeg gør. Det er ret godt fundet på, og klaverstykket skaber en afslappet og smuk tredjepart i oplæsningen, som om toner er endnu et sprog, novellen er oversat til – selvom det omvendte måske er mere sandt, og Murakamis novelle er klaverstykket, oversat fra musik til japansk. I hvert fald skiftes de tre; Murakami, Holm og Gislinge.
De to badegæster, eller ”parret”, for de ligner et par, selvom de svømmer på hver sin side af badebroen, er på denne afstand ikke til at aldersbestemme. De kunne være 40 med tidligt gråt hår, og de kunne være 80 og i god form for deres alder. Især i vandet er det ikke til at sige. De ser virkelig ud til at hygge sig i vandet, lige til venstre for storskærmen. De plasker rundt og boltrer sig i vandet. Nu svømmer den ene på ryggen og sparker velfornøjet til vandoverfladen med sine fødder, mens Gislinges fingre sender toner ud over bakkeskråningen.
Oplæsningens hovedperson undskylder at han er lidt træt. Han har fløjet fra Japan til Danmark, og på grund af krigen i Ukraine er flyruten forlænget med 4 timer for at undgå det luftrum. Han tilføjer at han håber at konflikten snart slutter (af flere grunde end længden på hans flyvetur). Så fortsætter han med at læse op. Det er virkelig dragende at han ser ud til også selv at være godt underholdt af sin historie. Det er virkelig noget andet, end de lidt stive oplæsninger i forfatterskoledimittendstil man kan blive vant til her i Danmark (ikke et ondt ord om Holm, som leverer en kompetent performance).
Der er noget imponerende over de tos evne til at ignorere at de har et publikum. Mens parrets skødehund, ikke meget større end min kat, tålmodigt venter på den arkitekttegnede badebro, svømmer de to skikkelser selvtilfredst rundt, som om det var en tidlig søndag morgen. I bedste weekendstil – uden håndklæde om livet eller noget – skifter han fra badeshorts til underbukser ude på badebroen. Paraplyer og regnslag står og kigger i deres retning.
De er færdige med at læse op, og Gislinge spiller, på Murakamis opfordring, et stykke af Frédéric Chopin. Den 74-årige japanske forfatter ser helt berørt ud af klavermusikken. Ja næsten som om han er på nippet til at græde over den smukke musik.
