Mand dig op kvinde – Kirsten Hammann ALENE HJEMME
Det kan være virkelig godt og virkelig kedeligt at være ALENE HJEMME. For bogens protagonist er det ikke spor godt. For læseren tangerer det til kedeligt og forceret.
Citat
”Hvornår gik Frederikke?” spørger hun.
Han ser på hende, som om hun er skør.
”Du smed hende lissom selv ud.”
”Hun kom da igen…” siger hun prøvende.
”Gjorde hun det? Så er der vist noget, jeg er gået glip af.”
”Hun kom tilbage, efter at jeg var faldet i søvn.”
Han ryster på hovedet og smiler.
”Det må være noget, du har drømt. Og hvorfor skulle hun det”
”Det ved jeg ikke,” siger hun og hader, at hun er så bange for ham.
Hun tør aldrig sige, hvad hun mener. Hun pakker det ind og udsætter det, det gælder stort set alt, der handler om ham og hende og deres forhold (…).
Når Sara – en freelance journalist sidst i trediverne – ser sig selv i spejlet, er alt hvad hun kan få øje på, hvordan hendes bryster nærmest forsvinder på hendes enorme skulderparti, der, på ryggen, slutter sammen i en pukkel, som var hun en kamel. Altimens hendes kropfedt er centreret på maven og på den måde ødelægger hendes sidste håb om at få noget, der minder om en talje.
Derfor er det hende ubegribeligt at forstå, hvorfor Philip, hendes smukke kæreste, som hun bor sammen med i hans store herskabslejlighed, ikke for længst har forladt hende. Og da Frederikke, med en perfekt barm og svingende hofter i smukt udringede kjoler, flytter ind ovenpå, er Sara overbevist om, at de to indleder en affære.
Nok er arbejdsløse Sara bogstavelig talt en del ‘alene hjemme’, når hun fra morgen til aften tusser passivt rundt i en grotesk modstand mod at ændre sin stilstående situation. Hun føler sig også alene i forholdet, hvor Philip tilsyneladende er mere optaget af sine to døtres ve og vel, end af den mentale destruktion Sara så åbenlyst (i hvert fald for læseren) gennemgår.
Mest af alt er hun dog ‘alene hjemme’ i sig selv og særdeles ene om sit forvrængede selvbillede. I hvert fald er hendes (tilsyneladende) eneste veninde ikke enig i den hårde selvkritik, hvorfor man som læser bliver opmærksom på, at der måske er noget andet på færde. Saras higen efter Philips konstante opmærksomhed er ganske ødelæggende og virker til at have den rene selvudslettede som mål. Så længe Philips øjne ikke hviler på hende konstant, er der ikke meget Sara tilbage.
Har man læst Kirsten Hammans roman EN DRÅBE I HAVET, kan man kende sproget, indelukketheden og passiviteten udtrykt i sætninger som ‘det er jo også for dårligt…’ Her er det også en tredjepersonfortæller, der uden særlig mange spor af sympati lader den kvindelige hovedperson fremstå præcis så tåkrummende patetisk, som hun er.
I EN DRÅBE I HAVET er hovedersonen Mette fuldtidsmor og deltidsforfatter. Via et interaktivt videospil besøger hun en række af ‘den tredje verdens’ værste steder, og med sig har hun sin dårlige samvittighed over verdens ulighed og en rygsæk fuld af klicheer. Men ude af stand til at distancere blikket og kigge ind mod sig selv, gør hun mere skade end gavn. Sådan er det også med Sara i ALENE HJEMME. Hun mærker sin destruktion, men hun er ikke i stand til at føle sig frem til, hvordan den er skabt af hende selv. Nej, det handler alt sammen om Philip, og hvordan han ikke begærer hende i alle døgnets timer. Og hvordan han ikke vil skænke hende et barn, når han ville skænke sin heks af en eks hele to små mennesker.
Sara er så pinagtig i sin desperation og ufattelig ynkelig, når hun ustandseligt græder sig til ophævede øjne over spildt sæd og mangel på selverkendelse og selvindsigt, at man godt kan irriteres og undres over, hvorfor bogen nogen sinde er udkommet. Hun er simpelthen for karikeret og det hele lidt for forceret og kedeligt. Alligevel rammer den også plet, lige der ned i den allerpinligste usikkerhed, som også kvinder på 38 – som Sara – velsagtens kan føle. Og romanen kan siges at stille skarpt på en individualistisk tidsalder, hvor fællesskab og nærvær aldrig er en sikkerhed. Subtil synes jeg nu ikke, den er.
