Masser af spor, men ingen findeløn – Patricia Cornwell SPORFUND
Patricia Cornwell får på trods af sine gode intentioner ikke gjort sin seneste krimi SPORFUND til andet end en jævnt hen kedelig bevægelse fra a til b.
SPORFUND er den trettende roman om retsmedicineren Kay Scarpetta fra Patricia Cornwells hånd, der udkommer på dansk. Om det skyldes det uheldsvangre nummer i rækken af storsælgende krimier, eller om Cornwell er ved at være træt af sin hårdt prøvede, men pligtopfyldende hovedperson, er ikke til at sige, men SPORFUND er sandt for dyden ikke den pageturner, man forventer.
Da en 14-årig pige dør under mystiske omstændigheder i Kay Scarpettas gamle distrikt, tilkalder den nuværende indehaver af hendes tidligere job, statsobducent Marcus, assistance fra Scarpetta. Hun indvilliger modstræbende og tager til Richmond, Virginia, hvor hun bliver rullet ind i en mordgåde, der også involverer hendes niece Lucy, som er den hårdkogte indehaver af det private detektivfirma, Den Sidste Station.
Lucys veninde og samlever er nemlig blevet overfaldet og forsøgt myrdet i deres fælles hjem i Florida. Det viser sig, at gerningsmanden er den samme i begge forbrydelser, og den grundige og mildest talt langsommelige jagt på forbryderen går i gang. Og jeg kan godt afsløre – uden at ødelægge for meget for kommende læsere – at skurken bliver fanget, efter det sidste lig er obduceret og det sidste spor analyseret. Det sker imidlertid på en for genren ganske atypisk måde og hele forløbet er underligt udramatisk. Fra det første det mord til gerningsmanden er bag lås og slå, er der ikke de store udsving på spændingskurven.
Der er ingen tvivl om, at romanen er velresearchet, og man kan som læser mærke, at Cornwell selv har en god fornemmelse for sine karakterer. Problemet er bare, at man som førstegangslæser af hendes bøger ikke får vækket personerne til live. De fremstår i vid udstrækning som skaller, der får det meste af deres liv gennem de historier, der er blevet fortalt om dem i de tidligere bøger, men som ikke bliver udfoldet i denne roman.
Det bliver ikke bedre af, at hun med rund hånd spreder i og for sig interessante bipersoner omkring i historien, men undlader at give dem den fylde og opmærksomhed, der skal til, for at de kan være mere end aparte sten på Kay Scarpettas vej mod målet. Når man dertil lægger, at Patricia Cornwell i denne krimi ikke formår at give konflikterne gnist og forbrydelserne et ordentligt motiv, hvor fordrejet det end måtte være, så sidder man tilbage med en halvflad fornemmelse af at have tygget sig igennem en trist parentes i serien om Scarpettas venner og familie.
Og det er egentlig ærgerligt, for man fornemmer, at Cornwell kan dreje en god historie, og der er også masser af gode tilløb dertil. Hun burde bare have luget ud i dem og koncentreret sig om de vigtigste. Hvis Cornwell havde gjort det, så havde man siddet med en gedigen spændingsroman. Nu sidder man bare med en lunken metervare, der hverken smager af fugl eller fisk.
