Maleriets bagside – Kristín Marja Baldursdóttir KARITAS UDEN TITEL


Islandske Kristín Marja Baldursdóttir imponerer med en gribende fortælling om kvindeskæbner på Island gennem et halvt århundrede. KARITAS UDEN TITEL er en kvindelig pendant til Halldór Laxness’ hovedværk FRIE MÆND.

Citat

Det er den blå kande, jeg så her den første morgen, sagde hun.
Den var hvid.
Nej, den var blå.
Du vil ikke male bjerge og slet ikke ansigter, hvad er det, du gerne vil opnå?
Jeg længes efter kaos.
Jeg kan ikke se noget kaos i en blå kande.
Der skal nok blive kaos, det er inde i mig, kommer, når jeg har fået lov til at male frit og længe og være mig selv.

Karitas er yngste pige i en søskendeflok på fem. Deres mor er alene efter faderens forsvinden på havet, og trods usle kår har moderen bestemt sig for, at hendes børn skal have en uddannelse og blive til noget. De rykker mod alles forventning teltpælene op fra deres bolig på det barske vestland og drager østom (!) til Akureyri på Islands nordland. Her bosætter de sig og efter nogen tid med ulidelig hårdt arbejde på havnen, kommer pigerne og efterhånden de to små drenge i vej.

Karitas skiller sig med sine kunstneriske evner ud og får betalt et ophold på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København, hvor hun tager en uddannelse som billedkunstner. Denne del af Karitas’ liv hører vi forsvindende lidt om, inden hun vender hjem til Island, møder den uimodståelige fisker Sigmar og pludselig finder sig selv som fiskerkone i en bette hytte på østlandet. Herefter går det både op og ned i en evindelig tvist mellem kunsten og husmorpligterne.

Romanen er et velkomponeret konglomerat af historie, kærlighedsdrama, diskussion af forholdet mellem liv og kunst samt en uforbeholden hyldest til (alle) islandske kvinder. Der er så meget kvindegods i denne bog, at hårene under armene vokser lidt hurtigere under læsningen, og der udsondres en sær form for stærkt tiltalende kvindefællesskab trods mange af kvindernes nedrige sider. Mændene er ofte reduceret til fraværende fiskere og småtossede onkler, og hele det hjemlige univers er styret af kvinder. Baldursdóttir har researchet grundigt og bogen rummer præcise skildringer af livet på landet, som det har set ud på Island i den første halvdel af 1900-tallet.

KARITAS UDEN TITEL er ikke kun bogens titel, men også overskrift på de indlagte tableauer, som på fortrinlig og eleganteste vis er tekstfraser over Karitas’ billeder. Disse fraser er fortalt i 1. person i modsætning til resten af fortællingens tredjepersonsfortælling. Det giver en fin vekselvirkning mellem indre og ydre Karitas og fremmaner samtidig hendes billeder på læserens nethinde. En raffineret detalje.

Som i megen anden islandsk litteratur er der et umiskendeligt eventyrligt præg over fortællingen. De 17 katte, der har en central rolle, er vildt uhyggelige, ligesom de kvinder, der om natten hjemsøger Karitas. Naturens voldsomme kræfter spiller ind på karaktererne, og jeg sad selv og krøb sammen under de værste storme. Baldursdóttir er en dygtig fortæller, der mestrer at kombinere kulturhistorie med kærlighedshistorie.

Som forelagt i Louise Rosengreens artikel Frie kvinder? er KARITAS UDEN TITEL en art kvindernes FRIE MÆND. Med begge bøger i bagagen har man et godt indblik i den islandske udvikling fra bondesamfund til moderne samfund. Lægger man Hallgrímur Helgasons ISLANDS FORFATTER oveni, skulle man være dækket ind.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *