Margrethe arver en fiskekutter – Thøger Jensen FRØKEN DISSINGS BLAFRENDE SOMMERSKØRT
Der sker såmænd ikke så meget, men alligevel har historien en enorm fylde. I sin nye roman fortæller Thøger Jensen med enkle midler kæmpestore historier fra øde egne.
Citat
I årevis havde det været pokkers vanskeligt at vække ham efter middagssøvnen, til sidst var det umuligt, han døde inde på sofaen, mens jeg stod herude i køkkenet og rumsterede.
Posten forsøger at forestille sig den måde at dø på. At ligge på sofaen mens ens kone er ude i køkkenet for at lave kaffe. Måske havde han kaldt på Margrethe, da han lå der, men var blevet overdøvet af kaffemøllens kværnen. Bønnerne der rasler ned gennem den forkromede tragt. Det larmer, og først bagefter finder man ud af, hvor slemt det egentlig var.
Thøger Jensen må være en meget opmærksom mand. Han er opmærksom på de små og knap synlige ting, der karakteriserer et menneske. Ved at beskrive en detalje, ser vi hele karakteren i fuldt flor. I sin sprogbrug blander han hverdagsrealisme med citater fra andre bøger, højtalerudkald fra toge osv., og ud af det springer romanfigurer lystigt ud.
Margrethe er pensioneret skolelærer og enke efter først Helmuth og siden Jens, hendes første mand (og bror til Helmuth), der dør i løbet af romanen. Med rollator og pensionistmad går hun fortrøstningsfuld og taknemlig gennem tilværelsen, som i høj grad befolkes af Posten, som – når vejrliget tillader det – kommer ind til kaffe, lettere håndarbejdsløsninger og snak om blomster. Da Posten en dag bringer Margrethe et brev med oplysning om, at hun har arvet afdøde Jens’ fiskekutter, er Posten ikke sen til at lokke Margrethe med på langfart på Limfjorden. Margrethe pakker sit citrontræ og sine syltetøjsglas (’Der er næsten ikke noget, man ikke kan opbevare i et syltetøjsglas’), og de stryger af sted.
Hovedfortællingen om Margrethe, Posten og fiskekutteren brydes op af små fortællinger fra omegnen af Margrethes liv. Skiftende synsvinkler og fortællerstemmer gør det svært at afkode, hvem stykkerne handler om, men fælles tematikker og personkreds får dem til at hænge sammen. Desværre har tekststykkerne ofte karakter af skitse og kommer ikke alle til deres ret i den lille roman. Bogens 50 nummererede kapitler og 30 tekststykker fylder højst to sider hver og er alle afrundede helheder eller scener. Trods knapheden kaster de tilsammen et inviterende lys over Margrethes liv og historie, som langsomt oprulles gennem romanen. Jensens umiskendeligt tørre humor og indiskrete politiske kommentarer får også i denne bog frit spil:
– Måske skulle hun bare give frimærkerne til Posten. Men hvor er han blevet af? Han forsvandt med trækfuglene, og nu er det november. – Bare han ikke er blevet privatiseret, siger hun til sin søster i telefonen.
I løbet af fire sætninger hører vi om Margrethes overvejelser om Helmuths gamle frimærker, om postens mystiske forsvinden, trækfugle og tidens gang, og vi får et vigtigt udpluk af en formodentlig noget længere telefonsamtale, inklusiv en ikke upartisk holdning til privatisering. På trods af den konstaterende tone, nærmer sproget sig poesi (Han forsvandt med trækfuglene, og nu er det november) med plads til politisk agitation. Det er elegant lavet af Thøger Jensen, som er lige så tilbageholdende med information som i sine tidligere udgivelser, f.eks. LUDWIG, men som i lighed med disse formår at videregive lige præcis den information, der er brug for, for at læseren selv kan folde den småt orkestrerede roman ud til et mægtigt drama.
FRØKEN DISSINGS BLAFRENDE SOMMERSKØRT kan hermed anbefales – om ikke andet så for at finde ud af, på hvilken måde disse sommerlystne skørter blafrer.
