Man kan erstatte klimakrisen med solceller og fred – men krisen er nu mest dragende
I en forfriskende oversættelse af Becky Chambers’ En Salme for de Vildtbyggede (2025) vil forlaget Økotopia gøre op med dystopiens handlingslammelse. Modgiften tager form efter et utopisk solcellesamfund og en introspektiv kvartlivskrise – men man savner alligevel lidt dystopiernes slibrige konflikter.
Det unge forlag Økotopia blev i 2023 stiftet som et udspring af Den Grønne Ungdomsbevægelse med det formål at udgive “naturaktivistiske bøger i kampen mod de økologiske kriser og for en grøn, retfærdig fremtid”.
Sidste år blev eksempelvis bogen Reklamemagt et befriende horn i siden på reklamebranche. Den serverede en kritik af, hvordan reklameindustrien spænder ben for klimakampen ved blandt andet ikke at tage stilling til, hvordan kundernes produktionsformer ødelægger jordkloden og medvirker til greenwashing. På den måde ruskede Reklamemagt op i de eksisterende strukturer på en både velkommen og vedkommende måde.
Økotopia har mestendels gjort sig i den slags fagbøger, manifester og debatbøger. Det er derfor en velkommen udvidelse af øko-kampzonen, at forlaget nu også satser på fiktion. Her med en spritny oversættelse af den amerikanske science fiction-forfattere Becky Chambers’ korte roman A Psalm for the Wild-Built i solarpunk-genren.
‘Og hvad er så solarpunk?’ kunne man forestille sig, at en oplyst, men ikke altoplyst, læser ville spørge.
Solarpunk kan bedst beskrives, som et opgør med klimapessimismen, der havde sin begyndelse i slutningen af nullerne og starten af tierne. Andre solarpunk-værker fremstiller, groft sagt og i paroler, en bæredygtig fremtid hinsides kapitalismen og klassesamfundet, præget af genanvendelig energi, øko-byplanlægning og sociale strukturer, der sætter fællesskab i centrum.
Altså: noget andet og mere håbefuldt end cyberpunkens uendelige noir-cementlandskaber, benzin-os, nanoneonreklamer og blod på asfalt. Et alternativ til den undertiden dybt bedrøvelige virkelighed udenfor mit vindue eller på de skærme, vi bruger alt for mange timer med.
I oversættelsens gæsteforord skriver den dansk-iranske forfatter og oversætter Shekufe Tadayoni Heiberg, at håbefulde romaner, som En Salme for de Vildtbyggede og lignende utopiske fortællinger, er en modgift mod håbløshed og handlingslammelse og ”et af vores stærkeste kort, hvis vi vil vinde forestillingsevnen og handlekraften tilbage.”
Så langt så godt. Solarpunk er altså opbyggende, kontra dystopiens nedbrydelse.
En Salme for de Vildtbyggede er den første af to bøger, som Becky Chambers i 2018 blev hyret af det amerikanske forlag Tor Books til at skrive, med det eksplicitte krav, at de skulle fejre solarpunk-genren.
Men der er en spænding mellem det krav og forfatterens motivation. I løbet af bogen bliver det tydeligt, at det, Becky Chambers virkelig er interesseret i, er menneskers evige eksistentielle problemer, og ikke så meget solceller og regenerativt landbrug.
En Salme for de Vildtbyggede bidrager dog til at skabe et håndgribeligt utopia lige nu og her gennem den stilsikre og meget elegante oversættelse af Kian Joost. Joosts danske navne på byer og steder, som fx Hødalen, Rovfuglehøj, Blæktorn og Hammerslag er håndgribelige og fine og overgås kun af robotternes herlige navne: Sort Marmor Frostfrø, To-Ræve og Pollensky. Og jeg har endnu ikke oplevet en bog på dansk, der så ubesværet har en hovedperson med de/dem-pronominer. I mit arbejdsliv har jeg oplevet tekstredaktører, der bevidst har ønsket at undgå dem “af hensyn til læseren”. Det er en fuldstændig uforståelig indstilling, når man i en En Salme for de Vildtbyggede så klart kan se, hvor ukompliceret det er.
Bogens handling udfolder sig på månen Panga, hvor Dex har en kvartlivskrise. Selvom Dex’ arbejde som omrejsende spirituel terapeut er både meningsfuldt og bringer dem fra den ene smukke, økologiske landsby til den anden, mangler der noget, som Dex ikke helt ved, hvad er.
Måske er det lyden af græshopper, som uddøde, dengang Panga for mange år siden var et kapitalistisk olieindustrisamfund.
Mens vi følger Dex’ tiltagende krise, får vi indblik i det solarpunkede samfund, som menneskene har skabt på Panga. Smartphone-agtige lommecomputere er bygget til at holde et helt menneskeliv, biler er erstattet af cykler, og mennesker er flexitarer. Boligerne ligner glasløg med farvede ruder eller er udført i genbrugstræ og hævet op i trækronerne for ikke at forstyrre jordbunden. Det lyder som enhver øko-byplanlæggeres drøm – men også helt vildt kedeligt:
“Byen var et sundt sted at være, den blomstrede. Et harmonisk kredsløb af at skabe, gøre, vokse, prøve, grine, løbe og leve. Søskende Dex var så træt af det.”
Dex er grundlæggende dybt irriterende – hvilket har mere at gøre med, at deres problemer er pinagtigt genkendelige i deres tågede utilfredshed. Som Tedayoni Heiberg skriver i forordet: “Selv i den bedste af alle verdner er konflikten ikke skaffet bort, det er tværtimod et grundvilkår.”
Gudskelov.
Dex beslutter sig for at finde græshopperne og drage ud i vildnisset, der dækker halvdelen af jorden, og som mennesker helst undgår af respekt for økosystemerne.
Som læser ånder man lettet op, da vi endelig halvvejs igennem bogen forlader de harmonisk og politisk stabile økobyer og begiver os ud på de ødelagte asfaltveje og nedbrudte huse fra før transitionstiden. Det er her, Dex møder robotten Mosplet. Det første møde mellem et menneske og en kunstig intelligens siden robotterne for længe, længe siden opnåede selvbevidsthed og simpelthen besluttede sig for ”at forlade jeres byer for altid, så vi kan se og opleve det ikke-menneskeskabte, det uberørte vildnis,” som det hedder i deres afskedsløfte.
Mosplet, hvis fulde navn er Pragtplettet Moshat (på herlig vis opkalder robotterne sig selv efter det første, de ser, når de kommer til bevidstheden), er romanens anker og fungerer som en kærkommen modvægt til Dex’ til tider meget millenialeske eksistenskrise:
“Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Hvorfor er det ikke nok?” Dex så på robotten. “Hvad skal jeg gøre, hvis ikke det her? Hvem er jeg, hvis ikke det her?”
En mere saftig utopi end de biodynamiske boliger, er Mosplet og de andre robotters levevis. Robotterne lever helt i nuet, de kan sidde i årevis og se stalagmitter forme sig. De er i modsætning til mennesker ikke koblet op på noget netværk, men kommunikerer ved hjælp af kasser med skrevne beskeder, spredt ud over hele vildnisset. Mosplet er, helt ulig Dex, ikke synderligt påvirket af tanken om sin egen ubetydelighed:
“Fordi jeg ved, at uanset hvad, så er jeg fantastisk,” sagde den. Der var intet arrogant over udsagnet, intet spydigt eller selvsmagende.”
Jeg kan så godt lide Mosplet, hans umiddelbare begejstring og vedholdende bagatellisering af Dex’ problemer. Jo mere jeg læser, jo større bliver mit ønske om at være venner med Mosplet.
I virkeligheden er En Salme for de Vildtbyggede mindre interesseret i Pangas utopia og meget mere optaget af Dex’ indre liv. Romanens kerne bliver dermed kontrasten mellem Dex’ vildfarelse og tungsind – og Mosplets ubekymrede lethed. Pointen er, som forordet også antyder, at man kan tage mennesket ud af krisen og placere det blandt solceller og rewildede skove i et samfund hinsides kønsdiskrimination, men at man aldrig kan tage krisen ud af mennesket.
Jeg må med skam og en vis politisk ukorrekthed indrømme, at jeg faktisk ikke er så interesseret i den utopiske solarpunks gnidningsfri og uproblematiske bæredygtighed. Jeg kan bedst lide, når Dex fejler, slår sig til blods eller bliver overfaldet af en bjørn.
Jeg ville ønske, jeg læste om kampen for at gøre verden bedre og ikke den bedre verden i sig selv. Men jeg drages af dystopier, fuldt bevidst om, at de henvender sig til min reptilhjerne, og at de er meget lettere at lave åndssvage og profitorienterede hollywoodfilm om.
Men måske er det pointen. Becky Chambers dedikerer på første side bogen til “Dem som trænger til en pause”. Måske fra dystopierne?
De guder, Dex’ tilbeder, har en læresætning, der lyder “Find styrken til at gøre begge”. Man må forestille sig, at det undertiden bliver både spændende og kedeligt at bygge et bedre samfund. Vi må finde styrken til begge.