Marcia Willett – FUGLEBURET


Familie Journalens føljetonromansskribenter behersker deres metier bedre end Marcia Willett, hvis nye roman FUGLEBURET er søvndyssende kedsommelig og forudsigelig.

Willetts roman tager sin begyndelse i bedste Proust-stil. Madeleine-kagen er i dette tilfælde: ”en enkel simpel lille puja: røget laks med citronbåde, tomatskiver i vinaigrette med krydderurter, tynde skiver agurk i mayonaise og frisk rugbrød” (s.14). Det lyder umiddelbart ganske appetitvækkende og tilforladeligt, men indtagelsen heraf har i dette tilfælde affødt en tilnærmelsesvist ækel og under alle omstændigheder drivende sentimental fortælling.

I det maleriske hus ”fugleburet” i Bristol vækker det lille stykke med laks mindelser om Dunster (!) hos hovedpersonen Lizzie. Dunster er en middelalderby, hvor Lizzie engang tilbragte en sommerferie med sin nu afdøde mor, Angel. Det er samtidig det sted, hvor Angels gifte elsker, Felix, residerede på sit gods Michaelgarth. Den Felix som var som en far for Lizzie, indtil han pludselig forsvandt. Inden Felix mødte Angel var han nemlig desværre kommet til at gifte sig med den iskolde, men også velhavende snerpe, Marina, med hvem han havde avlet sønnen Piers. Valgte Felix således familien frem for sin guddommelige kærlighed, Angel? I en sandheds- og forsoningssøgen, som virker en anelse umotiveret (Lizzie er ikke engang Felix’ barn), drager Lizzie nu tilbage til Dunster. Gennem optrævlingen af Felix’ og Angels kærlighedshistorie får den midaldrende Lizzie i farten bearbejdet sine egne kærlighedstraumer. Således lyder altså handlingen i store træk.

Der er ingen tvivl om, at Willett har villet skrive en dejlig, eftertænksom kærlighedsroman, der, som forlaget selv foreslår på omslaget, ”inhaleres bedst i sofaen med en kop te for hånden”. Det lykkes bare ikke. Historien er mærkelig utroværdig og tonen er karakteriseret ved en irriterende undervurdering af sin læser. Intet overlades til fantasien eller får lov at tale for sig selv. Hver en bevægelse, hvert et blik og hver en replik forklares minutiøst, hvilket er tilnærmelsesvist uudholdeligt og dræbende kedsommeligt. Ethvert tilløb til tvetydighed og ethvert spændingsmoment punkteres prompte. Sproget er kliche på kliche, og personerne stereotyp på stereotyp. Angel er den varmblodede, kunstneriske sensuella. Den flotte, aristokratiske Felix er bare så moralsk uanfægtelig, og det er under ingen omstændigheder hans skyld, at det kølige overklasseløg Marina driver ham til at finde et refugium hos Angel i Fugleburet, der, selvom hun allerede har et uægte barn i forvejen, ikke er nogen promiskuøs tøjte, men bare en dejlig bohème.

Det forsøges desperat at peppe den tynde historie op ved hjælp af diverse former for sproglig ornamentering og ”rappe” dialoger, hvis tilstræbte naturlighed dog virker underligt forcerede.

Hele denne forudsigelige forestilling afsluttes minsandten med endnu en puja, i sandhed et yndet ord i Willetts vokabularium, bestående af fiskemadder. Hvis man skulle have glemt, hvad Lizzies puja består af er fortælleren (puha!) så venlig at repetere: ”…røget laks med citronbåde, tomatskiver i vinaigrette med krydderurter, tynde skiver agurk i mayonaise og frisk rugbrød” (s.317).

En ligegyldig og tåbelig roman som dog momentvis og helt sikkert ufrivilligt har en vis underholdningsværdi. Please: ikke flere laksemadder til Lizzie.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *