Med ret til at dræbe? – Anders Roslund og Börge Hellström UDYRET


Hvis dit barn blev seksuelt misbrugt og efterfølgende slagtet, ville du så gerne personlig henrette gerningsmanden? Vil du leve i et samfund, hvor ethvert menneske kan gøre sig til dommer og bøddel? De spørgsmål rejser den velskrevne kriminalromanen UDYRET.

En politimand skal køre en pædofil børnemorder til et fængsel, men bliver så provokeret af sin passager, at han pludselig farer ud af bilen og hiver bagdøren op for at gennemtæve udyret. Desværre er det barnemorderen, der ender med at stå på benene, og han benytter muligheden til at stikke af. Politimandens affekthandling har fået uforudsete negative konsekvenser, og det ikke bare åbner for UDYRET, grundtemaet slås også fast: Selvtægt fører aldrig til noget godt.

Alligevel er det nemt at sætte sig ind i de følelser, der kan føre til, at man tager loven i egen hånd. I UDYRET spares ikke på hjælpemidlerne, når mordene på de små piger beskrives. Det er ualmindelig ubehageligt og man ønsker absolut Bernt Lund, selve udyret, det værste. På fri fod er det kun et spørgsmål om tid, før han slår endnu et lille barn ihjel.

Han vil blive ved med at misbruge og dræbe, indtil nogen stopper ham. Da det så endelig sker, synes det bare rimeligt, men her slår bogen for alvor om og viser, hvad sådan en følelse egentlig indebærer.

UDYRET følger mange personer og viser hvordan mordene og selvtægten påvirker dem: Politimændene, anklagerne, fængselspersonalet, de indsatte, ofrenes forældre og de almindelige borgere, der pludselig ser pædofile på hver en bænk. Der ligger en grundigt research bag, og særlig beskrivelserne fra hverdagen bag tremmer, hvor selvjustits er dagens orden, er fængslende.

Til gengæld bliver det ren fantasi i skrækscenariet, hvor en mand bliver folkehelt, ved at gøre hvad velfærdsstaten ikke kan: Henrette børnemorderen. Om ikke helt plausibel, desto mere effektiv en advarsel er denne vision, og den er et kærkomment modstykke til den heroisering af den ensomme og nådesløse hævner, som amerikansk kultur via danske tv-stationer dagligt velsigner os med.

Alene bogens dramatiske temaer, børnemishandling og selvtægt, gør den så uhyggelig og spændende, at den bliver læst i store bidder, men den er også skrevet i den sikre og ligefremme stil, der kendetegner svenske krimier, når de er bedst. Der er de sædvanlige trætte, halvgamle, men sympatiske kriminalbetjente, som alle svenske krimiforfattere har benyttet siden Sjöwalls og Wahlöös Martin Beck. At det også er et forfatterpar, der har skrevet UDYRET, kan synes som en yderligere hyldest til svensk kriminallitteraturs forældre og ubestridte mestre.

Vores pæne naboland har åbenbart talrige mørke sider, og inden for krimigenren er konkurrencen hård. UDYRET er Roslunds og Hellströms første roman, men de vil fortsætte samarbejdet, og er dermed klar til at kæmpe om de aktuelle svenske topplaceringer.

Kun en anklage mod bogen er alvorlig nok til at blive nævnt: Den forlænger slutningen op til flere gange, og da der endelig sættes punktum og cirklen fuldendes, kræver det, at man sluger mindst én kamel og retter lidt på skyklapperne, for at få den sidste dramatiske begivenhed til at blive bare lidt sandsynlig. Denne udgang sætter også en unødvendig tyk streg under, hvad læseren for længst har accepteret: Selvtægt fører kun til ulykker.

Skrevet af Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *