Lykken er … – François Lelord HECTORS REJSE ELLER JAGTEN PÅ LYKKEN
Den franske psykiater og forfatter serverer en lettere udkogt gryderet fyldt med lykke, lykke, ulykke og mere lykke.
Citat
… nogle af patienterne lykkedes det ham at helbrede fuldstændigt; andre kunne han holde ved godt helbred hvis de ellers fortsatte med at tage deres piller hver dag og med at komme og snakke med ham fra tid til anden; og endelig var der dem, han højst kunne hjælpe med at leve med deres sygdom, ved at gøre den så udholdelig som overhovedet muligt.
Men Hector var stadig ikke tilfreds med sig selv.
Han var ikke tilfreds med sig selv, for han kunne jo godt se at han ikke kunne gøre folk lykkelige.
Når man befinder sig i køen i Netto en almindelig sjapgrå onsdag, kan det godt virke som noget af et paradoks, at danskerne flere gange er blevet kåret til verdens lykkeligste folk. Onde tunger turde hævde, at danskeres lykke er direkte proportionel med vores forbrug af lykkepiller, og det er måske dette forhold, François Lelord har aflæst i sine ulykkelige, men selvfølgelig også franske, klienters hængeøjne. Lelord er uddannet psykiater, og det skinner tydeligt igennem i HECTORS REJSE ELLER JAGTEN PÅ LYKKEN, som er hans første roman på dansk.
Hovedpersonen Hector er, som Lelord selv, psykiater i en by, der kunne minde om Paris, i et land, der kunne minde om Frankrig. Han er oven i købet en dygtig en af slagsen, men lige meget hvor god han er til at lytte, og uanset hvor meget medicin han udskriver, kan han ikke gøre patienterne lykkelige. Det synes han selv er ret underligt, og han beslutter derfor at tage på en rejse, der skal have som mål at opspore lykkens hemmelighed.
Hector møder en masse mere eller mindre lykkelige mennesker på sin rejse, og han forsøger at udlede et sæt grundregler ud fra de problemer, der måtte stå i vejen for deres lykke. Lykkereglerne fungerer som romanens skelet, og hovedparten af de korte kapitler munder ud i en formulering af en eller flere regler, som opsummerer afsnittets hovedpointe. Eksempelvis møder Hector på flyrejsen mod Hongkong en forretningsmand, som brokker sig over at sæderne på business class ikke kan lægges lige så langt ned som sæderne på første klasse. Af dette udleder Hector lykkeregel nummer 1: ’Man kan spolere lykken ved at lave sammenligninger’. Reglerne noterer han ned i sin – til formålet medbragte – notesbog, og så kunne vi ellers stoppe her.
HECTORS REJSE har nemlig ikke rigtig mere at byde på end opstillingen af disse lykkeregler, hvoraf op til flere grænser til det stupide: ’Lykken er at have hus og have’ (!?). Vi kommer ikke under huden på nogen af bogens bipersoner, endsige på hovedpersonen selv. Hector har ikke anden funktion end at viderebringe halvbrugte og forformidlede brevkassebudskaber og lykkeleveregler.
Ernest Hemingway udviklede den såkaldte isbjergsteknik, hvor hans sætningers minimalisme på overfladen gav lovning på en stor masse nedenunder. Lelords sætninger er også holdt i en minimalistisk stil, men der lurer ikke noget under overfladen, og derfor kommer romanen til at fremstå let og luftig trods intentioner om tyngde. Samtidig skriver han med en påtaget naivitet som let bliver trættende, og som bidrager til at man ret hurtigt får nok af den overkogte lykkeratatouille. Det virker ofte, som om bogen har været tænkt som en moderne udgave af Antoine de Saint-Exupérys børneklassiker DEN LILLE PRINS fra 1943, men Lelords lykkeovervejelser mangler den poetiske nerve som gjorde Saint-Exupérys bog tidløs.
Dermed ikke sagt at alt er ren elendighed. Skiven rammes fra tid til anden, og Hectors meditationer over døden er grænsende til det rørende. Det er bare desværre ikke nok til at løfte romanen som helhed.
