Melankoliens mester – Leonard Cohen LÆNGSLENS BOG
Den canadiske kvindebedårer har tømt ud i en meget stor skrivebordskuffe for at samle en lidt rodet, men dejlig melankolsk stak digte, dagbogsnotitser og tekster, der er svære at sætte under en hat. Både digtenes kvalitet, rum, tid og tone svinger, men flere gange swinger de bestemt også!
Digt
PÅ GRUND AF NOGLE SANGE På grund af nogle få sange hvori jeg talte om deres mysterium, har kvinderne været usædvanligt venlige mod mig på mine gamle dage. De har skabt et hemmeligt sted i deres travle liv og dér tager de mig hen. De gør sig nøgne på deres forskellige måder og de siger: >> Se på mig, Leonard se på mig én sidste gang.<< Så bøjer de sig ned over sengen og dækker mig til som en baby der skælver.
Indrømmet! Ovenstående anmelder har en savldryppende forkærlighed for såvel Cohens croonen, sørgelige sangtekster og fiktionsproduktion, hvor YNDLINGSLEGEN kan nævnes – blot for at nævne en yndling. Derfor desto større forbehold for en udgivelse af Cohen på dansk, efter Nikolaj Nørlunds ellers nogenlunde vellykkede projekt PÅ DANSKE LÆBER, hvor Cohens sange blev oversat og fortolket af danske musikere. Udover to gengangere fra dette projekt, Niels Skousen og Anders Dohn, er det en blandet trup fra Jørgen Leth til Pia Tafdrup over Claus Bech, der står for omskrivningen af BOOK OF LONGING til dansk.
Den over 200 sider lange digtsamling gik ved udgivelsen i Cohens hjemland Canada direkte ind på bestsellerlisten, vist nok som den første digtsamling nogensinde. Forfatteren har selv illustreret, men bortset fra forsidens lille fugl på en gren, nedfældet på et stykke stribet papir og med kraftig inspiration fra kinesisk kunst, er det ikke imponerende. Tegningerne er mest trivielle skitser af nøgne kvinder eller portrætter af gamle, rynkede mænd, hvilket også er mange af teksternes omdrejningspunkt: den gamle mands glæde ved (yngre) kvinder, og i forlængelse heraf sorgen over kærlighedens utilstrækkelighed og liderlighedens uendelighed.
Man kunne fristes til at kalde LÆNGLSENS BOG for en rodebunke. Den er et sammenkog af lidt digte fra Cohens ungdom i halvfjerdserne, nogle helt nye notitser, skriblerier fra forfatterens tid som zenbudistisk munk i 1990erne og et par sangtekster, der findes sunget på TEN NEW SONGS fra 2001. Fælles for digtene er – ud over det stærk personlige præg – den cohenske melankoli, hvilket digteren selv anser som en svaghed. Cohen udråber i TUSINDER sig selv til en falsk digter og i NOGET FRA FØRST I HALVFJERDSERNE lader han Nico (tysk New Yorker chik beundret af Andy Warhol og sangerinde i Velvet Underground for en tid) gennemskue hans kunst og kalde det patetisk ævl. Men så langt vil anmelderen ikke gå. Det falske, patetiske ævl har så sandelig også sine gyldne øjeblikke.
Ind imellem de hovedsageligt dystre digte om ensomhed, alderdom og håb mm. skrevet med meget store ord (kærlighed, g-d, længsel, savn, sorg og mening for at nævne et par) er der også blevet plads til lidt selvironi og tør humor. Eksempelvis i digtet SMØRSKJULER:
– Elskede, nu har jeg en smørskjuler/ der ligner en ko.
Om det er manglende redaktionel stringens, oversætterne eller Cohen selv, der er skyld i den lidt klumpede fornemmelse læsningen af LÆNGSLENS BOG bevirker, er ikke umiddelbart til at sige. Måske en kombination. Men det må stå for Cohens regning at samlingen reddes af en håndfuld digte, der ikke blot giver klumper i halsen, men samtidig står lige så skarpe som de sange, der gjorde ham kendt. Lidt oprydning i skuffen med dagbogsnotater ville have klædt bogen og formentlig formildnet længslen efter konsekvens. Men det ændrer ikke ved, at den canadiske kvindebedårer er og bliver en mester i melankoli.
