Medici og alt det andet – Ulla Britta Ramklint FAMILIEN MEDICI – DE SMUKKE MENNESKER I FIRENZE


Renæssance rimer på Firenze, det ved enhver – og at familien Medici havde en finger med i spillet, ved de fleste. Men den svenske forfatter Ulla Britta Ramklint tager munden for fuld, når hun på blot 170 sider forsøger at skrive om det hele.

Som turist i Firenze kan man ikke undgå at bemærke Mediciernes enkle våbenskjold med de seks røde kugler. Det findes overalt. På husfacader, paladser, kirker, malerier og fortæller historien om en familie, der satte sit markante fingeraftryk på byen. Ifølge myten blev skjoldet til i 800-tallet, da den brave Averardo de’ Medici blev sendt ud for at bekæmpe en jætte, der hærgede de toscanske egne. Under kampen ramte jættens kølle flere gange hans skjold, der derved fik seks runde buler. Men Averardo sejrede, og efterfølgende blev det bulede skjold familiens varemærke. Senere blev bulerne til kugler og betragtedes af folket som symbol på Mediciernes mandsmod. En Medici havde nosser! I den sandfærdige (og kedelige) version symboliserer kuglerne vistnok piller, der sammen med familienavnet refererer til Mediciernes tidlige apotekervirksomhed.

Dog var det ikke medicin, men pengehandel, der lagde grunden til familiens magtfulde imperium. Med en kundekreds, der både talte paver og kejsere, opnåede Medicierne umådelige rigdomme og frugtbare forbindelser. I en tid, hvor italiensk renæssance var på sit højeste, stod familien Medici, trods et omstændeligt demokratisk bystyre, som de egentlige herskere af Firenze. Blandt deres venner taltes renæssancens største personligheder. Deres arkitekt hed Brunelleschi, deres portrættør Rafael, Michelangelo skabte de uforlignelige skulpturer på deres gravmæle, og Galilei tilegnede dem Jupiters måner. Til gengæld finansierede Medicierne kunstnernes økonomiske underhold og donerede enorme summer til kulturelle formål.

FAMILIEN MEDICI er en familiekrønike, der beretter om firehundrede års op- og nedture for en af historiens mest indflydelsesrige familier. Ulla Britta Ramklint forsøger at få det hele med: Rænkespil og rævekager i den politiske dagsorden, psykologiske portrætter, periodeskildringer, kulørte anekdoter, kunstneriske frembringelser osv. Alt sammen alt for meget til bogens blot 170 sider.

Selvfølgelig behøver man ikke gå i dybden med det hele – og det har ej heller været forfatterens ærinde i dette populærhistoriske værk. Men letlæsningen bliver paradoksalt nok kedsommelig, fordi Ramklint haster videre, før det for alvor bliver interessant. Det er bestemt ikke altid tilrådeligt at skrive kort. Navnlig ikke når man har meget på hjerte. Så er det bedre at skrive langt og godt.

Skrevet af Carlos Dahl Kofoed

Carlos Dahl Kofoed er cand. mag. i litteraturvidenskab.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *