Luftpuppen snurrer – Haruki Murakami 1Q84 BOG 2
Murakami skal have tak for at skrive en fængende ikke-naturalistisk roman, også selv om bind 2 ikke helt lever op til løfterne fra bind 1.
Citat
Folk sad i sofaerne og talte lavmælt sammen, og deres stemmer rungede hult som suk fra væsner, der fik revet indvoldene ud. Det tykke bløde tæppe mindede om fortidig mos på en arktisk ø og opslugte lyden af folks fodtrin i sin akkumulerede tid. Mænd og kvinder kom og gik i lobbyen som en flok spøgelser bundet til stedet af en gammel forbandelse, dømt til at genspille deres tildelte roller igen og igen. Mænd i jakkesæt, der sad stramt som rustninger, og unge slanke kvinder iført smarte, sorte kjoler på vej til diverser ceremonier i hotellets mange festsale. De bar små, men dyre smykker, der som vampyrfugle på jagt efter blod higede efter det mindste lysskær at reflektere.
1Q84 er hverken naturalistisk eller minimalistisk. Den handler ikke om almindelige menneskers hverdagsproblemer, skilsmisser eller livet i provinsen. Det er fandeme verdens skæbne, der er på spil her! Død og sex, lange litterære ekskursioner og uforklarlige hændelser styrer dagsordenen – hvor forfriskende er det ikke, når hovedstolen sættes for døren.
Men så må jeg også sige, at for mig er Murakami bedst, når han holder lidt tøjler i sig selv. Hans bøger er bedst, når det overnaturlige presser sig gennem virkelighedens tynde vægge og siver ind i synsfeltet som en sort plet. Det overnaturlige skal være som en elevator, der pludselig falder gennem skakten, så maven ryger op i halsen. Det skal være uforklarligt men uomgængeligt.
I bind 2 er det ligesom i forrige bind Tengo og Aomame, der fortæller på skift. Det skæbnebestemte møde mellem dem nærmer sig. Deres historier har været bundet sammen, siden de som børn holdt i hånd, og nu er det sekten Sakigake, der binder dem sammen. Den 17-årige Fukaeri, hvis roman ”Luftpuppen” Tengo har været ghostwriter på, flygtede som 10-årig fra sekten, og Aomame har fået til opgave at snigmyrde lederen af sekten.
Det seksuelle og beskrivelserne af kvindekroppen er lige lovligt påtrængende i andet bind af 1Q84-serien – ligesom det var det i bind 1, og ligesom det satiriske nyhedsmagasin Rokokoposten i øvrigt konkluderer. Samtidig er der en hel del huller i historien, karakterer forsvinder pludselig ud af historien uden forklaring, og kompositionen er rimelig løs, i forhold til hvordan Murakami plejer at afvikle sine fortællinger. Det der skal være bind tos klimaks, Aomames møde med og planlagte mord af Sakigakes leder, trækkes ud, og virker fladt og forceret, selvom der spilles på alle det dramatiske orgels tangenter.
I 1Q84 gennemsyrer det overnaturlige fortællingen, her er det normen i stedet for undtagelsen. Murakamis roman er nemlig en postmoderne leg med metalag, og muligvis er hele handlingsforløbet skrevet af en forfatter i romanen, en bog i bogen. Vel næppe nogen ny idé inden for den magiske realisme. Det er måske derfor, at Aomame og Tengo fremstår som konstruktioner og ikke mennesker, men det føles utilsigtet og er utilfredsstillende.
Selvom man glider let igennem Murakamis sprog, så er han i 1Q84 dog lidt for glad for sammenligningen som billedsprog. Alting er ’som’ noget andet, se fx tekstboksen til højre. Det er voldsomt ornamenteret, men også tomt ladet med varm luft, og som dominerende retorisk greb bliver det trættende i længden.
Denne kritik til trods sluger man hurtigt 1Q84 bind 2. Romanen er bestemt ikke dårligt skrevet, og der er da mange gode og mindeværdige scener. Desuden er den rubriceringsumulige blanding af genrer også utrolig forfriskende. Efter endt læsning føles det imidlertid ikke så hårdt, at bind 3 først kommer til august, hvorimod måneden mellem bind 1 og 2 var utrolig lang.
