Marcipanbryster mod dine kinder – Irmelin Prehn DUSK-FREDLØS


Irmelin Prehn prosadebutterer med en ‘miniroman’ sammenstrikket af aldrig over en side lange prosastykker om de uoverskuelige konsekvenser, det har for en ung kvinde at elske en mand, flere mænd. 

Citat

Søerne er grønne, netop den grønne farve kaldes københavner grøn, vandet var mørkt og roligt, svanerne pustede fjerene op, de lignede flydende marengs, mens lyset dryppede gult i vandspejlet, de skæve træer ved bredden så alle helt lodrette ud i vandet, det var blankt, og vi måtte gå tilbage sammen vej, for det var koldt at sidde stille.

Poetisk , fragmentarisk og ofte drømmende kredser prosaen i DUSK-FREDLØS om et kuldsejlet forhold, mens et nyt måske er ved at udvikle sig.

Grundindstillingen i romanen er tosomheden. Hvad enten manden er der til at overraske hende ved at sige ‘min elskede’ og lige gå i postkassen, eller hun kommer hjem til det ‘halvtomme rum uden hans tøj og billederne’.

Den moderne kvinde i romanen længes efter en lejlighed til at have den hvide silkekjole på, som hun bare ‘måtte have’, ligesom hun husker, at ‘Som barn ville hun være prinsesse. Hun ved ikke, hvor den kom fra, den idé’. Ikke desto mindre forfølger de lyserøde drømme heltinden, men stort set uden refleksion og derfor sjældent ironi. Hverken hun eller læseren bliver klogere på, hvor den prinsessedrøm mon kommer fra. Det er ærgerligt, for den klichéfyldte forestillingsverden står i flere af tekststykkerne i vejen for at komme dybere omkring de erfaringer med kærligheden, heltinden gør sig.

Det der velgørende trækker Irmelin Prehns prosa væk fra den ugebladstrivialitet, der lurer i bogens univers, er bl.a. et par ret ambitiøse kunstgreb, som på godt og ondt søges forløst i DUSK-FREDLØS.

Mest afgørende er et ustabilt fortælleperspektiv. Oplevelsen af at se sig selv udefra forbindes i romanen med erindringens og drømmens verden og giver grammatisk udslag i, at karaktererne optræder i forskellige kombinationer af et jeg, et hun, et du og et han. Det kunne der komme en eventuelt frugtbar forvirring ud af, men det gør der ikke, og nøglen til konstruktionen gives tidligt med linjerne ‘Heltinden/ jeg / hun’ og ‘Han nærmer sig/ helten træder ud af sivene/ du nærmer dig’. Til gengæld giver de grammatiske udskiftninger tiltrængt albuerum i tekstens hverdagslige tosomhed.

Et andet iøjnefaldende greb er brugen af tekstlige objects trouvés, importerede og muligvis modificerede tekstbidder. I DUSK-FREDLØS i form af kursiverede Wikipedia-opslag om planter og pattedyrs seksualvaner og citater fra bøger om neurologi og arkitektur. Det skaber en stærk kontrast at sideordne prosaens poetiske refleksioner med videnskabens kølige kendsgerninger, men udvekslingen mellem – sammenfiltringen eller nedbrydelsen af – litteratur og videnskab udebliver. Litteraturens og videnskabens sprog kommenterer blot hinanden i en stemning af mild og løs undren, og citaterne står som veloplagt kokette vignetter.

Egenartet charmerende ved bogen er en køligt berettende stil og frisk rytme i underspillede sætninger som fx: ‘De havde det flade landskab tilfælles, lakrids, glæden ved at cykle, den germanske sprogstamme/’ og den kropsnære selvironi, som bobler i et par sætninger som ‘Du lader, som om du er en mand. Hvad nu, hvis jeg presser mine marcipanbryster helt op mod dine kinder’. I passager, som den citeret ovenfor, er den stilfærdigt og præcist registrerende og billedskabende bevidsthed ligeledes værd at følge.

DUSK-FREDLØS er en frisk og ujævn og ambitiøs miniroman.

Skrevet af Lean Pejtersen

Lean Pejtersen studerer litteraturvidenskab i København. Han går stærkt ind for havet, internettet og erfaringen. Han interesserer sig meget for ny dansk litteratur og for hvad litteratur er.

Skriv til Lean

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *