Med latter og stereotype-antistereotyper skal det gode sejre – Flemming Jensen MOGENS OG MAHMOUD
Flemming Jensen har et projekt: hvis ikke vi var så stædige og fordomsfulde, var verden et bedre sted. Skønt handlingen og karaktererne er et overdrev, er hjertet varmt og smilet stort, når man læser om venskabet mellem MOGENS OG MAHMOUD.
Citat
”Har du ikke noget mælk.?”
Mahmoud rystede på hovedet.
”Jeg drikker ikke mælk.”
”Må du ikke for profeten?”
”Jeg kan bare ikke li’ mælk.”
”Hvorfor hører man jer så hele tiden råbe ”Arla er stor”?”
Mahmoud stirrede tomt på mig.
Hvorfor siger jeg også sådan noget? Jeg havde jo lige besluttet at holde igen, men jeg er ikke vant til det.
”Undskyld!” skyndte jeg mig at sige. ”Nu gjorde jeg det igen. Det er ikke med vilje – det farer bare ud af munden på mig. Dansk humor, du ved – mener ikke noget ondt med det. Undskyld!”
MOGENS OG MAHMOUD er fortællingen om et ’utilsigtet venskab’ mellem revisoren Mogens og hans IT-ansatte. Historien er fortalt af Mogens, fordi han føler trang til:
– at videregive en helt bevidst uprætentiøs fortælling om hændelser, der har det med at puste sig op til aldeles uhåndterlige dimensioner – men som ofte kan overkommes med et skævt smil.
MOGENS OG MAHMOUD er ikke en fortælling der forsøger at skrive sig ind i en såkaldt højkunstnerisk finlitterær kanon. Den koncentrerer sig om at skildre, hvordan hverdagens kulturmøder bliver til latterlige situationer pga. misforståelser og fordomme. Som modpol bliver venskab skabt af nysgerrighed og respekt.
Fortællingen starter kl. 4.37. Mogens, der som konsekvens af sin skilsmisse sover på Mahmouds sofa, bliver vækket af det ur, Mahmoud har fået af sin mor, så hun ikke behøver at være bekymret for, om han husker at bede de obligatoriske fem gange dagligt. Mens Mahmoud beder, må Mogens i én telefon tage sig af Mahmouds moder, der ringer for at tjekke op på sin søn. I en anden telefon må han forholde sig til sin ekskones krav. Samtidig går det op for ham, at hans eneste ansatte er muslim og tilsyneladende beder i arbejdstiden.
Således er læseren fra start præsenteret for den karikerede fald-på-halen komik, fortællingen bærer præg af. Man kan derfor godt forstå, at den har gjort sig på de bonede gulve. Desværre bliver handlingen mere ekstrem og langt ude, end hvad der er nødvendig for både humoren og formålet.
Til gengæld er Flemming Jensens øjemed ganske fint. Han vi vise, at vi alle – uanset hudfarve og religiøse overbevisninger – ikke er så forskellige. Vi er alle mennesker, og selv om vi agerer forskelligt, er resultatet det samme.
Det kræver dog sit at mødes på tværs af kulturer. For selvom verden måske ville se bedre ud, hvis vi mødte hinanden med et skævt smil, fremfor fordommens terroriserende bedømmelse, har historien vist, at karikaturen kan blive for meget. Selv om vi danskere har tradition for at møde verden med ironi (og her kan man jo overveje begrebet ironisk distance), er vi nødt til at huske at respektere, dem vi møder på vores vej – reflekterer fortællingen.
Imidlertid er det pudsigt, at det er stærk karikatur, der er benyttet for at frembringe pointen om menneskeligt ligeværd. Den danske holdning er karikeret til at bedømme vor næste som prostitueret skattesnyder og enhver mørkglødet som teorist. Hvorimod nydanskeren er godtroende og måske mere naiv, end hvad godt er.
Til trods for at ens tær undervejs krummer sammen af skam over stereotyperne, skinner det igennem, at fortællingen er skrevet med hjertevarme, og for afvekslingens skyld er det dejligt med en samtidsroman, der lader det gode sejre.
