Me, myself and I – Inger Christensen AZORNO


Meget er sket siden 1967, hvor Inger Christensens brev- og punkt- og uroman og euroman, AZORNO, blev udgivet første gang. Alligevel virker den stadig jomfruelig frisk.

Det er en ganske enestående læseoplevelse, der venter under det stiligt grønne omslag – en læseoplevelse vi selv med 40 års betænkningstid endnu ikke har fundet de rette ord for.

Der er noget frækt og æggende over AZORNO. Det er, som var den skrevet med løsslupne østrogener, sprinklet igennem Alain Robbe-Grillets ’ny roman’ som dyse. ’Die Christensen’ skriver metatekst og skrifttematik på den fede måde. Ikke som klæg filosofisk lommeuld, men som sensuel stoflighed, og når det er bedst, kopulerer sætninger med hinanden lige for næsen af læseren:

– Jeg sang i den milde aftenluft, i stedet for at skrive et notat til min roman om at jeg evt. på dette sted kunne synge i den milde aftenluft.

Per Højholts diktum om at den, der skriver, samtidig selv skrives, at subjekt og objekt flyder sammen så snart pennen rører papiret, er den faktor, der sætter østrogenerne i bevægelse i AZORNO. Der fortælles i en, bilder jeg mig ind, feminin kadence, hvor scenerier cyklisk og dermed rytmisk gentages i diffuse mønstre, der ikke er sådan at se til enden af eller igennem for den sags skyld. Den serielle gentagelsespraksis dugger linsen og tilslører begivenhederne og individernes individualitet, men gør samtidig (eller netop derfor?) begivenheder og individer næsten erotisk dragende. For hvad er det egentligt, der foregår i og bag Christensens bestandigt gentagende skrift?

Den sparsomme handling indbefatter struttende gravide kvinder i overrepræsentation. De foretager sig ikke stort andet end at forveksle sig med hinanden, drikke te på tavernen og længes efter og fantasere om den fraværende mand. Og så skriver de breve, der som AZORNO som sådan ruller rundt og handler om at sidde på tavernen og erindre, fantasere og skrive breve om at sidde på tavernen og erindre, fantasere. Altså: Ikke dagens gode gerning.

Roserne, hvis latinske navne, der remses igennem igen og igen er ligeledes omdrejningspunkter. Ikke ulig den nørdede optagethed af sommerfugle, man finder i sonetkransen SOMMERFUGLEDALEN (1991), udpindes de forskellige rosers farver og former i AZORNO, og der skal ikke en særlig perverteret eller psykoanalyserende hjerne til, for her at kunne udpege blomsterhovedet som plantens voluminøse og indbydende kønsorgan.

Af saftige motiver som disse udklækkes den selvsmagende og indadvendte tekstpraksis, hvor synsvinklen skifter som et andet lyskryds. Disse skift forvirrer læseren, men gør samtidig AZORNO spændstig og unik snarere end udkørt og gammelkendt. Det er en særegen kvindelig logik som får lov at strukturere forløbene, så der ikke nødvendigvis siges ’B’, når der lige er blevet sagt ’A’. I slutningen af 60’erne, hvor AZORNO er forfattet, blev denne skvulpende plastiske logik velsagtens anset som strategi i kampen mod gældende hård patriarkalsk romanfacon.

Hvis nogen mission nogensinde har lydt sådan, er den mislykkedes. At læse AZORNO er før som nu sært, hvorfor revolten ikke har haft den store effekt som revolte. Bogen synes stadig mærkelig, og må også i dag defineres negativt som en modstemme til rigtige romaner, der handler om noget.

Når AZORNO sværmer i stedet for at tale klart, breder sig i stedet for at samle sig, cirkler i stedet for at komme fremad, poetisere feminint i stedet for at kalde tingene ved navn, SÅ er det årsag til anstød. Man stopper op, anfægtes og lader ikke blot øjnene glide henover det.

Og gudskelov. Det er netop anstødet, der gør AZORNO dragende og giver genudgivelsen sin fulde berettigelse. Mens man slubrer gennem siderne, kommer man uafvendeligt til se på sig selv som en, der aflurer en slags kvindelig loge dens rituelle særheder – ganske i smug og lidt forbudt.

Når denne særhed kan gestaltes flot som i AZORNO, virker nok så korrekte kønspolitiske statements fuldstændigt overflødige. Alt nok er det at lade sig hengive i AZORNOS poetiske diskurs, der taler som et attituderelativistisk facetteret, flimrende skønt og gådefuldt uforståeligt fruentimmer.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *