Med hovedet under armen – Erling Jepsen HOVEDLØS SOMMER
Erling Jepsen har skrevet en gotisk sommergyser, men den er ikke nær så uhyggelig som hans tidligere romaner.
Citat
”Det var en mand fra Emilies billede, der stod uden for vinduet!” hævder Jacob pludselig.
”En mand fra mit billede? Hvem?” Jeg holder billedet frem og forventer, at han vil pege på en af personerne, måske en af dem uden hoved. Men hans øjne leder uden at finde, hvad de søger. Det hjælper heller ikke, at han kigger på bagsiden af papiret.
”Han er der ikke længere,” siger han. ”Han er gået ud i haven. Det var ham, der stod og kiggede ind på mig!”
Det er ingen ny fornemmelse at få ondt i maven af at læse Erling Jepsen. Det er heller ikke nyt, at han spiller kispus med læseren – på godt og ondt, om man vil. ’Der er så dejligt ude på landet’, står der på bagsiden af HOVEDLØS SOMMER. Den hopper man ikke sådan videre på, hvis man kender forfatterens bagkatalog.
Grundtonen i HOVEDLØS SOMMER er den samme, som i så mange tidligere Jepsen-romaner, og så alligevel ikke. Forfatteren leger med den gotiske fortælling. Her er afklippede hoveder, knirkende gulve og hemmeligheder, der, bogstavelig talt, er gemt af vejen. Alt dette optræder side om side med lidt mere tilforladelige ting så som ludo, samspilsramte børn og tv-aftener med krimier og kærlighedsfilm. Grænsen mellem godt og ondt, hygge og uhygge, drøm og virkelighed ligger langt fra fast, og handlingen tager nogle pludselige drejninger undervejs.
Begivenhederne gengives med den 14-årige Emilies øjne. Hun er flyttet på landet med sin mor og lillebror. Forældrene er separeret, og faderen har fundet sig en ny kæreste inde i København. Emilie er vred og ked af det, og bearbejder sine følelser ved at tegne og lave en uhyggelig collage, hvor billeder fra den nu opløste kernefamilies fotoalbum klistres ind i et gotisk univers med hovedløse riddere og en middelalderborg. Lillebror er et sensitivt barn, og søsterens collage giver ham onde drømme.
En sen aften dukker en mystisk ung mand op i haven. Moderen slår ham først ned med et boldtræ, men straks efter flytter han ind i huset, ordner haven og indleder et forhold til både Emilie og moderen. Han hedder Anders. Den gamle dame i huset ved siden af fortæller, at han har boet i huset før. Hans forældre døde i en tragisk drukneulykke, og han er ikke en, man har lyst til at have boende, siger hun, men det er for sent nu. Anders rejser ingen steder, men han har det med at forsvinde sporløst om natten. Desuden fortæller han lillebror uhyggelige historier.
Man forstår godt, at Erling Jepsen har følt sig fristet af at lukke gotikken ind i sin roman, for det er på mange måder oplagt, når nu han flere gange har skrevet om ondskab, forvredne familieportrætter og alt det, man ikke snakker om, men som alligevel ikke går væk. Ikke desto mindre ville jeg ønske, at han havde ladet være, for Jepsen er langt mere makaber, mystisk og vanvittig, når han fortæller sønderjyske familiekrøniker eller skriver om ulykker, der eskalerer. Som Emilies billedkunstlærer siger, kan virkeligheden også være gotisk, og det antyder Jepsen fint i sin skildring af hverdagen og de hændelser, der ryster sommeridyllen. Da gotikken for alvor sætter ind, meget sent i øvrigt, kammer det imidlertid over. De sidste 50 sider er en bekræftelse af den knugende fornemmelse i maven af, at noget jo måtte ske, men hvorfor så sent, og hvorfor skal det overstås så hurtigt?
HOVEDLØS SOMMER er godt udtænkt, men knapt så veludført, i kompositionen. Der er garanteret mavepine, som altid hos Jepsen, og der er masser af overraskelser undervejs, som jeg ikke håber, at jeg har fået afsløret for mange af.
