Med Villy til opera – Villy Sørensen SØRENSENS WAGNER
Nogle mener, at Wagners timelange værker er det ypperligste af den ypperligste operakunst. Andre får lyst til at invadere Polen. Uanset hvor man placerer sig i forhold til de to positioner, kan man nu med Villy Sørensen som guide blive klogere på Wagners værk – og på Sørensen selv.
Det er Woody Allen der engang i et beåndet øjeblik har udtalt, at han, hver gang han lyttede til Wagner, fik lyst til at invadere Polen. Dermed sigtede han til den sammenkobling med nazismen, der til dels er blevet den berømte komponists skæbne. En sammenkobling Wagner selv absolut ikke var uforskyldt i. At der dog findes en anden og langt mere progressiv side af Wagners person og værk end den reaktionære og antisemitiske, som Allen i sin tid sigtede til, er SØRENSENS WAGNER et bevis på.
Det er f.eks. givetvis de færreste som kender til den inspiration den tyske mester hentede hos så revolutionære ånder som Röckel og Bakunin, der begge var stærkt involveret i den mislykkede tyske revolution i 1848. At de inspirationskilder imidlertid findes, viser Villy Sørensen via en række fine læsninger af Wagners teoretiske skrifter (hvoraf fire, i Sørensens oversættelse, er medtaget i denne bog). Skrifter som Sørensen finder essentielle for overhovedet at forstå Wagners kunst, hvilket gør dem til naturlige omdrejningspunkter for Sørensens analyser.
Med sit fokus på de progressive strømninger, søger Villy Sørensen et felt, der giver mulighed for at fortolke Wagner i et nyt og produktivt lys, og dermed giver mulighed for at indkredse en Wagner, der ikke er svøbt ind i den reaktionære kappe, der ellers klæber til hans navn og person.
Fra det udgangspunkt kan Sørensen f.eks. vise det ønske, han mener at finde i flere af operaerne: utopien om en verden uden magthavere (i operaerne symboliseret ved guderne). På samme måde kommer Sørensen ind på den drøm, Wagner søsatte med sit begreb om gesamtkunstværket, hvor hele folket digter med i forsøget på at forsone det splittede menneske og udtrykke den fuldendte menneskelige natur.
I tanken om kunstværkets forsonende potentialer klinger desuden Sørensen egen poetik, om end den udfoldes på andre præmisser. Interessante lighedstegn mellem Wagner og Sørensen findes desuden i deres syn på myten. Begge afskriver myten dens metafysik og betoner i stedet de dybdepsykologiske, tidløse udtryk den kan siges at repræsentere.
Dette skal ikke forstås sådan, at Sørensen har hentet inspiration fra Wagner til sin egen poetik. Som Sylvester Roepstorff gør opmærksom på i sit forord, kommer Wagner temmelig sent ind i Sørensens forfatterskab. Der er derfor i højere grad tale om, at Villy Sørensen finder elementer i Wagners poetik, der bekræfter dele af hans egen. Så uanset om man ønsker at blive klogere på Wagner eller på Sørensen, kan man passende starte her.
