Lysets mellemrum er mørke – Helga Johansen HINSIDES
Helga Johansen skriver nedslibende og sylespidst om sindssygens mulm. Hendes stemme er barokt foruroligende, men den taler så rablende smukt.
Citat
Jeg er Opiofag fremfor Alt. Jeg skriver falske Rescepter, som Andre skriver en Dagbog. Jeg har de fnugletteste Anskuelser om Ret og Moral.
Forlaget Gladiator har påtaget sig det hverv at udgive en række oversete danske klassikere i den såkaldte Sandalserie. Det skal forestille at være klassikere ’på kanten’ af den danske kanon, og i den henseende virker Helga Johansens HINSIDES som et oplagt valg, selv om den er så meget på kanten, at det mere virker som om, den vælter sig hovedkulds fra bræmmen, styrtdykkende ned i afgrunden.
Bogen har rod i Johansens egen biografi. I 1880’erne blev hun indlagt med ondt i sindet, og hun røg hurtigt videre til Sct. Hans, fordi bedringen ikke var hende forundt. Det lykkedes hende dog at flygte under udgang, tilbage til København. Her blev hun rask nok til at fungere og til at skrive om sin sygdom, hvilket hun gjorde i HINSIDES, som første gang udkom under pseudonym i år 1900.
Selv om Johansen altså er kommet ud på den anden side, er afgrundens mørke stadig det kit, der holder hendes fortælling sammen. Synsvinklen er den sindssyges, og sætningerne tager anstrøg deraf. Hendes sprog er smukt, klart og billedskabende, men der danser et afsind nedenunder. Johansen selv kalder det for ’Verden inde i Mellemrummene’. Denne verden kan kun den syge fornemme. Bedring og tilbageskridt findes kun i lægens verden, ikke i patientens. Denne føler blot et kontinuum af malaise med rod i afbrudt opiumsdruk og frihedsfratagende opsynsdamer.
Inde fra dette rum taler Johansens stemme. Hun er velvidende om, at hendes omverden ikke kan forstå. De andre kan kun se lyset som en kontinuerlig linje, de ser ikke lysets mørke mellemrum. HINSIDES er derfor også en rebelsk bog, et opråb fra afgrunden. Det gør den forfriskende morsom på trods af sit tema, for Johansen har et skarpt og kynisk blik for de sandheder, som kan være så nedbrydende komiske, når de fremlægges og kommenteres. Læger, sygeplejersker, andre indlagte, familien og institutionerne ridses bramfrit i lakken, så sygdommen i lige så høj grad bliver et oprør mod det konforme, det etablerede. En nødvendig modvægt til det raske.
Og så er vi tilbage ved denne skæve kanon. Sammen med Henrik Bjelkes HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE synes Johansens oprør fra afgrunden at mime seriens formål; en syg modvægt til den raske og etablerede kanon. Der er for meget lys i det officielle, det må dog også have sans for mørket. Spørgsmålet er så, om det kan forsvares at indsætte disse værker i en kanonisk ramme, der blot fungerer som mosebøger for et andet parnas. Fratager det ikke netop værkerne deres rebelske og skæve potentiale at blive indsat i en kanon, hvor skæv den så måtte være?
Nej, vil jeg sige. Dertil er teksterne for sprælske og for sansemættet sprogligt fantastiske. HINSIDES er plastisk flydende i sit output og lader sig ikke sådan forme af forfladigende epiteter. Johansen forvalter et rigt og krystalklart sprog, og at en bog kan og bør læses for sin stil alene, er i sig selv grund nok til en genudgivelse. Jeg vælger derfor at opfatte forlagets idé om en kanon som en høflig, men insisterende udstrakt pegefinger, der kan henlede opmærksomheden på dansk litteraturs tidselplanter. Selv om de er ukrudt, er de jo smukke at se på alligevel, og jeg glæder mig til at se, hvad der peges belevent på i fremtiden.
1 kommentar