Mangel på snusfornuft – Lena Andersson UDEN PERSONLIGT ANSVAR og EN ROMAN OM KÆRLIGHED
Lena Anderssons to bøger om Ester Nilsson og hendes dårlige erfaringer med mænd er fyldt med velskrevne portrætter, overfortolkninger og ret genkendelige scenarier. De er gode, og så får man trænet stemmen, mens man læser dem.
Citat
Olof og Ester var som to tandhjul. Tandhjul vokser ikke ind i hinanden, og de vokser ikke sammen. De mister aldrig fornemmelsen af, hvor den ene begynder, og den anden slutter, men de forudsætter hinanden, de bliver drevet fremad af hinanden, de er fuldstændig tilpasset hinanden. Sådan syntes det at være for Ester.
Det er sjældent, at jeg sidder og råber ud i min stue af hovedpersonen i min bog. Men det var altså, hvad der skete, da jeg sidste efterår gav mig til at læse svenske Lena Anderssons roman om forfatteren Ester Nilssons forhold – hvis man kan kalde det et forhold – til kunstneren Hugo Rask. BRUGSTYVERI, hed bogen, der udkom på Batzer & Co i 2014. Nu er den udkommet igen. Denne gang på Lindhardt og Ringhof og med titlen EN ROMAN OM KÆRLIGHED. Og bog nummer to om Esters kærlighedsliv er også landet. UDEN PERSONLIGT ANSVAR er endnu en beretning om stormfuld forelskelse og en kvinde, der hverken kan eller vil indse, at hun burde flygte så langt væk, hun kan komme fra den mand, der knuser hendes hjerte igen og igen. Og igen.
Ester Nilsson er forfatter. Optaget af filosofi, kunst og teater. Skarp, diskussionslysten, analytisk begavet og desværre ret uheldig med de mænd, hun forelsker sig i. EN ROMAN OM KÆRLIGHED er således en kærlighedshistorie, der aldrig rigtig kommer i gang. For det er ret tydeligt for alle andre end Ester selv, at Hugo Rask ikke er nær så optaget af hende, som hun er af ham. Det meste af romanen går med, at Ester analyserer Hugos handlinger og sms’er sønder og sammen – både dem han sender, og dem han ikke sender. Desuden finder hun konstant på undskyldninger for at befinde sig i umiddelbar nærhed af ham. Af og til går det godt. For det meste går det helt af helvede til.
I UDEN PERSONLIGT ANSVAR bliver det ikke meget bedre. Snarere lidt værre. Hvor det i første bog lykkes Ester at acceptere, at det er slut, efter cirka et år, bliver kærlighedsdramaet i bog nummer to noget mere langvarigt. Ester er begyndt at skrive teaterstykker, og det er ad denne vej hun møder skuespilleren Olof Sten. Desværre er Olof gift, men han og Ester indleder alligevel et forhold. Ester er ikke i tvivl om, at Olof elsker hende, og at det bare er et spørgsmål om tid, før hun får ham for sig selv. Men Olof har ingen intentioner om at forlade sin hustru. Ester og Olof bryder, mange gange, og ingen af dem er særlig gode til at håndhæve bruddene.
Lena Anderssons to ulykkelige kærlighedsromaner er blevet kæmpe successer i hjemlandet, og det er helt fortjent. Det er klart, at det hjælper på nysgerrigheden, når selveste instruktøren Roy Andersson tæt på udgivelsen af bog to går i medierne og siger, at han er virkelighedens Hugo Rask og Lena Andersson er Ester Nilsson, men der er andre og langt bedre grunde til at bøgerne bør læses.
Andersson er eminent til at skrive portrætter. Både af sin forblændede hovedperson og af hendes elskere. For at forstå Esters ræsonnementer, hvad angår hendes mænd, er det nødvendigt at vide, hvordan hun tænker og overtænker, også når det ikke har med mændene at gøre. Se bare, hvordan hun betragter den Simenon-bog, hun læser for at slå tid ihjel en søndag, hun ligger syg: – Stilen var præcis og let, lige på og uden dikkedarer, men sanselig nok til at undgå den litterære askeses lurende fare, nemlig tarveligheden.
En Ester Classic! For hende er intet tilfældigt. Alt har betydning, alt kan analyseres. Så længe det handler om Simenon, filosofi eller teaterreplikker, har hun overtaget, men mændene, dem kan hun ikke styre, hvor meget hun end fortolker dem.
Portrætterne af Olof og Hugo er leveret gennem Esters forelskede, forvirrede, rasende og lykkelige øjne. Vi er lige præcis så meget inde i Esters hoved, at vi forundres og forvirres af Olof og Hugos blandede signaler, men vi er ikke så meget med hende, at vi ikke kan se, at hun fejlvurderer, ønsketænker, og at hun bør gøre det stik modsatte af, hvad hun gør.
Man kan føle sig nok så bedrevidende, som man sidder der i sin stue og råber til Ester Nilsson, at nu rabler det. For der er da ingen mænd, der går og placerer deres tomme snusdåser uden for deres kæresters opgange som tegn på hengivenhed? Hvis der er snusfornuftige svenske læsere af denne anmeldelse, der mener noget andet her, må de vældig gerne sige til nu. Man kan også mene, at det da lyser ud af teksten, hvad det er Hugo Rask ikke vil, og forbløffes over, at Ester Nilsson bliver ved med at søge tilbage til Olof Sten, men man kan ikke komme uden om også at føle sig ramt. For bøgerne er lige nøjagtigt, hvad de påstår at være: romaner om kærlighed, grim kærlighed, forstås, og med scenarier, der er genkendelige for de fleste, vil jeg vove at påstå. Så kan man sidde og skamme sig lidt over, hvor meget Ester, der er gemt i én, og håbe på, at man i det mindste selv har lært mere end hende. En, to, tre, så råber vi: Je suis Ester!
