Af | 28. marts 2012

Med et smuldrende skelet i skabet – Hans Otto Jørgensen STRANGE DAYS INDEED

Hans Otto Jørgensen har skrevet en nøgleroman og røget nøglen. Hans fjerde erindringsbog er både godt sygelig og sygeligt god.

Citat

Jeg har ikke kunnet være sammen med den samme kvinde ret længe ad gangen. Jeg har prøvet, men det gik ikke. Jeg har været fej, selvmedlidende, jeg har ikke haft modet, men bliver på en gang skræmt og grøn af misundelse, når jeg ser et andet par. De holder i hånd, de er på vej hjem til ham eller hende, de vil elske, snart bygger de rede, snart er børnene store, de er sammen om studenterfesten, hjælper med at male og tapetsere, når de flytter hjemmefra, de er sammen om børnebørnene. Men det egner jeg mig øjensynligt ikke til.
Jeg er utilpasset i dobbelt forstand med både et misbrugsgen og et forfattergen. Jeg er født til at bedrive kunst.

Man er noget omtumlet efter at have læst Hans Otto Jørgensens nyeste bog STRANGE DAYS INDEED. Som at vågne efter en operation med kroppen fuld af morfin. Man er glad. Og lidt bange. For romanen er i sandhed ’strange indeed’. Den er digtning forklædt som selvbiografi og selvbiografi forklædt som digtning. Lyrik forklædt som prosa og prosa forklædt som lyrik. Sygdomshistorie forklædt som postmoderne detektivhistorie forklædt som collage af erindringsglimt. Forvirret? Det var jeg. Men i grunden kan det være ligegyldigt, om bogen er det ene eller det andet, for først og fremmest er den bare forbandet god.

STRANGE DAYS INDEED er fjerde bog i en række af erindringsromaner. Denne gang er vi nået op til nutiden med alt hvad dertil hører af terrorangreb på World Trade Center, Muhammed-tegninger og for hovedpersonens vedkommende en række forliste forhold, et massivt alkohol-, stof- og medicinforbrug samt en knoglesygdom, der gør hans knogler bløde som smør og tvinger ham op på operationsbordet med ikke udpræget heldige resultater.

På den ene side iscenesætter forfatteren stoffet som selvbiografi ved at lade hovedpersonen hedde Hans Otto Jørgensen og inkludere sygejournaler og private billeder – heriblandt et af ’Brugt plaster med rester af sårskorpe’. Læseren må forstå, at bogen handler om et virkeligt menneske af kød og blod. På den anden side underminerer forfatteren en biografisk læsning ved at lade fortællingen pege på sig selv som fortælling. Som her: ’Virkelige personer er udeladt, det følgende omhandler ikke et enkelt forhold, ikke noget bestemt sammenstød, der er tale om et resumé af mange forhold.’

Dertil kommer, at Hans Otto Jørgensen, med en joint i kæften og kroppen fuld af morfin, danser stilistisk linedans på selve grænsebommen mellem prosaland og lyrikland, så man sjældent føler sig helt sikker på, hvad der faktisk sker. Sproget mimer drømmen, psykosen, rusen, og det kan være frustrerende, idet man hermed tvinges til at ændre læsemåde igen og igen. Til tider banker sproget derudad som Johannes V. Jensen på motorcykel; til tider humper sætningerne frem som Raymond Carver støttet til en stok. Handlingen følger ikke nogen egentlig kronologi, men er snarere en collage af erindringsglimt. Det er forvirrende og forunderligt smukt.

I princippet er det deprimerende læsning, men kun i princippet. For det store paradoks er, som med megen stor kunst, at mens indholdet er lige til at græde over, så er værket til at juble over. STRANGE DAYS INDEED er en sygdomshistorie, en sammenbrudsroman. Men mens forfatteren drukner sig i guldøl og antidepressiver, og mens hans familie smuldrer om kap med hans skelet, hæver bogen sig over elendigheden i myriader af sprudlende – og smuldrende – sprog. Og man må ikke glemme, at Hans Otto Jørgensen har humor. STRANGE DAYS INDEED er skrevet med et fandenivoldsk glimt i øjet, som en benet fuckfinger til en verden, der er ved at gå op i limningen.

Jeg ved ikke, om nogen i Danmark har læst alle Hans Otto Jørgensens offensivt mange bøger, men af den gode håndfuld, jeg efterhånden har læst, er STRANGE DAYS INDEED den klart bedste. Det er romankunst på landets allerhøjeste niveau.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også