Louisiana 2023: Sol, måne, stjerner og sandwichpriser står lige – Festivalens to første dage
Vi har i redaktionen på LitteraturNu sendt vores to skribenter – Jonas Wedel-Brandt og Jonas Reebirk – til Humlebæk for at dække Louisiana Literature. Dette er andet bidrag.
Foto: Louisiana Literature, dronefoto af Parkscenen. Foto: Louisiana Literature
Et besøg på Louisiana begynder som bekendt allerede på Humlebæk Station. Her har kommunen nemlig været ærlig nok til at opføre skilte og bannere, der peger ankomne i den eneste retning, de har brug for at kende – vejen til kunstmuseet. Den går langs det stykke af Strandvejen med de mest kritiserede og vurderede villahuse i Danmark. Allerede her har besøgende nemlig per tradition foldet deres hænder på lænden til nydelsen af en slags udstilling før udstillingen. Et blik ind i Hr. og Fru Nordsjællands mondæne virkelighed. Hvad der undrer mig, er dog det ringe fremmøde på fortovet. Louisianas litteraturfestival 2023 begynder om en halv time, og her er den første seværdighed næsten fuldstændig øde. Det samme gælder ved museets indgang. Ingen kø. Skulpturparken er heller ikke voldsomt befolket, selvom telte og storskærme er det første tegn på, at et arrangement overhovedet finder sted. Som jeg nærmer mig skrænten ned til vandet, begynder den velkendte summen af mennesker tæt forsamlet dog at registrere sig under en overskyet horisont.
Græsset dykker ned mod bølgerne, og ved bredden afslører ”Parkscenen” sig, et festivaltelt på størrelse med et af de mindre udstillingshuse ude på Strandvejen. Det er propfyldt med mennesker, langt klogere end mig, der vidste, at man skulle komme i god tid. I en radius af 30 meter fra tippiteltets spids, op ad skråninger og bøgetræer og stentrapper til museet, må de mindre kloge slå sig ned. Til- og gennemstrømningen af gæster bliver større og større, i takt med at vi nærmer os 16:30, hvor festivalen skal skydes i gang med et interview med den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates. En høflig, ældre sikkerhedsvagt genner folk væk fra trapperne, fordi man skal kunne komme forbi, men efter et stykke tid kan han godt se, at det er nytteløst. Trappen er fuldstændig forsvundet under nysgerrighed og forventning, da festivalleder Christian Lund endelig går på scenen. Han taler om Louisianas saunaprincip. Et museum må blande varm, stor, udenlandsk kunst med kolde, ukendte, nye navne for at opnå en vekselvirkning, der er sund for kroppen. Det samme har de forsøgt at gøre med litteraturfestivalens program.
Personligt har Joyce Carol Oates dog en lunken effekt på mig, for jeg lader til at være den eneste i verden, der aldrig har hørt om hende før. Til gengæld viser Oates sig at være et spændende nyt bekendtskab, imponerende skarp og nysgerrig på både verdenen, sin interviewer og det land, som hun besøger i en alder af 85. Hun virker sulten, faktisk umættelig. Hun er en af den slags forfattere, der taler om sine karakterer som om, de er mennesker med egne tanker og bevæggrunde udenfor hendes kontrol. Hendes bøger får deres eget liv i hendes forsigtigt formulerede vendinger og armbevægelser, når hun beskriver dem – En naturlig historiefortæller. ”There are parts of the novel that I really like,” siger hun om sit nyeste værk, som om hun oplever fortællingen fra en lige så magtesløs position som sine læsere. Oates er en fornøjelse, og uden at kende mere til hende end denne times interview, spår jeg talentet en stor fremtid i branchen. Hun er også virkelig god til engelsk. Louisiana Literature er i gang.
Torsdagens absolutte højdepunkt skal dog først til at finde sted nu, klokken 18:30 i koncertsalen. Her er fire udenlandske forfattere, ikke umiddelbart i familie hverken bogstaveligt eller litteraturteoretisk, blevet bedt om at læse højt fra deres nyeste værker. Italienske Claudia Durastanti er den første til at træde hen til et ensomt udseende lille ståbord med læselampe placeret i bunden af den tragt af designer-slå-ned-sæder, mursten og mørklakerede gulvbrædder, der udgør Louisianas koncertsal. Hvis det lyder højtideligt, er det beskrivelsens fejl. Venuen er afdæmpet og dansk af design. Her lugter umiskendeligt af håndboldhal. Lyset slukkes for at blive erstattet med et spotlight. Indgangen smækkes, småsnakken fra caféen udenfor lider en voldsom, omgående død. Durastanti læser med en dragende selvtillid, ro og tilstedeværelse. Den forplanter sig i salen. Tekstens punchlines lander, hvor de skal, og selv Durastantis romanske accentfinurlighed med at cutte h’erne fra ords begyndelse for derefter at sætte dem foran andre ord, står ikke i vejen for publikums forståelse, men formår derimod kun at bidrage til autenticiteten. ”She crawled over the ill. She looked hill.” Store, fortjente klapsalver.
De bløder gnidningsfrit over i en velkomst af Hernan Diaz, den argentinsk-svenske forfatter bag den enormt anmelderroste ”Trust” fra 2022, som Diaz nu holder i sin aldrig stillestående hånd. Diaz oplæser nemlig helt anderledes sprælsk og uroligt i bunden af tragten. Han virker nervøs men på en charmerende måde. Han er excentrisk, skaldet og morsom at høre på. Han smager på sine ord med en langsom, britisk accent, hvilket er sjovt, fordi han har boet i USA i mange år. Det brandvarme publikum kvitterer med skraldgrin ved den mindste metakommentar fra Diaz, der bladrer febrilsk rundt i sit værk for at lede efter guldkorn. ”This section takes 5 minutes and 17 seconds” siger han, før han begynder på et nyt stykke, og til sidst vælger forfatteren sågar at læse værkets allersidste side højt, for så sparer vi alle 14 euro, siger han, og vi elsker det. Vi elsker også, hvad der rent faktisk står på sidste side. Her finder Diaz og publikum tilbage til den ro, som Durastanti oprindeligt installerede i salen.
Efter Diaz er flygtet op på sjette række, træder Tessa Hadley fra England hen under læselampen på ståbordet. Programmet kalder hende ”forfatternes forfatter”, og jeg tilgiver dem hurtigt for klichéen. Hadleys prosa er uundskyldelig malerisk. Ratioen mellem tillægsord og alle andre slags må være en verdensrekord. Hun læser stilsikkert, kraftfuldt og fyldt med indlevelse. En misundelsesværdig professionalisme udstråler fra den lille mormoragtige kvinde, der taler, ligner, skriver, tryller som noget taget ud af Harry Potter. Mikrofonen synes overflødig efterhånden. Publikum misser ikke et eneste ord.
Til sidst er det irske Claire Keegan, der skal forsøge at følge op på de tre enormt overbevisende optrædener, som hun lige har overværet fra forreste række. Alligevel lader hendes puls dog ikke til at overskride de 50. Hun har fuld tiltro til sit materiale. Hun ligner en onkel, der har noget i ærmet og en pruttepude placeret under puden i din stol. Hun hilser publikum godaften som en perifert bekendt på S-toget og sætter ellers i gang med en novelle, som jeg, til min gigantiske fortrydelse, ikke når at høre navnet på. For den er meget, meget god. Der er ikke en eneste oplagt morsomhed indlagt i teksten, men mod slutningen af Keegans oplæsning har kvaliteten af sætningerne, den troværdige verdensopbygning, forfatterens vanvittigt lækre dialekt og underspillede, fornøjelige intonation alle arbejdet sammen om at hamre mundvigene mod himlen til en grimasse, der kun kan forløses med de vilkårlige latterudbrud, der nu begynder at opstå rundt omkring i salen. Keegan er et fjerde og sidste hit.
Da jeg stavrer ud af koncertsalens boble, mæt af verdensanerkendt prosa og imponerende personligheder, kræver min indtryksbebombede hjerne straks svar på to spørgsmål. Drikker man på litteraturfestival? Må man ryge på litteraturfestival? En medarbejder i et stort telt i skulpturparken giver mig svarene. Ja, men kun 1664 blanc, fordi selvfølgelig, og ja, men ikke indenfor, fordi tak, du kan være rolig, svarer jeg. Min skyldige cigaret tager jeg med ned til Parkscenen, hvor synet af den som altid smitter blandt dem, der, ligesom jeg, har været i tvivl om reglerne. Fire flere cigaretter tændes med det samme, for nu gør de unge oprør. Det er tydeligt at se på forsamlingen ved scenen. Pensionisterne er taget hjem, og cowboyjakkerne, stumpebukserne og glitteren på kinderne er trådt i deres sted. På programmet står interviews med tre unge, danske debutanter, Nath Krause, Benedicte Huang og Amina Elmi. Festivallederen forklarer, at det er Mikael Berthelsen, der plejer at foretage debutantinterviewsne, men at han desværre ikke kunne være her i dag – en skuffelse, som han måske ikke havde behøvet at give sit publikum. Det lyder næsten som Jimmy Kimmels løbende afslutningsjoke, hvor han efter at have brugt sendetiden på at interviewe en brandmand, to søvneksperter og en hund, undskylder til Matt Damon bag scenen, fordi de løb tør for tid.
Berthelsens afløser viser sig dog at være ingen ringere end Jonas Eika. Det er så i orden, og Eika tager opgaven seriøst. De er velforberedt og interesseret. De tager hånd om de tre debutanter, der indledningsvist demonstrerer hver deres skoleeksempel i akut mangel på medietræning. I det døende dagslys under teltdugen skabes dog langsomt en afslappet og uhøjtidelig stemning i takt med, at menneskerne på scenen i fællesskab og med et påskønnende publikums hjælp synes at frigøre sig fra etikette og forventning. Her er fremtræden og formulering ikke væsentligt, men holdning og værdi. Der bliver grint af sig selv og heppet på de andre. Amina Elmi tager sin tid og tænker meget længe over sine svar, fordi man kan mærke at hendes debutværk ”Barbar” er vigtigt og personligt. Stemningen og Jonas Eikas empatisk engagerede tilgang til interviewet opsummeres perfekt, da de for anden gang beder Elmi læse højt fra sin digtsamling. Elmi joker om de mon har nogle ønsker eller anbefalinger, og til det hiver Eika sit eget eksemplar frem, fuldstændig proppet med post it notes og æselører. Ja, det tror de nok, de har.
Solen går ned over Øresund, også selvom det er mod øst, fordi den står lige med månen og stjernerne i aften. Debutantinterviewet bliver punktummet for min torsdag, der kunne have sluttet med ”godnatkoncert” på Villascenen. Jeg er dog pinligt bevidst om, at jeg skal tidligt op og stå i kø i meget lang tid for at få skyggen af chancen for en klapstol i teltet til interview med Ian McEwan i morgen. Publikum skal nemlig vise sig at gentage det imponerende fremmøde til Joyce Carol Oates. Allerede da McEwan træder på parkscenen klokken 12 fredag, er både bakken op til caféen og skråningen op til skulpturparken dækket af mennesker. Tendensen er, at de, der er mødt tidlig nok op til at sidde under teltdugen er tættere på Ian McEwans alder, imens de yngre, mindre rettidig omhuagtige gæster er forvist til en plads i græsset under en uanmeldt bagende sol. Alle har taget for meget tøj på. Myrer og ørentviste har en fest i folks unødvendige efterårsjakker, kastet på jorden under svedige nakker og albuer.
Både intervieweren og jeg er mest interesseret i at høre om Ian McEwans berømte sans for komposition og kompleks fortællestruktur. ”Atonement” bliver ofte benyttet af litteraturteoretikere som prøveklud for nye narratologiske teorier. Hvis det virker der, virker det alle steder. Ikke desto mindre er McEwan mere interesseret i at diskutere bevidsthed og store filosofiske emner. Mange kloge mænd og kvinder på forfatterens alder kan virke som stille, selvsikre bankbokse af dyrebare visdomsord og livserfaringer, som man er nødt til at lirke og charmere og hælde snaps på for at bryde op. Sådan er McEwan ikke. Han uddeler gavmildt af genialiteterne helt af sig selv. Han er skarp. Han er hurtig med selvironien og spidsfindigheden. Snarere end bankboksen er han hanen, man hamrer i et ahorntræ, så klogskaben flyder ud i en kraftig, koncentreret stråle sirup. Strålen lander dog på det samme, nu aldeles oversvømmede sted i det ellers tørre græs, og tilskueren føler sig til sidst så overdynget med McEwans tag på erfaringsdannelse, virkelighedsopfattelse, multiversteori og samfundsopbygning, at en enkelt klar, vedvarende observation er svær at isolere fra resten og tage med sig.
Udmattet af McEwans filosofiske bombardement, ser jeg mig nu nødsaget til at undersøge noget, jeg hidtil har undgået og gruet for: madpriserne på egnen. Og nej, præcis som forventet, er de ikke særlig rimelige. Jeg slipper 118 kroner for postevand og tunsandwich. Nej, jeg er ikke medlem af Louisiana, siger jeg til kvinden bag disken, men jeg mistænker heller ikke besparelsen for at have været gigantisk. Varm af sensommersol og arrigskab lægger jeg mig i græsset foran Villascenen. Her giver jeg mig til at grovæde sandwichen så hurtigt jeg kan, sådan at min klage over prisen føles endnu mere begrundet.
Inde i teltet, går en tilsyneladende lige så distraheret og overophedet Jeppe Brixvold på scenen. Han siger hej, og han vil læse fra sin nye roman ”I de levendes verden,” men så bliver han stille. I meget lang tid. Han kigger ned på bogsiden. Publikum kigger forundret på hinanden. Kæresteparret ved siden af mig når at joke med, at Brixvold jo teknisk set ikke har lovet at læse højt, før forfatteren endelig sætter gang i et snublende, åndsfraværende tempo. Han formår aldrig rigtig at få et adspredt, økonomisk mishandlet publikum med sig. Pladsen foran villascenen bliver i højere grad brugt som genvej til toiletterne end rum for litterær indlevelse. ”Er der nogen, der kan fikse den der?!” råber forfatteren pludselig til en raslende lilletromme på scenen bag ham, men ingen i nærheden er opmærksom nok til at tolke udbruddet som andet end en del af højtlæsningen, og Brixvold er til sidst selv nødt til at fjerne en mikrofon fra trommesættet.
Jeg ved ikke med de andre, men undskyldningen for min uopmærksomhed er, at Claudia Durastanti går på Parkscenen om lidt. På det her tidspunkt har sommeren gjort fuldt comeback i Humlebæk. Solen virker opsat på at undskylde for de sidste to måneder, og folket på plænen synes klar til at tilgive, koste hvad det vil af skoldninger og dehydrering i de tydeligt hedeslagne, vintervante kroppe. Inde i skyggen er Durastanti lige så veloplagt og selvsikker som i går. Refleksionsniveauet i samtalen med intervieweren er tårnhøjt fra start, lige som det er det i hendes værk. Hun læser indledningen højt, hvor hendes mor møder hendes far, da han skal til at begå selvmord ved at hoppe ud fra en bro. Ifølge Durastanti har dette narrativ installeret en destruktiv anskuelse af kærligheden i hende selv, fordi det maler et billede af kærligheden som et værktøj, der skal bruges til at redde hinanden. I mellemtiden har faren mødt moren, da han reddede hende fra et overfald, hvilket lærer Durastanti noget om selektiv hukommelse og virkelighedsopfattelse. Det er et meget spændende interview, der desværre, men forventeligt, ikke er lige så velbesøgt som Oates, McEwan eller Murakami senere på samme scene. Til gengæld er det måske Durastanti, der er ved at udvikle sig til ”forfatternes forfatter,” for blandt publikum spotter jeg både Caspar Eric og Frida Isberg. Trods samtalens cruising altitude i det helt høje bevidsthedsluftlag, bliver den aldrig prætentiøs eller esoterisk. Durastanti bruger populærkultur til at forklare sine tanker. Mit nyeste, litterære celebrity crush kulminerer, da hun henkastet refererer til specifikke replikker fra Wolf of Wall Street og Game of Thrones, og på alle måder er mit verdensfjerne, åbenmundede ansigtsudtryk helt vildt i varmen, da min mobiltelefon pludselig vibrerer i lommen. Det er min kæreste. Hun er her. Jeg retter på skjortekraven, og hoster et hypotetisk liv som boggroupie ud af lungerne. Jeg møder hende i indgangen. Jeg introducerer hende til priserne på postevand.
På det her tidspunkt minder skulpturparken mest af alt om Roskilde Festival. Om det er Murakami, der går på klokken 19:30 eller om det er de få ikke-arbejdsløse litteraturinteresserede, der har fået weekend, ved jeg ikke, men pludselig er her rigtig, rigtig mange mennesker. Køerne er lange. Lydniveauet er højt. Halvdelen af klientellet i parken står med en mobiltelefon for øret og en søgende arm i vejrets 360 grader. Der var du. Nå, der var du, lyder det rundt omkring, og armene i vejret forsvinder skiftevis ned til fadøl og vinglas i græsset som det der spil i Tivoli, hvor man skal nakke muldvarper med en kølle. Først da Theis Ørntoft går på Villascenen klokken 18, sænker pulsen sig i skulpturparken. Måske endda lidt for meget. Ørntofts nyeste værk er blevet kritiseret i både Kristeligt Dagblad og Weekendavisen for simpelthen at være kedeligt, og uden at have læst værket, må jeg medgive, at lydbogen måske ikke er den bedste metode til at holde sig vågen. Ikke desto mindre tildrager forfatteren sig den opmærksomhed, som Brixvold aldrig opnåede på samme scene. Selvom højtlæsningen virker søvndyssende, er der altså også noget hypnotiserende over den. Det er en spændende, drømmeagtig lur i aftensolen, som Ørntoft inviterer til, og måske kunne der ikke have stået en bedre forfatter på scenen tæt ved indgangen til lige at få de mange nyankomnes skuldre ned.
