Max sympatisk – Mette Horn, Lotte Svendsen og Anne-Marie Donslund MAX PINLIG OG DEN STORE JULEFRED
Vellykket bogudgave af filmmanus om Max Pinlig er både til store og små.
Citat
’Du skal ikke være ked af det med bøjlen, Max. Jeg synes, den klæder dig,’ siger mor, mens vi går rundt i Føtex. ’Jeg var engang forelsket i en med bøjle, og det sjove var, at man altid kunne se, hvad han havde spist.’
I denne søde juletid er det passende at læse den underholdende bogudgave af filmen om Max Pinlig. Max minder nemlig os alle om, at det ikke altid er så nemt det hele, selvom man har intentionerne i orden. Skilsmissedrengen Max fra 7. klasse vil så gerne gøre det rette indtryk på de rigtige mennesker, men kommer i stedet for skade at såre dem, han holder allermest af. Det fine budskab i MAX PINLIG OG DEN STORE JULEFRED er såmænd, at man skal være tro mod sig selv og turde stå ved, hvem man er. Så skal det nok gå det hele.
Det er snart jul, og Max forsøger at holde styr på både sin pinlige mor, sine gode venner Esther (hvis kendte skuespillerfar Steen Cold tager Max med på harpunjagt sammen med BS Christiansen og Kronprinsen) og Hassan, søde Ofelia fra klassen (hvis moster er selveste Caroline Henderson) og den smarte klike i moderigtigt tøj. Navigationen mellem de forskellige grupperinger kræver lige i overkanten af Max’ tilpasningsevne og sociale formåen, men han prøver.
I løbet af en hektisk julemåned hales Max gennem usandsynligt pinlige episoder og fanges for det meste i pernible situationer, hvor alle havde forventet noget andet og mere af Max. Han er lidt af en antihelt, men har alligevel til fulde denne anmelders sympati, fordi han til stadighed kun vil det godt. Han vil gerne gøre verden til et bedre sted at leve, have at alle mennesker respekterer hinanden og at folk ville holde op med at slås og skændes.
Bogen er skrevet med en enormt kærlig indlevelse i Max og hans pinlige liv. Og så ved jeg ikke, om jeg er farvet af min personlige forkærlighed for Mette Horn, som i film og tv-serien spiller Max’ mor, men alt hvad Max’ mor foretager sig i romanen er virkelig, virkelig sjovt. Hun er en vidunderlig parodi på en halvstuderet idealist, som har så mange troskyldige forestillinger om en god og rigtig verden, at hun nogen gange kløjes i dem.
Det er en befriende og morsom bog, Anne-Marie Donslund har skrevet ud fra filmmanuskriptet. Uden at være belærende skildrer den nogle af de vigtigere ting i livet, så man som læser selv må tage stilling til, hvem der egentlig opfører sig mest åndssvagt. Eller rettere – de opfører sig alle temmelig åndssvagt, men bevæggrundene er forskellige, og det kan man blive klog af.
Læs den højt for nogle børn og unge eller læs den for dig selv. Jeg morede mig kosteligt og var fornemt underholdt hele vejen. Og når ingen nu er perfekt, så passer det fint til denne lille julebog, at der er 22 kapitler og ikke 24.
