En luge til erindringen – Karl Ove Knausgård & Fredrik Ekelund HJEMME – UDE
Knausgård og Ekelunds mailveksling tager med VM 2014 som udgangspunkt læseren med på en velskrevet og passioneret, men for lang beretning om liv, litteratur og fodbold
Citat
Et godt eksempel her kan være den måde hvorpå han gled forbi Shilton i 86-VM’et … det utrolige ved den næsten uendelige dribleserie, hvor englænder efter englænder bliver afdriblet og passeret, er at alt var improviseret, at alt tilhørte øjeblikket, og at det Maradona gjorde, hele tiden var at læse de tilløbende modspilleres forestillinger om hvad der ville ske, og så gøre noget andet … Sikke en koncentration, sikke en åndsnærværelse!
En norsk forfatter og fodboldfanatiker i sit hjem i Sverige, en svensk ditto på udebane i Brasilien. Det er udgangspunktet for Karl Ove Knausgård og den svenske journalist og forfatter Fredrik Ekelunds charmerende, indlevende og halvnørdede, men lige vel lange brevveksling om VM 2014, HJEMME – UDE.
Knausgård sidder på sit kontor og ser – når han har tid for sin familie, sit redaktørarbejde og sin essayskrivning – halvsovende så mange kampe som muligt. Ekelund er i Brasilien, bor hos forskellige venner og ser kampene på barer, gader og live på stadion.
Ligesom de skrivende er geografisk adskilte, insisterer de også gennem hele mailkorrespondancen på at opretholde en forskel i måden, de hver især går til verden – og dermed fodbolden – på. Knausgård fremstiller sig selv som en sortseer, der elsker destruktivt forsvarsspil og 0-0 kampe, mens Ekelund insisterer på sin rolle som romantiker og beundrer den brasilianske sambabold, jogo bonito.
Selvom det er fodbolden og mere specifikt dette ene VM, der er omdrejningspunkt for bogen, begrænser Knausgård og Ekelund sig langt fra til at udveksle meninger om, hvem der har lavet VM’s hidtil bedste mål eller Robbens irriterende attitude. Fodbolden er i stedet porten – eller som de kalder det, en ’kalenderluge’ – til andre af livets store spørgsmål. Erindringer om fjerne somre, bortgangne forældre og skilsmisser blandes med en ofte overlegen lethed sammen med litterære oplevelser og politiske refleksioner over emner så forskellige som debattonen i Sverige, det højrenationales genopblomstring i hele Europa og de sociale og økonomiske skævheder i Brasilien.
Knausgård skriver umiskendeligt som Knausgård, det er tydeligt, at selv det at skrive fodboldmails er en selvundersøgende og -udleverende proces. Han tør skrive storladent og selvbevidst, om sig selv, sin rolle som forfatter og familiefar – og om fodbold, ikke mindst:
– At tale om fodbold … er at tale om ingenting, og om ni dage er VM ovre, efter det vil al intensitet, alle følelsesudbrud, al glæde og al sorg være meningsløs, for hvad øste vi det udover? Ingenting. Men pointen er, kan man måske uddrage af alt dette, det er selve det at øse ud som er pointen, ikke udløsningens objekt. Altså, glæde, sorg, intensitet har en værdi i sig selv.’
Ekelund er heller ikke nogen ueffen medspiller, han analyserer både fodbold, svensk og brasiliansk kultur, politik og litteratur klogt og med stor passion. Men hans breve virker lidt for selvbevidste, hans skrift, betragtninger og associationer hviler ikke på samme måde i sig selv som Knausgårds. Det starter allerede ved at flere af hans mails indledes med en lidt påtaget høvisk ros til Knausgårds foregående betragtninger: ’Der er noget overmåde beroligende og smukt over dine breve fra Österlen’, ’To mægtige og overvældende breve fra dig i dag.’
Til gengæld kan jeg godt lide den måde de begge – måske som en konsekvens af mailformen, der afkræver hurtige svar – forsøger at formidle deres fodboldoplevelser så umiddelbart og følelsesfuldt på. De intellektualiserer ikke for meget over at se eller spille fodbold, besidder heller ikke fodboldanalytiske evner, der overstiger enhver amatørspillers. De er begge flere niveauer over den sædvanlige fodboldkommentator til at sætte ord på den flod af irrationelle følelser, som et VM, med alt hvad det indebærer af dramatik (Suárez!), sejre og nederlag, vækker.
Alligevel føles bogen med sine 596 sider et godt stykke for lang. Det skyldes nok, at brevene ofte har et anstrengt skær over sig, især i måden de to forfattere forsøger at holde fast i, at deres verdens- og dermed fodboldsyn er så væsensforskelligt, selvom de et langt stykke af vejen er mere enige end uenige. Denne forskelsinsisteren bliver i samspil med deres overdrevent venskabelige tone en anelse trættende, men også forvirrende, den fremstår fortænkt – de er både enige og ret ens. Så er det mere befriende, når de giver lidt slip, lader humoren komme på banen, som når Knausgård eksempelvis underskriver sine breve ’Ángel di Karlovano’ eller bare ’Karlovaldo’.
Ligeledes virker det også som om, at det enkelte steder er gået lige lovligt hurtigt med en ellers fin oversættelse. Eksempelvis bliver det næsten frustrerende, at Colombia spillede så god en slutrunde og nåede kvartfinalen, når landet konsekvent benævnes Columbia. Øv, nu surmuler jeg, men det er altså lidt sjusket og gør ikke noget godt for et langt hen ad vejen underholdende og klogt gensyn med den bedste VM-slutrunde meget længe.
