Lusens amputerende kys – Comte de Lautréamont MALDORORS SANGE
’Smuk som en symaskines og en paraplys tilfældige møde på et dissektionsbord.’ Denne berømte snip har for evigt bundet Lautréamont til surrealisterne, men husk på at Lautréamont først og fremmest er sin egen.
Citat
Jeg vil med nogle få linier beskrive, hvorledes Maldoror var god i sine første leveår, hvor han levede lykkelig; det er hermed gjort. Han blev siden klar over, at han var født ond: en besynderlig skæbne! Han skjulte sin karakter så godt han kunne i et stort antal år; men til sidst steg blodet ham til hovedet, på grund af denne koncentration, der ikke var naturlig for ham; indtil han, da han ikke længere kunne udholde et sådant liv, beslutsomt kastede sig ud i ondskabens karriere… en sødmefyldt atmosfære!
I 1917 stødte den franske surrealist Philippe Soupault ved et tilfælde på en bog, der skulle få utrolig stor betydning for den surrealistiske bevægelse. Godt gemt af vejen i matematikafdelingen i en lille parisisk boghandel stod MALDORORS SANGE af den ukendte Comte de Lautréamont. Han tog bogen med sig og oplevede snart at blive fuldstændigt overvældet af værkets dristige, infernalske fremfærd. Dette var et værk, der inkarnerede mange af de forestillinger, som han, Breton, Aragon og de andre litterære avangardister gjorde sig om den nye litteratur, der skulle tage over efter 1. Verdenskrigs desillusionerende ødelæggelse.
Værkets egentlige ophavsmand var den uruguaysk fødte Isidore Ducasse, der i 1867 havde bosat sig i Paris for at hengive sig sine skriverier og her havde antaget pseudonymet Lautréamont. Tre år efter sin ankomst til den franske hovedstad døde Ducasse imidlertid, blot 24 år gammel, uden på det tidspunkt at have høstet nogen videre anerkendelse for sit talent.
Det er ikke noget under, at Lautréamont aldrig brød igennem i sin samtid. MALDORORS SANGE er et bizart værk, der virker opsat på at afskrække sin læser. Vi er eksempelvis blot et par sider inde, da det beskrives, hvilken nydelse det er at bore sine negle ind i brystet på en lille dreng og drikke blodet fra hans sår, mens han græder. Der er desuden ingen handling, der er intet persongalleri, der udfolder sig. Skildringen af ondskab er værkets drivkraft, og det skal gøre ondt at læse det:
– Hvis du følger mine forskrifter, vil min poesi modtage dig med åbne arme, lige som en lus amputerer en hårrod med sine kys.
Den høje koncentration af makabre scener og uartige ord har den uheldige konsekvens, at den skubber værket ud på en knivsæg mellem det provokerende og det decideret trættende. Men selvom man af og til føler sig som gidsel snarere end medpassager på Lautréamonts ekspeditioner ud i det menneskelige skyggeland, så er det netop her, værkets enestående kvaliteter befinder sig. MALDORORS SANGE er et opgør med skønheden i konventionel forstand og troen på såvel Gud som menneskets godhed.
Det var denne oprørstrang, surrealisterne identificerede sig med. Samtidig forelskede de sig i Lautréamonts opfindsomme måde at skabe nye konstellationer af skønhed på, som i det velkendte møde i sjette sang mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord. Dette billede er ofte blevet fremhævet som en indkapsling af surrealismens ideologi.
Men der er unægtelig noget bagvendt i at gøre Lautréamont til garant for en ideologi, der først opstod halvtreds år efter hans død. Der er noget uretfærdigt i at læse hans værk i relation til surrealisterne, når denne relation slet ikke fandtes, da det blev skrevet. Lautréamont er først og fremmest sin egen. Så læs ikke MALDORORS SANGE som surrealismens bibel, hvis du kan lade være. Læs i stedet bogen for dens svulstige angreb på det gængse, læs den for dens sprøde originalitet og læs den som et stort værk af en af verdenslitteraturens sande enere.
