Af | 14. maj 2014

Med viljen til sandhed og klarhed – Thomas Bernhard ÅNDEDRÆTTET. EN AFGØRELSE

Tredje bind af Bernhards selvbiografi er mindre rablende, mere afdæmpet, mere livsomfavnende. Men der er stadig ingen nåde over for løgn og forstillelse.

Citat:

Slutfasen af vores livslange dødsforløb kalder vi at dø. I virkeligheden nægter vi at betale regningen, når vi forsøger at komme uden om døden. Vi overvejer selvmord når vi holder os den regning for øje der en dag præsenteres for os og søger tilflugt i ganske gemene og nedrige tanker. Vi glemmer at det der angår os, er et lotteri, og vi ender derfor i forbitrelse. Til sidst har vi ikke adgang til andet end håbløsheden. Resultatet er dødsværelset, dér hvor man dør, definitivt dør. Alt har ikke været andet end bedrag. Hele vores liv har ved nærmere eftersyn ikke været andet end en slidt og til sidst fuldkommen afrevet kalender.

De små dele af den østrigske forfatter Thomas Bernhards skandaløst gode selvbiografi, som for tiden udsendes i en flot og stilet indpakning af forlaget Sisyfos, synes alle at kredse om et sted. I første bind var det den barbariske og udslettende kostskole, i andet bind Podlahas afskumsmagnetiske købmandsbutik, og her i tredje bind er turen så kommet til sygehuset.

Som teenager indlægges Bernhard på et overfyldt hospitalsværelse med svage lunger, der konstant må suges tørre for gulgråt pus. Her ligger han omgivet af syge, døende og døde og tænker mest af alt på sin bedstefar, som også er indlagt. Hidtil har selvbiografien været karakteriseret ved et hidsigt stilbombardement, hvor vreden føltes i tekstens spyttende rytme, men nu føles det, som om tempoet sænkes, og den syges apatiske tilstand flyder langsomt ind i skriftens stemme.

Men selvom den unge Bernhard nu i et mere positivt stilleje synes at bejae livet og åndedrættet som modstykker til dødshospitalet og de væskefyldte lunger, afstår han stadig ikke fra en god, hidsig og nedbrydende løgnsmadring. Bernhards bekendelser nedskrives, som han selv formulerer det, ’med viljen til klarhed og sandhed’, og den vilje skinner tydeligt igennem på hver eneste side.

Klarheden findes i de nye ord, som må sammensmeltes til formålet. Sproget må omsmedes for at svare til den radikale virkelighed. Derfor ligger han ikke på en hospitalsstue, men på et dødsværelse, hans bedstefars tomme værelse er et bedstefarværelse, patienterne er ikke indlagte, men dødskandidater, Bernhards livsomfavnelse bliver til smertenægtelse og, smukkest af alle ord, sygehuset er en menneskeødelæggelsesmaskine. Der er en helt særlig præcision og poetisk gennemsigtighed i de ord, og de er en stor del af den mavefølte glæde, der altid er forbundet med læsningen af Thomas Bernhard.

Nye ord er som søm – de skal hamres godt ned for at sidde fast. Derfor hamrer Bernhard lystigt gentagende og opbygger en stædigt insisterende rytme, der tvinger de bevidsthedsudvidende ordsammenføjninger dybere og dybere ind, indtil man ser lige så klart som ham, og verden fremstår nøgen og grusom.

I Søren Fauths sikre oversættelse virker ordene som en kærlighedsbro mellem tysk og dansk, og man må glædes over, at vores sprogs sammenføjningspotentiale ligger så tæt op ad originalsprogets. Det er altid godt, når der rettes op på kosmiske uretfærdigheder, og at vi i lang tid ikke har haft et væld af Bernhard-tekster at vælte os i på dansk, er en uretfærdighed, som i disse år heldigvis synes at være ved at blive vendt til en modersmålsbetinget lyksalighed.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også