Mediumsmennesket Mattias – Johan Harstad BUZZ ALDRIN, HVOR BLEV DU AF?
Norske Johan Harstads romandebut er et afdæmpet psykodrama med astronauttema, desværre af helt urimelig marathonlængde, om at ville være anonym og usynlig i selvudstillelsens tidsalder.
Citat
Det er tirsdag. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan mærke det på lyset, trafikken uden for vinduerne vil flyde langsomt hele dagen, uengageret, folk kører frem og tilbage af vane, ikke af nødvendighed. Tirsdag. Ugens mest overflødige dag. En dag næsten ingen lægger mærke til blandt de andre dage. Læste det et sted, husker ikke længere hvor, men man var nået frem til at der statistisk set indgås 34 % færre aftaler på en gennemsnitstirsdag end på de øvrige dage. På verdensplan. Sådan er det bare.
I en verden befolket af linselus og en tid præget af individualisering og selviscenesættelse er det pludselig blevet excentrisk bare at ville være helt almindelig og gennemsnitlig. Det er denne nye type outsider, som Harstad i skikkelse af hovedpersonen Mattias skildrer i sin debutroman, BUZZ ALDRIN, HVOR BLEV DU AF?
Mattias, hvis store helt er den evige to’er Buzz Aldrin (dvs. astronauten der, selvom han var lige i rumpetten af Armstrong, aldrig opnåede samme berømmelse som den første mand på månen), stræber efter at blive det anonyme massemenneske, der bare udgør ’en lille tand tak på det store verdenshjul’. Mattias vil gerne holde sig i midten af det tavse og usynlige flertal, og det gør ham paradoksalt nok til noget særligt i en tid, hvor alle hans venner vil være rockstjerner. Selvom Mattias er i besiddelse af et gudbenådet sangtalent, vælger han at uddanne sig til gartner, så han kan gå og vegetere i fred blandt sine planter.
Da kæresten Helle til sidst får nok og forlader ham samtidig med, at gartneriet, han arbejder i, går konkurs, ruskes der gevaldigt op i 29-årige Mattias’ selvvalgte pensionisttilværelse. Han tager som roadie på en koncerttur til Færøerne, hvor han får et blackout og vandrer forvildet rundt, indtil han reddes af psykiateren Havstein. Denne har et bosted i en nedlagt fabrik, hvor Mattias måske i ubevidst erkendelse af, at hans usynlighedstrang er et symptom på en psykotisk angst for at kaste sig ud i livet, tager imod tilbuddet om at slå sig ned. Langt størstedelen af romanen foregår netop her i det vindblæste arkipelag blandt fårenosseædende og grindevalsmassakrerende, men yderst venlige færinger.
I hjemlandet er Johan Harstad blevet båret på skjolde af anmelderne. Og BUZZ ALDRIN er på mange måder også en rigtig god bog og en overbevisende romandebut. Harstad er en begavet personskildrer, der virkelig formår at gøre sine figurer levende. Derudover kan han tematisere det lidet sexede begreb almindelighed, uden det bliver kedeligt, og behandle et tabuiseret emne som psykisk sygdom uden fordomme og sentimentalitet. Sproget er godt, præcist og klart. Rent formmæssigt er der nogle blærede, kompositoriske detaljer som fx et gennemløbende månetema, og ideen med at lade popgruppen Cardigans’ tekster og sangtitler indgå konsekvent romanen igennem er et virkningsfuldt greb, der trækker musikken ind som en ekstra dimension og giver et lille synæstetisk twist til naturbeskrivelser og dramatiske højdepunkter.
Der er bare et graverende problem med Harstads roman, og det er, at den er 200-300 sider for lang! Dette gør fortællingen slap og ufokuseret i længden, og Harstad har følgelig været nødt til at sætte pointeløse småmysterier ind for at holde læseren fanget. Jeg har på fornemmelsen, at hvis den var blevet strammet ordentligt op, ville der være tale om en drønstærk, overlegen romandebut. Som den er nu, er BUZZ ALDRIN, HVOR BLEV DU AF? i stedet en gennemsnitlig god roman og er således (ufrivilligt?) in sync med sin protagonist.