Nu ned til Søhaven bag museet, litteraturfestivalens nyeste scene. Her er kun ét arrangement klokken 19 fredag aften, og det har jeg glædet mig til. Olga Ravn skal udføre hekseritualer. Hende og assistent, Mette, står selv og sætter bænke rundt om et bål i det sumpede græs ved søen, da et intetanende publikum bevæger sig ned ad trappen fra museet. Dåseøllene fra ramme er gratis, slå jer ned. Stemningen er farligt uhøjtidelig. Foruden sump og råd lugter her lidt af tilskuerdeltagelse og foregivet bekendtskab. Ravn giver udtryk for, hvor overrasket hun er over, at så mange er mødt op. Tidligere har hun kun foretaget ritualerne for tyve af hendes venner i en skov. Hun har en afvæbnende, nedtonende effekt på sit omkring 200 mennesker store publikum. Hun er god til at tale. Hun virker faktisk allerede som en ven eller en yndlingslærer fra folkeskolen, som man kunne gå hen og spørge om hjælp. Ravn demonstrerer samme tilgang til det moderne boom af spiritualitet, som jeg er blevet vant til fra min astrologielskende storesøster. Man engagerer sig med nysgerrighed, og man tror faktisk delvist på nogle af tingene, men man gør det med en selvironisk distance, der kan korrigeres afhængigt af selskabets overbevisning. Om ikke andet skader det jo ikke nogen. Skulle man tro, indtil Ravn viser, hvordan det første ritual skal udføres. Hun dypper sin finger i en blanding af urter og olivenolie og smører det på øjenlågene, fordi det gør, at man ser verden tydeligere. Desværre kommer Ravn til at tage for meget olie på fingeren, og da hun tværer det i øjnene bliver hun blændet og snottet. Ingen synes det er sjovere, end Ravn selv. Den uhøjtidelige, forsøgsvise tilgang til spiritualiteten er hermed cementeret, og en grinende Ravn er nødt til at vaske øjnene med vand. Olien går på omgang, og trods sit eget uheld er Ravn faktisk lykkes med at få publikum til at deltage. Vi tværer velvilligt urter i øjnene, binder garn i løkker og lægger det på skulderen for at beskytte mod ånder formodentlig, dypper ærtebælg i honning og åbner dem for at se fremtiden. Ritualerne er et hit, for hvorfor ikke. Alle overgiver sig fuldstændig til Olga Ravns venligt insisterende, men også velkommende og sympatiske attitude overfor sine 200 nye venner i skoven og hekseritualerne. Lige indtil, at hun beder os om at tage skoene af, spurte barfodet frem og tilbage i sumpen mellem skoene og et træ, imens vi råber navnet på vores idol, før vi skal tilbage og ”stille os i en cirkel”. Det bliver kraftigt et nej tak herfra, Olga. Jeg skal til at prikke min kæreste på skulderen, men hendes finger er allerede dybt begravet i min nyre. Hurtigt, før de giver os hatte på.
Vi flygter langs stien over til Parkscenen. Vores skræmte ansigter og skrigene i det fjerne, får flere af de modgående til at vende om på stedet, imens de kan. Jeg har det som Natholdet-klippet med den lille dreng til Volleyball-dag med fritidsklubben. ”Jeg skal bare hjem”. Men først skal jeg besejre Haruki Murakami. Han har omdannet hele området omkring Parkscenen til et hav af mennesker, der forsøger at finde ordentlige siddestillinger. Min kæreste skal på toilettet, og jeg kender ét, men både det og udgangen er på den anden side af menneskehavet. Vi kæmper os frem. Til tider virker det nemmere bare at lade sig falde mod jorden i et af krumspringene over hænder, der dækker for solnedgangen, for så kunne man være heldig at crowdsurfe direkte til Humlebæk Station. Det sker aldrig. Det tager os tyve minutter at lege Moses, og selv da mellemrummene mellem misfornøjede tilråb og tasker at træde på bliver større, forfølger Murakami os på storskærme og højtalere, tilsyneladende kun placeret, hvor de kan være allermest i vejen. Da vi endelig kan ane verdenen udenfor litteraturfestivalens boble af tunsandwich til skampriser, Kronenbourg 1664 blanc, garn på skuldrene og Murakamis omnipræsente, hånende grin, griber Skat min hånd: ”Vi skal da lige i gavebutikken.” Jeg køber en trøje på tilbud.
Selvfølgelig ser jeg først, at der er tekst på ryggen, da vi går hjem langs strandvejsudstillingen. I went to Louisiana Literature, står der, and all I got was this lousy T-shirt, men, må jeg indrømme, også to åbningsdage sprængfyldt med prosa i verdensklasse, enormt veloplagte, prisvindende navne, der alle lod til at respektere og værdsætte arrangementet, hinanden og et publikum, der for resten var af den høfligste, mest engagerede og hensynsfulde art, som jeg længe har oplevet til en festival eller nogen anden stor forsamling i Danmark. Det er en meget stor trøje.
