Mand søger mening – Pascal Mercier PERLMANNS FORTIELSER
Forfatteren til bestselleren NATTOG TIL LISSABON er nu igen at finde på dansk. PERLMANNS FORTIELSER er ikke båret af handlingen, men af en overbevisende psykologisk beskrivelse af endnu en af de dér midaldrende mænd i krise.
Citat
Philipp Perlmann var vant til at tingene ikke havde noget nærvær for ham. Men denne morgen var det værre end ellers. Uvilkårligt lod han den russiske grammatik synke og så over verandaen, hvis høje vinduer genspejlede en skævtvoksende pinje. Der indenfor, ved bordene af skinnende mahogni, ville det ske. De ville sidde og se forventningsfuldt på ham der sad oppe foran dem. Og efter en ulideligt langtrukken tavshed og en åndeløs standsning af tiden, ville de vide det: Han havde intet at sige.
Hvem kender ikke det forunderlige ved de følelser, der pludselig er væk, på trods af at de engang var både påtrængende og stærke? Hvorfor kommer og går forelskelser, interesser og vaner, uden man tilsyneladende har nogen indflydelse på dem? Og hvad siger det om vores billede af os selv?
Pascal Mercier (der faktisk er den schweiziske filosofiprofessor Peter Bieri) stiller gerne de store spørgsmål.
I PERLMANNS FORTIELSER er læseren vidne til en pinlig konference for sprogforskere igennem øjnene på den tyske professor i lingvistik, Philipp Perlmann, der for nylig har mistet sin kone, og som befinder sig i en både personlig og akademisk krise. Den videnskab, som han har brugt store dele af sit voksne liv på, og inden for hvilken han er lidt af en stjerne, siger ham nu intet.
Det, Perlmann søger, og som nævnes ofte, er nærværet. Han kæmper ideligt med den afstand, som han føler til sine kollegaer (koldt-beregnende konkurrenter), sin datter (der selv begejstret er begyndt på universitetet), videnskaben (hvad nytter de uendelige debatter og publikationer, som ingen læser?) – og ikke mindst sig selv.
Spørgsmålet vinkles med stor elegance, da beskrivelsen af Perlmann (som klart bygger på klichéen ’midaldrende-mand-i-krise’) både skabes af Perlmanns lyst til at flygte fra sig selv (f.eks. hans position og de andres forventningerne), og forsøget på at finde sig til rette med det liv, han faktisk har. Denne konflikt er spændende til det sidste.
PERLMANNS FORTIELSER er altså en eksistentiel gyser, og psykologien er – sine steder – båret af en imponerende præcision. Når bogen alligevel ikke helt fungerer, skyldes det, at den med sine over 500 sider har en alt for svag handling.
Fortællingen trækkes fremad med billige litterære tricks, der gentages konstant: Vil Perlmann få skrevet sit bidrag til konferencen? Og vil de andre opdage, at han er udbrændt? Cliffhangers, der trods alt er så udramatiske (og humorforladte), at de kun kan blive udvandet ved at blive repeteret. Problemet er ikke, at bogen ikke besidder en hæsblæsende handling, men at den forsøger for meget på at have en!
Når dette er sagt, står vi dog tilbage med en bog, der har så mange dragende tematikker, at mødet med den aldrig helt kan skuffe.
Kritikken af moderne videnskabelige miljøer er f.eks. godt udført – også selvom den måske ikke går hele vejen – og de mange diskussioner om personlig identitet, vores oplevelse af fortiden og menneskets jagt efter mening rummer elementer, som man skal være en hård negl for straks at kunne lægge bag sig.
