Med Blixenturbanen i barndommens Sønderjylland – Erling Jepsen DEN SØNDERJYSKE FARM
Kaninerne formerer sig i baghaven, og Allans far er stadig et røvhul. I sin tredje bog om Allan Jensen hiver Jepsen det store pasticheskyts frem for endnu engang at dvæle ved byen Gram.
Citat
Den tid, hvor jeg var dreng og havde kaniner, ligger langt tilbage, og man fortæller mig, at Sønderjylland ændrer sig dag for dag. I dag findes der ikke flere kaninslagterier derovre, og de få farmere, der er tilbage, sælger deres dyr til slagterier i Tyskland. Når jeg her så nøjagtigt som muligt skriver mine erindringer fra farmen og med nogle af de lokale, der levede ved foden af Gramby Bakke, så kan det måske få, ja, så har det måske allerede nu historisk interesse.
12-årige Allan Jensen er blevet ene barn i ismejerihjemmet. Med alvorlig mine lægger han store planer for rationeringen af luftbøssehagl samt kaninavl i baghaven, så han sidst på sæsonen (måske) kan høste et faderligt klap på skulderen. Men faren har ikke megen tiltro til Allans evner, og udfordringerne hober sig op i DEN SØNDERJYSKE FARM – den tredje fortælling om Allan Jensen fra Gram.
Først halvvejs inde i beretningen gør Sanne sin entre. Overgrebene på storesøsteren, som Allan troskyldigt bevidnede i KUNSTEN AT GRÆDE I KOR, har indtil da været et foruroligende fravær i fortællingen om sommeren 1968. Sanne er på familiebesøg, og med sig har hun Blixens bog om en kaffefarm i Kenya som et værn mod den pinlige tavshed.
Udeladelsen af søsteren er et virkningsfuldt narrativt greb. For ved at tilbageholde det åbenlyse konfliktstof fra fortællingen genskaber romanen tabuets pinagtige og uforløste tilstedevær mellem familiemedlemmerne, mens man hver især forsøger at få livet til at gå videre. Grebet er den voksne Allans, der er blevet både forfatter og far, og som fra sin lejlighed i København holder af at fortabe sig i minderne.
Sannes besøg er imidlertid en betydningsmættet begivenhed i brorens erindringer, for søsteren glemmer sin bog på sofabordet og efterlader dermed Allan en udvej til at om-fortælle sin barndom. Blixens snørklede og gammeldags sætninger appellerede godt nok ikke til den 12-årige, men for den voksne Allan tilbyder Blixen en antropologisk optik, der kan forvandle barndommens sønderjyske landskab. Gram bliver et eksotisk mini-Kenya med kaninfarme, stammeopgør og kulturforskelle mellem kysterne.
Charmerende sønderjyske særheder bliver forklaret og kortlagt. Men med sin voldsomme pastichemanøvre forlader Jepsen også det naive barneblik, han fremmanede i KUNSTEN AT GRÆDE I KOR, hvor beskrivelserne af de incestuøse overgreb og begravelsesflæberiet hentede deres ufortolkede klarhed. Med den voksne Allan følger mange meninger om det ene og andet, og som fortællerinstans er han mere et irritationsmoment end en berigelses for fortællingen. Man bebrejder ham også hurtigt, at de intertekstuelle referencer sidder lige lovligt løst (fx kapiteloverskriften ’Af en kaninavlers dagbog’ uden hverken dagbog eller blichersk dybde).
Som fortsættelse virker DEN SØNDERJYSKE FARM underligt uinteresseret i at følge op på det drama, der udspillede sig i KUNSTEN AT GRÆDE I KOR. Men samtidig giver omfanget af det faderopgør, der er under opsejling i den lille Allan, kun mening, hvis man i forvejen kender til farfiguren og hans uhyrligheder. Romanen sætter sig således mellem to stole: Den er hverken fortsættelse eller selvstændig roman. Kombineret med erindringernes fragmentariske fremstilling af fugleskyderi, drengemyter og en Blixen-neger i hækken ender fortællingen med at få et skær af ufokuseret drengebog over sig
Med sin tredje fortælling om Allan Jensen er Erling Jepsen stadig en dygtig og morsom historiefortæller med et godt øje for spidsfindigheder, men hvem har dog forført ham med ideen om at servere sønderjyske egnsspecialiteter iført Blixenturban?
