Man sanser sproget i ordspillet – Stefan Kjerkegaard ILDSPOR
Stefan Kjerkegaards århusianske Ph.d.-afhandling fra 2005 er blevet til en lille bog om ordspil og ikke mindst om Per Højholt, Simon Grotrian og Peter Laugesen.
Citat
De [ordspillene] skal først og fremmest distrahere og differentiere konteksten, være præcise i deres unøjagtighed, gøre poesien til noget der kun kan siges sådan, som den altid er sagt på papir.
Jeg føler mig tit alene i verden. Når jeg ser TV eller læser Politikens tunge søndagstillæg, for hvor ævles der dog om ting og sager, der rager mig en høstblomst. Til gengæld føler jeg mig i dén grad lunt inkluderet i Stefan Kjerkegaards nye litterære fagbog om ordspil, for den handler om BÅDE Per Højholt OG Simon Grotrian OG Peter Laugesen. Det er i sig selv helt vildt, og jeg tror stadigvæk lidt, at det er løgn.
Ifølge min ordbog betyder ordspil ’leg med ord’, og den definition masserer Kjerkegaard kyndigt og belæst med en række franske vismænd uden noget sted at forsvinde ud af læserens abstraktionshorisont. Og det er i virkeligheden den første gode ting ved ILDSPOR, nemlig at Kjerkegaard ønsker at kommunikere og gør sig umage med at blive forstået. Man kunne godt have frygtet noget andet, taget det på sin vis tørt sprogtekniske emne i betragtning.
Kjerkegaards indledende definition på det fænomen, han jagter, er ’et flertydigt spil med ordene, oftest på baggrund af deres lydlige beskaffenhed’. Mod slutningen er han mere generel: ’ét udtryk med flere betydninger’ og denne mere åbne version kan jeg bedst lide. Ordspillet er nemlig et sprogligt fænomen med den udtrådte pointe, at der er mere betydning, end der er udtryk til i denne verden. Kjerkegaard gennemgår, hvordan metaforer, rim og andre lydlige sammenfald ansporer til at sanse sproget og dets ’semantiske overskud’, som han kalder det.
Til en ellers lydefri teoretisk del kunne man indvende, at når Kjerkegaard vælger at beskæftige sig med disse vilkårlige betydningsoverførsler ord for ord, så holder han ligheder, hentydninger og justeringer af længere syntaktiske og grammatiske forløb ude. Det er en skam ikke mindst i forhold til eksemplerne Højholt, Grotrian og Laugesen.
Med de oplagte eksempler H, G og L fabrikerer Kjerkegaard en facetteret og dog imponerende sammentømret kortlægning af ordspillets poetiske funktion. De tre forfattere bruger ordspillet på hver sin måde, hvilket Kjerkegaard får frem i det, han selv kalder for ’de tre forfatterskabslæsninger’.
Det er nu så meget sagt, alt eftersom Kjerkegaard selekterer kraftigt. Så kraftigt, at man ofte står tilbage med et indtryk af, at svarene er fundet før teksterne. Men på den anden side så gør Kjerkegaard vel bare det, enhver akademiker skal gøre, nemlig at skære fedtet fra og få enderne til at nå sammen. Og den disciplin er Kjerkegaard beundringsværdig god udi.
Prisen, som Kjerkegaard betaler ved at gå så resolut efter sine overordnede pointer, er, at de respektive forfatterskaber formindskes. Den diversitet og urolige turbulens, der er det allervigtigste kendetegn ved god litteratur, sættes i baggrunden, når Kjerkegaard sætter sit fokus på et bestemt aspekt (ordspil) og med et forkromet endemål (ordspillets poetiske funktion). Om Laugesen – sådan generelt set – hedder det med en tung og indsnævrende kliché, at: ’digtene skal snarere handle, end handle om noget’. Sådan tabes der på tekstbeskrivelsen, hvad der vindes på ordspilsbeskrivelsen, for nu at slutte af med et ordspil.
