Må man lege Gud? – Susanne Staun MARTAS HJERTE
Kan det på nogen måde forsvares, at et menneske tager et andet menneskes liv? Det spørgsmål stillede Dostojevskij i sin tid, og nu stilles det igen, men på en ny måde, i Susannes Stauns glimrende roman.
Følgende er noget så usædvanligt som en anmeldelse af en anmeldelse. For Susanne Stauns nye roman MARTAS HJERTE er een lang politianmeldelse, hvori Simon anmelder sin storesøster Marta for en lang række mord, hun har begået i løbet af sit 46-årige liv.
Marta er imidlertid ikke nogen almindelig morder. Hun besidder usandsynligt meget – og måske for meget – empati med omverdenen, og dræber således ikke for sin egen skyld, men for at udfri andre fra deres lidelser. Dette plot genkalder sig oplagt dilemmaet i Dostojevskijs klassiker FORBRYDELSE OG STRAF, der handler om en ung mand, Rodion Raskolnikov, der dræber en ond pantelånerske for at frelse de mennesker, hun piner. Spørgsmålet, som begge romaner stiller, er, om det kan forsvares at tage et andet menneskes liv, hvis det gøres for at mindske totaliteten af lidelse i verden.
Som bekendt ender Raskolnikov med at erkende, at han har taget fejl og med villigt at udsone sin straf. Dermed konkluderer Dostojevskij, at det ikke er tilladt mennesket at lege Gud ved at dræbe et andet menneske – heller ikke selvom drabet begås af fuldstændigt uselviske årsager. På den ene side konkluderer fortælleren Simon det samme i Martas hjerte i og med, at han vælger at anmelde sin søster. Men romanen igennem holdes spørgsmålet åbent, både fordi Simon hele tiden er i tvivl om, hvorvidt han gør det rette, og fordi Marta, romanens egentlige hovedperson, forbliver fuldstændig sikker på, at hun selv handler ret og alle andre forkert.
Er Marta blot psykisk syg, eller er hun godheden inkarneret, en jesusfigur, der føler andres smerte som sin egen? Susanne Stauns roman giver stof til eftertanke, så den forbliver med sin læser også efter endt læsning – og det gør kun de allerbedste romaner.
