Foto fra postkortfralangestrand.dk

Malkemaskinen standset – Malk de Koijn og Christian Langballe (red.) POSTKORT FRA LANGESTRAND


Med POSTKORT FRA LANGESTRAND har vi fået samling på noget af det mest usamlede, rapgruppen Malk de Koijn. ‘Slap af i dit sind og løsn spændetrøjen’, lyder lektien rimende.

Citat

Mangler en halv gris i flutes og en cola

Trækker kun nitterne i denne her tombola

Emile Zola og Baudelaire

Ved de har haft det præcis sådan her

Year, en ny litteraturskat

Fucker med dit eventyrland som Filurkat

Toback to the fromtime, TOBACK TO THE FROMTIME (2011)

På opslaget side 14 -15 i den store, tunge, lækre coffee-table-bog POSTKORT FRA LANGESTRAND, der dokumenterer rapgruppen Malk de Koijns 20 årige virke, ser vi et postkort fra westcoast-rappens arnested Long Beach, Los Angeles. Postkortet er underskrevet ’Tobias’, men er angiveligt skrevet af Blæs Bukki, stemplet 20/8 1994 og sendt til Tue Track i Hillerød med en påmindelse om at hilse ‘Blæs og Geoglo’. Altså det tredje medlem af Malk de Koijn – foruden postkortskriveren selv? Forvirringen bliver ikke mindre udtalt, når det af postkortet fremgår, at afsenderen er i gang med at researche til ‘en bog om Mall Di Koojl’ – som om rapgruppen, der endnu ikke eksisterer, allerede er historie. Der er grundigt kuk i kronologi og afsender/modtager-forhold og det virker, som om postkortskriveren er aldeles ligeglad med, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre.

Postkortet fungerer som et blueprint for, hvad der skulle blive Malk de Koijn: Med solidt udgangspunkt i amerikansk hiphopkultur brydes tid, sted, rum og person ned, og på byggetomten skabes en uimodståelig ny og gennemgribende fri verden. På en hel række niveauer tænder og afbryder det undseelige postkort strømføringen mellem denne verdens Long Beach og fantasiøen Langestrand. Det vidner om Blæs Bukkis purunge bevidsthed om brugen af det amerikanske genreforlæg: Vil man være god, skal man gøre som de gode – vil man være bedre, skal man lade være med at gøre som de gode.

 

Foto fra Malk de Koijns Facebookgruppe (Tape på Geolo G's brystvorter er "for ligsom at holde crowden tilbage fra at give os patvridere midt i showet")
Foto fra Malk de Koijns Facebookgruppe (Tape på Geolo G’s brystvorter er “for ligsom at holde crowden tilbage fra at give os patvridere midt i showet”)

Det største aktiv i POSTKORT FRA LANGESTRAND er, at samtlige Malk de Koijns tekster nu findes i en autoriseret version. Når det ret så omfattende tekstkorpus ligger foran én i form af skrift sirligt opsat som lyrik, så er første indskydelse, at et overgreb har fundet sted. Noget essentielt frit og dynamisk er blevet fikseret, fuglen er fløjet og støvet har lagt sig på museet, eller hvad? Kigger man på bogens omslag, der i sin mørkegrønne stofryg og sit (umiddelbart) kedelige Aberdeen-motiv giver indtryk af en amts- eller kirkebog fra 1988, ja så er man tilbøjelig til at svare ja. Men ligesom amtsbog hurtigt holder op med at være amtsbog, holder overgrebet mod rapteksterne hurtigt op med at være et overgreb. Musealiseringen af tekstoperativet har nemlig en svimlende effekt i og med skriftens evne til at fastholde. Skriftliggørelsen af ’Musclebundt’, ’Jim Daggerthuggert’, ’Klap din hoddok’ osv. giver os et helt andet overblik over alle rimene, alle betoningerne, alle knopskudsbetydningerne, alle sprogbillederne, alt liret. Her midt inde i nummeret ’Jan’s break’, TOBACK TO THE FROMTIME (2011):

– Han er DJ Jan [fra MC Einar] eller Jannick

Hvis du ik kender hans navn la vær og panik [indrim over linjebrud + enderim, udtale på engelsk]

For du ved Jan trækker den i land ik [lystfiskermetafor + indrim + parallelrim over to ord]

Når der er blockparty i Store Kannikestræde [parallelrim midt i stednavn]

POSTKORT FRA LANGESTRAND er meget mere end tekst. Det delvist kronologiske men meget sparsommeligt kommenterede forløb i bogen giver indtryk af, at det ordløse/grafiske materiale (bandfotos, koncertfotos, notesbøger, plakater) er ligeså vigtigt som alle ordene. Man kunne aflæse dette mediedivergerende princip som en opfordring til at læse Malk de Koijns tekster som visuelle udtryk? Det er nu ikke hovedfokus i bogens række af nyttige sekundærtekster (der alle har været tilgængelige før). Til gengæld tydeliggør disse analyser den fælles præmis, at Malk de Koijns tekster er lyd, rytme, flow før de er betydning. En reportage fra Jyllandsposten taler om ‘absurde sætninger’, Anne Sæhl Sørensen om den ’tiltider decideret nonsensiske lyrik’, Lars Bukdahl hæfter sig ved, ‘at meningen får lov at spille andenviolin’ og Daniel Robert Andersen mener at ‘Stilen er […] lettere vrøvlende’. Selvfølgelig har ekkokoret ret et stykke af vejen, men det er misvisende (i det mindste upræcist), når Malk de Koijn fremstilles som ordgejl uden mening.

Mening er der nemlig nok af, men måske en anden form for mening, end den vi umiddelbart forventer. Nok er Malk de Koijns tekster grænseløst fabulerende, ‘fordi vi alle tre godt lide at forestille os noget andet end det, der er’, som Geolo G siger i et af bogens genoptrykte interviews. Men virkelighedsflugten til Langestrands fatamorgana starter og slutter ved det helt nære og mest konkrete: Ved ord der ligner og lyder som andre ord, nuvel, men jo altså også (som Anne Sæhl Sørensen faktisk demonstrerer rigtig godt i sin artikel) i og ved zonen omkring den rappende krop. Alt det, der kommer ud og ind af kroppen – lort, mad, sperm, røg etc. – alt det cirkler Malk de Koijns tekster om. Vi har et helt gammeldags og ordinært tema, blot i den lavere, mere primale ende af registeret og derfor måske sværere at identificere. Men nonsens? Næppe.

Lad os afslutningsvis tage et eksempel fra klassikeren ’De rigtige McCoys’ (2002), hvor Tue Track påtager sig rollen som den skrydende Lil Asger, der (vist nok) forsøger at imponere rapmakkeren Smør 40 (Geolo G):

– Du fatter ik hvorfor tøserne griner når jeg fyrer en vits a
Den er sikker hver gang, jeg høj som det Røde Tårn i Pizza

Her har vi rigtig nok ordspillende, fartindjagende grundvrøvl, for hvad vil det sige at være høj som det røde tårn i pizza? Det skæve tårn i Pisa kan anes svagt, men kun svagt. Ergo: Meningsløst men finurligt rim på ‘vits a’/‘pizza’. Enhver der har spist en pizza af en grillbar-pizzabakke vil imidlertid kunne genkende beskrivelsen. På et af de mest brugte pizzabakkeprints ser man en tyk pizzabager, hvis grønne forklæde bærer budskabet I LOVE PIZZA trykt med rød skrift. I’et i pizza er byttet ud med omridset af Det skæve tårn i Pisa (velsagtens som en reference til Toscana, pizzaens hjemegn) og rager godt op imellem bogstaverne. ‘Det røde tårn i (ordet) pizza’ er altså en hverdagsrealistisk og meningsfuld sætning, der beskriver mademballage. Lil Asgers identifikation med det opsigtsvækkende bogstav passer ligeledes fint med hans forudgående forhippelse på at være bedst.

POSTKORT FRA LANGESTRAND dokumenterer således Malk de Koijns format. Jeg kunne savne teksten til afrocuba-parodien ‘Los Slavejes’, SNEGLZILLA fra 2002 (fraværet indikerer, at den vrøvlespanske tekst rent faktisk er uvigtig vrøvl) og stillfotos fra den legendariske musikvideo ’Vi tager fuglen på dig’ instrueret af kunstnergruppen ‘Ingen frygt’. Jeg kunne også savne udlægninger af musikken, beats’ene og groove’et og et udvidet view over Malk de Koijns placering i en kontekst uden for og før hiphop (Lewis Caroll, Per Højholt og James Joyce nævnes i forbifarten, men det er så det). Det vigtige her er dog, at Malk de Koijn findes, og at vi er nogen få udvalgte, der er så heldige at kunne læse det sære skandinaviske sprog, de rapper på: ‘Vi har den søde tand, Johnny Cola, blødt vand/ Blødt sand mellem balderne, min hånd på min Elton John’, fra ’Malk de Koijn går på gymnasium’, SNEGLZILLA (2002).

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *